Må man blande penicillin og alkohol?
Læs indlægssedlen, når du tager penicillin
Halsbetændelsen har fået det meget bedre. Feberen er væk, men penicillinkuren er ikke overstået. Kan man så tage et glas eller to – eller vil det kollidere med penicillinen?
»Der findes mange forskellige penicilliner, men generelt har alkohol ikke direkte indflydelse på penicillins virkning. Husk dog hver gang at læse indlægssedlen eller endnu bedre at spørge dig for på dit lokale apotek for at være sikker,« siger farmaceut og apoteker Lars Frode Nørgaard fra Grenaa Apotek.
Der er mange slags antibiotika
Der findes mange andre slags antibiotika end penicillin, og nogle af dem går bestemt ikke godt sammen med alkohol.
»Det gælder for eksempel det antibiotikum, der hedder Metronidazol. Det er velegnet til at slå bakterier, der kan leve uden, at der er ilt til stede, ihjel. Det kan være en infektion, der sidder lidt dybt, for eksempel i mundhulen, mave-tarmkanalen eller i underlivet. Her vil antibiotikaen populært sagt have en antabus-lignende virkning, så man får en dunkende hovedpine, kvalme og andre ubehageligheder, hvis man blander de to ting,« fortæller Lars Frode Nørgaard.
Vent med at drikke alkohol, til du er rask
Hvis man gerne vil være hurtigt rask, kan det være en skidt disposition at blande medicin og alkohol.
»Når kroppen skal bekæmpe en infektion, skal man give sit immunsystem de bedste muligheder for at fungere optimalt, og det gør det ikke, hvis man drikker sig fuld. Hvis man kun drikker en enkelt øl eller et glas vin, sker der nok ikke noget ved det, men hvis man drikker 3-4 genstande, vil alkoholen nedsætte immunforsvaret, og det er usmart, når man har en infektion i kroppen,« siger Lars Frode Nørgaard.