Trænger salt fra kogevandet ind i grøntsagen?

En læser undrer sig over, hvad sker der egentlig med saltet i kogevandet.

Fordelingen af salt i grøntsagerne vil afhænge af grøntsagernes struktur, findeling og af kogetid.

?

Når jeg koger kartofler og grøntsager, har jeg lært, at de skal koges i saltet vand. Jeg har tænkt på, om saltet egentlig kan nå at trænge ind i grøntsagen i kogetiden, og om det suges op i hele grøntsagen, hvis kun en del af grøntsagen er dækket af vand? Jeg koger jo f.eks. grønne bønner og broccoli i ret kort tid: 3-6 minutter og med så lidt vand i gryden som muligt. Og broccolien står op i gryden, så det er jo blot de nederste par centimeter, der er i direkte kontakt med saltvandet. Er det spild af salt, eller salter det virkelig grøntsagerne, og i hvilken grad? Eller har saltet en anden funktion end at salte grøntsagen?

Birgitte Carlsson

Svar fra Leif Skibsted

Salt opløses i vand, og salt vil blive ført med op i grøntsagerne under kogning. Saltopløsningen fortyndes med grøntsagernes eget vand, også selvom disse ikke er dækket af det kogende vand. Kartofler, broccoli og gulerødder indeholder 80 til 90 procent vand. Blomkål og bønner indeholder over 90 procent vand. Fordelingen af salt i grøntsagerne vil dog afhænge af grøntsagernes struktur, findeling og af kogetid. Til friskkogte grøntsager har salt betydning for grøntsagernes smag, ikke for den nødvendige kogetid. Salt hæver vands kogepunkt, men så lidt, at det i praksis ikke har betydning for kogetiden. 30 g salt i en liter vand, og det er meget salt, hæver således kun kogepunktet med en halv grad. 

Hvis man derimod damper grøntsager, hvor vand koger i bunden af gryden uden at have direkte kontakt med grøntsager lagt i en si eller i et dørslag højt oppe i gryden, vil saltet ikke have nogen betydning, da salt ikke er opløseligt i vanddamp. Man kan med fordel bruge mindre salt til kogning af grøntsager, da mange har et alt for højt indtag af salt. Vi har kun brug for 1 g salt om dagen gennem kosten, og den officielle anbefaling er under 6 g salt om dagen. I Danmark er det daglige indtag af salt i gennemsnit 9-11 g for mænd og 7-8 g for kvinder. Kogning af grøntsager er et passende sted at begynde reduktion af salt i madlavningen.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Læs mere om