Spis plantebaseret og sænk din risiko for blodpropper
Spiser du plantebaseret, kan du sænke dit dårlige kolesterol med op til 14 procent, hvilket svarer til en tredjedel af effekten af kolesterolsænkende medicin. Det har et studie fra Københavns Universitet påvist.
En vegetarisk eller vegansk kost nedsætter derved også risikoen for hjerte-kar-sygdomme og blodpropper væsentligt.
»Hvis man for eksempel starter med at spise en plantebaseret kost i starten af 40’erne, svarer det til, at ens risiko for hjerte-kar-sygdomme vil være reduceret med cirka 20 procent, når man er midt i 50’erne. Det er en betydelig reduktion,« siger lægestuderende Caroline Amalie Koch, der er en af forskerne bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse.
Ifølge Coop Analyse er det på nuværende tidspunkt kun 3 procent af danskerne, der spiser vegetarisk eller vegansk.
For højt kolesterol skyldes mættet fedt
Har du et for højt indhold af kolesterol i blodet, skyldes det ofte, at du indtager for meget mættet fedt fra kød, pålæg, fede mejeriprodukter, smør, kager og fastfood.
Vil du sænke dit kolesterol, anbefales det derfor, at du spiser mindre mættet fedt og holder igen med de sukkerholdige drikkevarer og mad tilsat sukker.
I stedet skal du indtage mere af det umættede fedt, der har en gavnlig effekt på dit kolesterol. Det umættede fedt får du f.eks. fra planteolier, nødder, kerner, oliven, avocado og fede fisk.
En klimavenlig kost giver færre blodpropper i hjernen
Kombinerer du fødevarer med umættet fedt med masser frugt, grønt og fuldkorn og skærer samtidig ned på kødet, er det både gavnligt for klimaet og godt i forhold til at undgå blodpropper. Det viser et studie fra Aarhus Universitet.
»Hvis man som voksen mand eller kvinde følger en bæredygtig kost og de nordiske anbefalinger for fuldkornsindtag, så ser vi en lavere risiko for blødninger eller blodpropper i hjernen,« fortæller Christina Dahm, der er lektor ved Institut for Folkesundhed og en af forskerne bag undersøgelsen, i en pressemeddelelse.
Det »lede« og det »herlige« kolesterol
Når man måler kolesteroltallet, måler man den totale sum af alle fedtstoffer i blodbanen. Der er dog findes forskellige typer af kolesterol, hvor særligt 3 er væsentlige:
- Det lede: LDL-kolesterol betegnes ofte »det lede kolesterol«. Jo mere LDL-kolesterol der er i blodbanen, jo større er risikoen for åreforkalkning og dermed hjerte-kar-sygdomme.
- Det herlige: HDL-kolesterol betegnes ofte »det herlige kolesterol«. HDL-kolesterol har en gavnlig effekt på åreforkalkning og beskytter derfor mod hjerte-kar-sygdomme.
- Triglycerider: Er enkelte fedtsyrer i blodbanen. Et højt indhold af triglycerider i blodbanen øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Der kan være store individuelle forskelle mellem LDL- og HDL-kolesterol i blodet. Selvom 2 personer har samme kolesteroltal, kan nogle have meget af det »lede«, mens andre kan have meget af det »herlige«. Derfor kan deres risiko for hjerte-kar-sygdomme og blodpropper være vidt forskellig.
Kilde: Sundhed.dk
Ergo er det fornuftigt at følge Fødevarestyrelsens 7 officielle kostråd, som netop er udviklet både med henblik på din sundhed og klimaet. De lyder:
- Spis planterigt, varieret og ikke for meget
- Spis flere grøntsager og frugter
- Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
- Spis mad med fuldkorn
- Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
- Spis mindre af det søde, salte og fede
- Sluk tørsten i vand
Vær også fysisk aktiv, hvis du vil undgå blodpropper
Det er ikke kun kosten, der har en effekt på din risiko for at udvikle blodpropper. Også fysisk aktivitet er vigtig. Fysisk aktivitet sænker nemlig kolesterolet og blodtrykket, og det anbefales derfor, at du får pulsen op 30 minutter om dagen.
Fysisk aktivitet kan desuden forebygge overvægt. Overvægt giver et øget pres på dit hjerte og karsystem, som igen øger risikoen for åreforkalkninger og blodpropper.
Kilder: Sundhed.dk, European Heart Journal, Stroke, Københavns Universitet, Aarhus Universitet