Virker proteinpulver?
Behovet er individuelt
Proteinpulver er et kosttilskud til folk, som har behov for mere protein, end de får gennem kosten. For lidt protein kan føre til tab af muskelmasse, da protein er kroppens byggesten. Om man har behov for et øget indtag af proteiner kommer an på alder, kost og motionsvaner. Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt indtag af 0,8 g protein pr. kilo kropsvægt for almindelige mennesker, og det er et mål, 95 % af befolkning når gennem kosten, siger Niels Ørtenblad, som er lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik på SDU.
Kroppens byggesten
Proteiner er kroppens byggesten, og Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt indtag af 0,8 g protein pr. kilo kropsvægt for at få dækket kroppens behov. Det er et mål, 95 % af danskerne når på daglig basis, så langt størstedelen af os har ikke et behov for at øge vores indtag af proteiner.
Mangler man alligevel protein i kosten, kan et kosttilskud i form af proteinpulver være en praktisk og let løsning. Dog er en varieret kost, som følger kostrådene, den bedste kilde til alle de proteiner, vi har behov for. Blandt gode, naturlige proteinkilder er blandt andet kød, fisk, æg og mælkeprodukter.
»Der er ingen grund til, at normale mennesker tager tilskud i form af proteinpulver. En varieret kost, som med rimelighed følger kostrådene, er den bedste kilde til alle de proteiner, vi har behov for. De fleste indtager med en normal kost mere protein end det anbefalede minimumindtag,« siger han.
En belejlig løsning
Proteinpulver bruges typisk af folk, der styrketræner meget, og som derfor har et større behov for proteiner til muskelopbygning end folk, som træner moderat. Ifølge Nikolaj Bach Nielsen, der er bachelor i scient. med. fra Aalborg Universitet, personlig træner og træningsskribent for Bodylab.dk, bør proteinpulver blot være en hjælpende hånd.
»Proteinpulver kan være en belejlig løsning til at opfylde et øget behov, men det er på ingen måde en nødvendighed for at indtage nok protein. Det skal ses som et belejligt tilskud til folk, der ikke ellers indtager nok protein, og som en praktisk løsning, når man for eksempel er på farten eller efter træning. Det øgede behov for proteiner i forbindelse med for eksempel styrketræning kan sagtens dækkes via kosten alene,« siger Nikolaj Bach Nielsen.
Et reelt kosttilskud
Hos nogle ældre mennesker svigter appetitten i takt med, at alderen stiger. Ved hospitalsindlæggelse ser man ofte, at ældres appetit falder, hvilket blandt andet resulterer i tab af muskelmasse og øget fysisk skrøbelighed. Hos ældre mennesker er proteinbehovet lidt større end normalt, mellem 1,2-1,5 gram protein pr. kilo kropsvægt. Det optimale proteinindtag kan opnås gennem et proteintilskud i kosten, og proteinpulver bruges i blandt andet sygehusvæsnet for at sikre, at ældre patienter får protein nok fortæller Niels Ørtenblad.
Et øget proteinindtag bør kombineres med daglig fysisk aktivitet for at have en optimal effekt. Regelmæssig bevægelse styrker nemlig musklerne, giver bedre koordination og hjælper med at bevare kroppens smidighed.
Kosttilskud er blevet en trend
Når man kommer ind i fitnesscenteret eller søger på nettet, kan man let få den opfattelse, at proteinpulver er nødvendigt at spise i forbindelse med træning for at optimere sig selv og opnå de bedste resultater. Her er eksperterne enige:
»Det er nemt at blive forledt til at tro, at proteinpulver er nødvendigt for at få store muskler og mest ud af sin træning. Mit bud er, at der er meget signalværdi i at tage proteinpulver. Man signalerer til sin omgangskreds, at man virkelig går op i sin træning og tænker på sin kost. Det handler om at optimere sin hverdag og projektere viden om træning og kost til andre. Jeg vil anbefale, at man går mere op i selve træningen og i stedet spiser ordentligt og varieret. Træningen er klart vigtigst,« siger Niels Ørtenblad.
Nikolaj Bach Nielsen fortæller, at det er blevet mere almindeligt at styrketræne seriøst, hvilket delvist kan forklarer den øgede efterspørgsel på kosttilskud som proteinpulver.
»Jeg er overbevist om, at det er blevet en trend at opfatte kosttilskud, som noget der hænger uløseligt sammen med træning, og noget der på de sociale medier signalerer til andre, at man træner hårdt,« siger han.
Det hedder et tilskud
Man skal altså ikke bilde sig ind, at det er nødvendigt at spise proteinpulver i forbindelse med sin træning for at få en effekt. Generelt bør folk sætte sig bedre ind i kostrådene og få en forståelse for, hvad de har behov for, lyder anbefalingen fra Niels Ørtenblad. Det er en anbefaling, Nikolaj Bach Nielsen bakker op om.
»Om proteinpulver er relevant som tilskud afhænger fuldstændig af, om man i forvejen indtager nok protein. Det vil være en rigtig god idé at sætte sig ind i, om man rent faktisk allerede får nok protein, før man tager protein som kosttilskud,« siger han.