Sådan gør du hjemmet sikkert for den ældre
Faldulykker kan forebygges nemt
Hvert år kommer mellem 40.000 og 50.000 ældre til skade ved faldulykker i deres hjem. Hovedparten kommer oven på igen, nogle må en tur forbi skadestuen med brækkede knogler. Endeligt mister 1300 ældre danskere livet hvert år på grund af fald i deres hjem.
Langt hovedparten af faldulykkerne kan undgås, hvis man tænker i forebyggelse. Især stuen, badeværelset og trapperne er vigtige steder at forebygge, hvis man vil sikre sig mod fald, fortæller Mads Jacobsen fra Beredskabsforbundet, der blandt andet arbejder med forebyggelse af ulykker i hjemmet og brande.
3 typiske ulykkessteder
De 3 typiske steder, ældre kommer til skade, er:
- Fald i løse tæpper
- Fald over ledninger eller andre forhindringer, der er trukket over gulvet
- Fald på våde gulve i badeværelset
Mads Jacobsen peger på, at man med få ændringer kan hjælpe med at minimere risikoen for ulykker betydeligt:
»Først og fremmest handler det om at fjerne forhindringer for de ældre. Nogle har trukket ledninger til lamper eller til fastnettelefonen tværs over gulvet. Det er nemt at falde i en ledning.«
Fjern forhindringerne i stuen
I stuen gælder det især om at få styr på ledninger og tæpper.
- Lad ikke ledningerne ligge over steder, man gå.
- Sæt ledninger fast langs panelerne.
- Sæt tæpper fast – eller læg en måtte under tæpperne, så tæpperne ikke kan glide på gulvet.
- Udskift telefonen med en trådløs model – så kan man også tage den med sig.
Indret badeværelset med måtter og håndtag
En del faldulykker sker, når man er færdig med badet og gulvet er vådt. Et par tricks kan gøre badeværelset et langt mere sikkert sted.
- Har man badekar, skal man lægge skridmåtter i bunden af badekarret.
- Læg også gerne skridsikre måtter uden for brusenichen og der, hvor man stiger op af badekarret.
- Monter håndtag i badeværelset. Gerne ved badekarret, brusenichen og toilettet. Sørg for, at håndtagene kan bære vægten af et voksent menneske.
Trapperne skal være ru
Bor man i et hus med trapper, kan det give god mening, hvis man sikrer trapperne. I flere byggemarkeder kan man få en slags måtte, der minder om sandpapir. Trinnene på trappen bliver dermed mere ru – og foden skrider ikke så nemt.
Anskaf en gribearm
Af andre ting, som kan øge sikkerheden i hjemmet for ældre, anbefaler Mads Jacobsen en røgalarm og en gribearm. Røgalarmen er vigtig, da man som ældre reagerer langsommere end unge – og derfor i særlig grad har brug for at blive advaret tidligt, hvis der opstår brand. Gribearmen kan hjælpe, hvis man taber noget på gulvet. En del ældre falder på grund af overbalance, når de skal samle noget op fra gulvet.