Mød 3 (sjældne) personer uden en smartphone

Hjernen får tid til at kede sig, nærværet vokser, og du kan jo altid spørge andre om vej.

Ingeborg Mate Holm giver sin hjerne lov til at kede sig, f.eks. når hun går tur med hunden Chili

»Hænderne gled bare hen over skærmen af sig selv«

Ingeborg Mate Holm, 39 år, højskolelærer, bor i Odder, har en Nokia 3310:

»Jeg har altid været meget optaget af, at mine børn ikke skulle føle, at jeg synes, min smartphone var mere interessant end dem. Derfor brugte jeg den sjældent, når de var i nærheden. Alligevel var den hele tiden i min bevidsthed: Misser jeg noget lige nu? Det gav en konstant uro i kroppen. Jeg tog nogle gange mig selv i at tænke »hvornår kan jeg putte mine børn, så jeg kan kigge på min telefon?« Og når jeg så sad med telefonen, gik min krop på automatpilot – hænderne gled bare hen over skærmen af sig selv.

Jeg var ikke nærværende, og da det for alvor gik op for mig, droppede jeg min smartphone og købte en dumbphone. Det er 4 år siden. Jeg kan slappe af på en helt anden måde, og jeg er meget mere nærværende – sammen med min familie, men også generelt. Min hjerne får i langt højere grad lov til at kede sig, når jeg f.eks. er i en venteposition, eller når jeg går tur med min hund. Det er i de øjeblikke, jeg får bearbejdet det, der er sket i løbet af dagen, og får nye, spændende ideer. Min hukommelse, koncentrationsevne og søvn er også blevet bedre. Og det er blevet lettere for mig at balancere fritid og arbejde.

Efter at jeg selv er blevet opmærksom på, hvor afhængighedsskabende en smartphone er, så har det også fyldt meget i opdragelsen af vores børn. Vores ældste går i 5. klasse, og hun har netop fået en smartphone, som den absolut sidste på mellemtrinnet. Gid vi kunne have trukket den længere, men det blev for konfliktfyldt og hårdt. Men jeg havde det, som om jeg puttede en pakke smøger i hænderne på hende. Det var virkelig ubehageligt.«

Adam Andrup Andersen er elev på Egmont Højskolen, hvor et hold elever har valgt deres smartphones fra

»Jeg troede ikke, at jeg var afhængig, men det var jeg jo«

Adam Andrup Andersen, 22 år, elev på Egmont Højskolen, har en Nokia 125:

»Da jeg havde en smartphone, kunne jeg nemt bruge 3-4 timer om dagen på den. Jeg søgte tilflugt i skærmen, når jeg kedede mig, ventede på noget, eller hvis jeg var en del af en samtale, hvor jeg ikke havde noget at byde ind med. Jeg troede ikke, at jeg var afhængig, men det var jeg jo – og havde det ikke været for et forsøg på den højskole, jeg går på, så havde jeg nok heller ikke droppet min smartphone. Forsøget, der var frivilligt, gik ud på, at vi skulle skifte vores smartphone ud med en dumbphone i en måned.

I den første uge sitrede det i mig for at komme hen til min computer, så jeg kunne tjekke Instagram og Twitter for at se, om der var sket noget. Jeg var bange for at gå glip af noget, indtil jeg undervejs i forsøget fandt ud, at jeg ikke gik glip af noget som helst, for egentlig var det jo ligegyldigt, hvad folk lagde op – det var jo bare glansbilleder af deres liv.

Da forsøget sluttede, valgte jeg at købe dumbphonen. Mit telefonforbrug er nede på omkring 10-15 minutter om dagen nu. Det giver mig ro. Jeg er meget mere nærværende, og jeg tror, at det er sundt at slappe af uden at få en masse indtryk fra telefonen hele tiden. Og faktisk er jeg mindre bange for at gå glip af noget nu, hvor jeg ikke hele tiden skal forholde mig til, hvad andre laver. Jeg får dog stadig mit SoMe-fix på min computer, inden jeg går i seng, men gid jeg helt kunne undvære det.«

Kloden har ikke brug for flere smartphonens, mener Christine Fentz. Her er hun med hesten Hraptinni

»Min telefon skal bare kunne ringe og sende sms’er«

Christine Fentz, 51 år, instruktør og dramaturg, bor i Mols Bjerge, har en Sony Ericsson S500i:

»Jeg har aldrig ejet en smartphone, og det kommer jeg forhåbentlig heller aldrig til. For mig er mobilen et værktøj, hvis vigtigste funktion er at kunne ringe og sms’e, og det kan den knaptelefon, jeg har nu. Hvis jeg havde en smartphone, ville den alligevel ikke være til megen nytte i mit hjem. Jeg bor midt inde i Mols Bjerge, hvor mobildækningen er så dårlig, at jeg stadig er afhængig af fastnettelefon.

Min mobil har ikke nogen GPS, og derfor må jeg af og til stoppe folk på gaden for at spørge om vej. Selvom de fleste er meget behjælpelige, så kigger de ofte en anelse overraskede på mig, som om de ikke er vant til at tale med fremmede. Jeg har heller ikke mobilepay, men så længe jeg kan betale med kort og kontanter, så er det sjældent et problem.

Jeg plejer at sige, at jeg ikke har en smartphone, fordi kloden ikke har brug for, at også jeg har en. Med det mener jeg, at vi for længst er nået til et punkt, hvor kloden ikke længere kan tåle at blive udpint for de råstoffer, der blandt andet bruges til teknologi i telefoner.

Desuden er jeg bange for, at nogle stoler så meget på, at de altid kan finde et svar med deres smartphone, at den bliver en sovepude. Jeg tror, at mange ikke har lært grundlæggende færdigheder, fordi de ved, at man hurtigt kan finde svar på nettet. Men hvad gør man, hvis strøm eller net er nede? Du kan jo ikke tænde ild med en smartphone … «