Kreditadvarsel: Stop identitetstyven, før pengene er væk

Knap 40.000 danskere blev i 2017 udsat for identitetstyveri. Er uheldet ude, og du har fået stjålet personlige papirer som kørekort eller pas, kan du sikre dig med kreditadvarsel, så dine papirer er svære at misbruge. Her kan du blive klogere på, hvad kreditadvarsel er, og hvornår du skal bruge det.

Kreditadvarslen kan beskytte dig mod identitetstyveri, hvis nogen prøver at optage lån eller kredit i dit navn.

Hvad er kreditadvarsel?

Kreditadvarsel er en markering i CPR-registret, der skal gøre det sværere at optage lån eller få kredit med stjålne personlige oplysninger eller papirer som NemID, kørekort eller pas. Kreditadvarslen er en måde at beskytte sig på, hvis man er bekymret for identitetstyveri og misbrug.

Sådan fungerer kreditadvarsel

Når en person vil købe noget på afbetaling, anmoder om at optage et lån eller vil have en anden form for kredit, kan medarbejderen i virksomheden slå CPR-nummeret op i virksomhedens it-systemer for at lave en kreditvurdering. Hvis personen er tilmeldt kreditadvarsel, vil der her findes en advarsel fra CPR-registret om, at der er tilmeldt en kreditadvarsel i det pågældende navn. Medarbejderen er nu advaret om, at den person, der gerne vil låne penge eller have kredit, muligvis ikke er den, han/hun udgiver sig for at være. Det er nu op til medarbejderen at vurdere, om det er forsvarligt at låne eller give kredit. Butikken vil for det meste vælge at afslå at give kredit eller låne penge ud, hvis CPR-nummeret er tilmeldt kreditadvarsel, fordi butikken i sidste ende selv kan miste penge på at give lån eller kredit til en identitetssvindler.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Skal du bruge kreditadvarsel?

Kreditadvarslen er en god idé at benytte sig af, hvis man tidligere har været udsat for identitetstyveri, eller hvis man har fået stjålet eller mistet personlige papirer som f.eks. kørekort eller NemID.

 

»Kreditadvarsel er ikke en løsning for alle. Det er for dem, der frygter, at deres identitet kunne blive misbrugt, og at der er nogen, der handler i deres navn,« siger Carsten Grage, der er kontorchef hos CPR-kontoret.

Hvilke identitetsoplysninger kan misbruges

•    Pas 

•    Kørekort 

•    Sundhedskort 

•    NemID 

•    Betalingskort

-    Kilde: DKR

Et stigende antal nye tilmeldinger

Ifølge CPR-registret er der lige nu meldt 53.000 danskere til ordningen siden dens tilblivelse i 2017, og tallet stiger støt med 1000-1500 nye tilmeldte hver måned. Man kan melde sig til og fra kreditadvarsel på borger.dk med sit NemID. Det betyder, at hvis man gerne vil låne penge eller optage kredit, kan man hurtigt melde sig fra og til. De brugere, der melder sig fra, melder sig ofte til igen, når lånet eller kreditten er optaget.

Kræver, at butikkerne slår kunderne op 

For at kreditadvarsel skal fungere efter hensigten, kræver det, at lånevirksomheder og butikker, der tilbyder afbetalingsordninger, sørger for at slå kunderne op i CPR-registret.  

 

»Det er ikke kortlagt, hvor mange virksomheder der bruger oplysninger om kreditadvarsel, men det er mit indtryk, og min bedste vurdering, at det bruges bredt blandt virksomheder,« fortæller Carsten Grage.

 

Kreditadvarslen kan aldrig fungere som erstatning for, at du spærrer dine kort eller melder både tab og tyveri til politiet.

Her kan du indsætte en markering om kreditadvarsel i CPR