Skal jeg tegne en elektronikforsikring?

Vand i computeren eller en ødelagt vaskemaskine giver uforudsete udgifter. Afklar dine behov og overvej, om du kan tegne en elektronikforsikring som tillæg til din indboforsikring, lyder rådet fra Forsikringsoplysningen. Samme tip kommer fra Forbrugerrådet Tænk, der dog direkte fraråder butikkernes tillægsforsikringer og peger på, at det er en bedre idé at forsikre sig mod meget store, uforudsete udgifter som eksempelvis skader på dit hus eller helbred
Smartphone tabt i toilettet

Overvej at droppe butikkernes tillægsforsikringer og tegn i stedet en udvidet indboforsikring, hvis du er klodset med din elektronik

Elektronikforsikringen dækker, når du taber telefonen i toilettet, hælder kaffe i computeren, eller der sker en kortslutning i vaskemaskinen

Uheldet er ude. Du har fumlet for meget, og din smartphone ligger i toilettet, eller du har væltet kaffe ned i tastaturet. Når du selv har været klodset, skal du selv dække omkostningerne, hvis din elektronik skal repareres eller udskiftes. Har du en elektronikforsikring, kan den måske give erstatning, så du kan få en ny mobil eller et nyt fjernsyn, hvis det pludselig ikke virker – også selvom du selv var en fummelfinger. 

Hvilke forsikringer af min elektronik findes der?

På markedet findes 2 forskellige elektronikforsikringer: 

  • En forsikring, du køber sammen med dit produkt i butikken
  • En tillægsforsikring til din eksisterende indboforsikring
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvad er forskellen på de tillægsforsikringer, man kan købe?

Ønsker du en tillægsforsikring, skal du finde ud af, hvordan du vil dækkes. Overordnet set adskiller de to typer elektronikforsikringer i punktet ovenfor sig sådan: 

Elektronikforsikringen, du køber sammen med din produkt i butikken, dækker typisk kun det ene produkt. Enkelte af elektronikforsikringerne dækker dog op til 3 produkter. 

Forsikringen, der er et supplement til din indboforsikring, dækker typisk al den elektronik, du har i din husstand. Det vil sige, at både køleskabet, mobiltelefonen og tv’et er dækket af samme forsikring, fortæller Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen: 

»Elektronikforsikringen, der er en udvidelse af din indboforsikring, gælder alle i din husstand og typisk alle de elektriske produkter, I har.«

Dækningsmæssigt kan der også være forskel på de to forsikringer. Måske er der forskelle på, hvilke uheld der er dækket, og hvor stor en erstatning man kan få for en ting, der har nogle år på bagen. 

»Som med alle andre forsikringer skal du være opmærksom og selv tjekke vilkårene og dækningen. Måske er du allerede dækket i forvejen. Samtidig skal du huske, at du altid har 14 dages fortrydelsesret, når du tegner en forsikring,« siger Anja Lintrup Sørensen. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Dækker forsikringen, hvis produktet går i stykker?

Forsikringer dækker forskelligt, hvis der opstår fejl på dit produkt. Nogle dækker for eksempel kortslutninger og andre fejl. Men det er vigtigt at huske, at du som forbruger allerede er dækket af købeloven i et vist omfang, fortæller Jakob Steenstrup, der er juridisk konsulent i Forbrugerrådet Tænk: 

»Du har allerede 2 års reklamationsret gennem loven. Er der noget i vejen med dit produkt, kan du de første 2 år gå til den butik, hvor du har købt varen, hvis der opstår fejl. Reklamationsretten dækker dog ikke, hvis du taber telefonen i toilettet eller andre fejl, der skyldes uheld.«

Er tillægsforsikringer prisen værd?

Forbrugerrådet Tænk plejer at fraråde, at man køber en tillægsforsikring i butikken, hver gang man anskaffer sig et nyt produkt. 

»Tillægsforsikringer er efter vores opfattelse et dyrt og ufordelagtigt produkt, hvor der typisk også betales provision til sælgeren og til butikken. Samtidig kan det hurtigt blive en dårlig forretning, hvis du tegner en tillægsforsikring, hver gang du køber et nyt stykke elektronik,« siger Jakob Steenstrup. 

Vil man gerne have forsikret sine elektriske produkter, kan man i stedet se på, om man vil have en udvidelse af indboforsikringen, så der også er elektronikdækning, lyder anbefalingen fra Jakob Steenstrup. 

Hvordan finder jeg ud af, om jeg skal have en elektronikforsikring?
Inden man tegner en elektronikforsikring, skal man sætte sig ned og vurdere sit behov, lyder rådet fra både Anja Lintrup Sørensen og Jakob Steenstrup. 

»Tænk over, hvad du har behov for skal virke i din dagligdag, og hvad du selv har råd til at erstatte. Vurder også sandsynligheden for, at et uheld kan ske. Måske er børnefamilier mere udsatte for uheld. En udvidelse af indboforsikringen kan være en god idé, hvis man har mange elektriske produkter, men en enkeltstående tillægsforsikring fra butikken kan være godt, hvis man kun har én computer, som betyder noget for en,« siger Anja Lintrup Sørensen. 

Er computeren kun 2000 kroner værd, er det måske for dyrt at købe en tillægsforsikring til den. 

Bør jeg helt droppe at forsikre min elektronik?

Det generelle råd er, at du skal forsikre det, du ikke kan undvære, og som du ikke umiddelbart kan gå ud og købe, hvis det går i stykker. Er du studerende, kan det måske være svært at undvære en computer – og svært at få råd til en ny, hvis budgettet er stramt, og så kan en elektronikforsikring måske være noget for dig. 

Jakob Steenstrup plejer at anbefale, at man kun forsikrer det, man ikke kan undvære og ikke selv kan erstatte. Det er for eksempel dit hus, dit helbred og det ansvar, du har, hvis du gør skade på andre. 

»Hvis dit hus brænder, har du formentlig ikke penge på kontoen til at betale for opførelsen af et nyt. Men langt de fleste danskere vil have råd til at erstatte en telefon eller en computer, hvis den går i stykker. Man skal samtidig huske, at forsikringsselskaberne jo skal tjene penge, så ud fra en økonomisk betragtning er det mere fordelagtigt for dig selv, hvis du kan have en lille pulje penge stående selv, som du kan bruge, hvis noget af mindre værdi går i stykker,« siger Jakob Steenstrup. 

Læs mere om