Sommeren er højsæson for spritbilister: Se her, hvem de er – og hvor de kører

Heldigvis er der ret langt mellem spritbilisterne ude på de danske veje. Rent statistisk skal du tælle til omkring 500 biler, før du finder en, hvor føreren har en promille på den ulovlige side af 0,5. Men hvem er det, der sidder bag rattet? Hvor kører de? Og hvorfor gør de det?

Spritbilister findes i hele landet, men især i det vestlige Jylland og på Bornholm er der mange, og de er ofte mellem 45 og 64 år gamle. Det er blandt andet noget af det, man kan udlede af tal fra en af de største undersøgelser om spirituskørsel i Danmark, som Rigspolitiet stod bag i 2021. Men hvorfor ser tallene ud, som de gør? Hvad ligger til grund for de relativt store geografiske forskelle? Har vestjyderne og bornholmerne bare en flosset moral? 

»Nej,« siger Pernille Ehlers, der er chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik. 

»Det handler ofte om, at offentlig transport ikke er på samme niveau som i og omkring de store byer.«

Når det er svært og dyrt at få en taxa, frister bilen

Så når det er svært at komme hjem med det offentlige, når afstanden stor, når risikoen for at møde en politibil er mindre, og det er dyrt og svært at få en taxi, ja, så frister bilen eller knallerten altså. Men det er dog ikke geografien, der bruges som undskyldning, når en spritbilist selv skal forklare, hvordan de endte bag rattet, fortæller Pernille Ehlers.

»Hvis man efterfølgende spørger, hvorfor de kørte alkoholpåvirkede, så er det typisk noget med, at de ikke troede, de havde fået for meget, de ikke fik talt alle øl med i regnskabet, der plejer ikke at ske noget, eller de var blevet uvenner med nogen og bare ville hjem,« siger hun.

Spritbilisterne er de gamle – ikke de unge

Hvis man ser på den yngre gruppe af spritbilister, så handler det ifølge Pernille Ehlers også om, at festen skal flyttes et andet sted hen, eller at der skal hentes yderligere forsyninger til en privatfest. Det er dog ikke de unge, der udgør hovedparten af spritbilister. Her markerer de 45-64-årige sig markant, med næsten dobbelt så høj en andel af spritbilister som de 25-44-årige eller 18-24-årige. Pernille Ehlers peger på, at man i den ældre aldersgruppe måske oftere møder det, man kan kalde en fungerende alkoholiker. Altså en, som dagligt opretholder en vis promille for at kunne hænge sammen – og altså også når vedkommende begiver sig ud i trafikken.

Made with Flourish

Fakta om spritkørsel:

  • 9 ud af 10 sigtede for spirituskørsel er mænd
  • Der er flest spritulykker i sommer- og efterårsmånederne
  • Spritulykker sker oftest på landet og om aftenen
  • Spritulykker sker oftest fredag, lørdag og søndag aften eller nat
  • De fleste dræbte i spritulykker er den spirituspåvirkede trafikant selv
  • Det er typisk bilister eller knallertkørere, der er involveret i spritulykker.

 

Kilde: Rådet for Sikker Trafik, Rigspolitiet

Forebyg en fremtidig spritbilist

Hos Rådet for Sikker Trafik har de løbende kampagner med fokus på at stoppe spirituskørsel – og her er en række af deres gode råd til,  hvordan man kan gribe ind, hvis man skal stoppe en fremtidig spritbilist:

  • Fortæl ham/hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
  • Forsøg at tale ham/hende fra at køre
  • Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
  • Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
  • Tilbyd overnatning
  • Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
  • Hvis han/hun alligevel kører: Ring til politiet på 114

Hvis du selv drikker for meget eller er pårørende, kan du få gratis og anonym rådgivning i din kommune og hos Alkolinjen

Hos Rådet for Sikker Trafik kan du se ser mere om, hvordan du kan gribe ind overfor spritbilisme.

Læs mere om