Annoncørbetalt indhold fra Ribera del Duero
vin

Test din vinviden: Hvad ved du om vin fra Ribera del Duero?

Det er gået stærkt for det centralt beliggende spanske område Ribera del Duero, hvorfra man kan nyde rødvine med stor intensitet, frugtighed og kompleksitet. Læs med her, hvor vi kigger nærmere på et af Spaniens bedste vinområder.
Ribera del Duero

Ribera del Duero ligger på en højslette, ’meseta’, langs med Duerofloden. 

Ribera del Duero ligger i det centrale Nordspanien

Ribera del Duero ligger nord for Madrid i et kuperet terræn i den centrale del af Nordspanien. Området har taget navn efter floden Duero, som løber gennem området og videre ind i Portugal, hvor den er kendt under navnet Douro. Der er blevet produceret vin af varierende kvalitet i mange år, men det var i løbet af 1970’erne, at området for alvor begyndte at vinde anerkendelse af omverdenen. Her lavede dygtige vinproducenter en modreaktion til de meget fadprægede vine fra Rioja og satsede i stedet på intense, kraftige vine, hvor frugten for alvor kunne få lov at spille førsteviolin.

I 1982 fik området sin D.O.-betegnelse (Denominación de Origen), som viste, at den hørte til blandt de bedste i landet, og fejrer således 40 års jubilæum i 2022, og siden da er Ribera del Duero kun vokset i anseelse i og uden for Spanien.  

Området har nogle af den nordlige halvkugles højest beliggende vinmarker

Ribera del Duero har et varmt kontinentalt klima uden maritim indflydelse. Til gengæld har vinproducenterne i området den fordel, at Ribera del Duero er det vinområde i Europa, hvis vinmarker har den gennemsnitligt højeste beliggenhed over havets overflade. Vinmarkerne befinder sig i højderne på de mange plateauer i området i 720-1100 meters højde over havet, hvor temperaturerne ikke når så høje temperaturer. Jordbunden er mangfoldig, men især præget af sand- og kalkholdig jord, som er med til at give vinene fra Ribera del Duero en delikat mineralitet, som komplementerer den rige frugt på flot vis.

Ribera del Duero har store temperaturudsving mellem nat og dag

Temperaturerne i Ribera del Duero kan om sommeren nå over 40 grader. Havde vinmarkerne ligget i dalen, havde der ikke været meget andet end rosiner tilbage at finde på vinstokkene, når sommeren var ovre, men takket være vinmarkernes placering i højderne kan druerne rent faktisk klare sig. Der bliver fortsat varmt om dagen, men om natten falder temperaturen drastisk, nogle gange helt ned til 5-6 grader, hvilket i praksis betyder temperaturforskelle mellem nat og dag på helt op til 30 grader. Resultatet er, at druerne udvikler en masse smag og modenhed i dagtimerne, mens de kolde nætter sikrer, at druerne  bevarer et højt syreniveau, som i sidste ende er med til at skabe balancerede vine. 

Tempranillo er kongen

Man kan ikke sige Ribera del Duero uden at sige tempranillo. Tempranillo er den primære druesort, og den er så vigtig for producenterne i området og Spanien i det hele taget, at den også går under navnet tinta del país – landets drue. For at en rødvin fra området skal kunne godkendes som værende en ribera del duero, skal der være minimum 75 procent tempranillo i vinen. Tempranillo er en hårdfør drue, som kan klare de barske vejrforhold. I sit udtryk byder den ofte på noter af brombær, rødbede og et strejf af lakrids. I munden har den typisk en medium til kraftig tanninstruktur og en forholdsvis høj syre, som sikrer, at den kraftige koncentration og power balanceres af masser af friskhed. 

 

Ribera del Duero

Betegnelsen cochesa på flaskens etikette betyder, at producenten selv må bestemme, hvor længe vinen skal lagre på fade.

Læg mærke til lagringstypen

Der er som bekendt mange måder at klassificere vine på verden over. I Ribera del Duero går klassifikationen på, hvor længe en given vin har lagret på henholdsvis fad og flaske. Klassifikationerne fremgår af etiketten, og de er som følger: 

 

Joven: Den yngste type, som ofte rammer markedet få måneder efter høsten. Joven Roble er en version, der har ligget 3 til 12 måneder på egetræsfade, inden den frigives. Vinens forholdsvis unge alder og det faktum, at den ikke lagrer på træfade, gør, at den har en ren, frisk smag af frugt. Joven er spaniernes foretrukne bordvin på grund af sin lethed og billige pris.

 

Crianza: Lagrer i 2 år, før den må frigives. Heraf skal minimum 12 måneder være på egetræsfade. Crianza er en forholdsvis kraftig vin med masser af frugt, mens fadlagringen også har sat sine spor, ofte med noter af vanilje, lakrids, kakao og kaffe.

 

Reserva: Lagrer i 3 år, hvoraf minimum 12 måneder skal være på egetræsfade. Efter fadlagringen kommes vinen på flasker, som placeres i vinkældrene. De er klar til at blive drukket, når de kommer på markedet, men tager ikke skade af at ligge nogle år. Den længere fadlagring giver vinene intensitet og kraft med tydelige noter af vanilje, lakrids, læder, kaffe og kakao, mens frugten primært er mørke bær.

 

Gran reserva: Laves af de bedste druer, og den produceres kun i år, hvor høsten har den rigtige kvalitet. Den lagrer minimum 5 år, heraf mindst 2 år på egetræsfade, som efterfølges af lagring på flaske. Gran reserva er den kraftigste af vinene med mest struktur og kompleksitet i form af førnævnte smags- og duftnoter. Gran reserva er den af de 4 typer, som har mest lagringspotentiale.

 

Desuden producerer man også rosévine i Ribera del Duero og en lille smule hvidvin. Når det er sagt, er rødvin den absolut vigtigste vintype for området. 

Andre druesorter er også i spil

Selvom tempranillo løber med det meste af opmærksomheden, dyrkes der også andre sorter i området. For de røde drejer det sig om cabernet sauvignon, merlot, malbec og grenache/garnacha tinta, mens hvidvinene primært laves af den internationalt set temmelig ukendte drue albillo mayor. Eftersom tempranillo udgør minimum 75 procent af en rødvin fra Ribera del Duero, er det ikke overraskendes dennes karakteristika, der skinner igennem. De ovenstående druesorter kan hjælpe med at skabe kompleksitet såvel som de sidste detaljer i balancen.

 

Ribera del Duero

Dagtemperaturen kan komme op omkring de 40 grader celcius om sommeren, men nætterne er altid kølige grundet den høje beliggenhed. 

Drik vinene til mad med masser af smag

Omend vinene fra Ribera del Duero er mere end rødvin, er det afgjort denne vintype, der tegner området. Der er tilmed tale om fyldige, frugtrige vine, som har det bedst i selskab med mad, som også har en vis pondus i smagen. 

Der er ingen tvivl om, at vinene på tværs af lagringstyperne passer godt til et stykke grillet rødt kød med en krydret sauce til. Der er dog også masser af andre muligheder. Tapaskulturen er også udbredt i Ribera del Duero, så er man glad for croquettas, manchego, krydrede pølser og oliven, er rødvin fra Ribera del Duero lige sagen. 

Lammekød spises også i stor stil i området, og det passer rigtig godt til vinenes krydrede væsen, som spiller godt sammen med den garniture, som ofte ledsager lammekød. 

Lad dig guide af vinruten

Ribera del Duero har som mange andre vinområder også en official vinrute, Ruta del Vino. Ruten løber gennem området og er skiltet, således at man nemt kan følge med i, om man er på rette spor. Rigtig mange producenter åbner gerne dørene for besøgende og tilbyder både smagninger, rundvisninger og selvfølgelig salg af vin. Der er også flere vinmuseer i området, som hver især giver et spændende indblik i områdets historie. Blandt disse er Castillo de Peñafiel afgjort et besøg værd. Der er tale om et spektakulært museum placeret på en gammel borg, hvis opførelse tog sin begyndelse helt tilbage i det 10. århundrede.

Denne artikel er sponsoreret og lavet i samarbejde med Ribera del Duero.

Læs mere om