Klumme: Madspild i en krisetid
Der er virkelig noget at hente, når vi kun køber det, vi skal bruge
Min mormor smed aldrig mad ud. Generationerne omkring krigstiden lærte at rationere, gemme, sylte og henkoge – og undgå madspild. Nu står vi i en økonomisk krise, hvor gamle husmortips om at gemme og genbruge igen giver mening for at få husholdningsbudgettet til at række. Og der er virkelig noget at hente, når vi kun køber det, vi skal bruge. Tal fra Miljøstyrelsen viser, at ca. 250.000 tons af den mad, danskerne køber ender i skraldespanden. Økonomisk svarer det til ca. 13,5 mia. kroner – før inflationen. Men inflationen er ikke den eneste krise, vi er ramt af. Der er også klima- og energikrise som kræver, at vi undgår det ressourcespild, madspild også er en del af. Det koster nemlig på klima- og resssourcekontoen, hver gang der produceres en vare, og de konti er allerede overtrukne. Madspild bør også reduceres, for det bidrager til et fuldstændigt unødvendigt overtræk.
2 millioner måltider reddet
I Coops butikker har vi et nødvendigt fokus på madspild. Vi stræber efter, at madspild højst må udgøre 1 procent af omsætningen, og alle butikker måles på, hvor mange fødevarer der kasseres. Samtidig er det tydeligt, at flere har behov for hjælp til at få mad på bordet. Allerede i sommer kunne vi mærke det. Her gik Coop, Stop Spild Lokalt og To Good To Go sammen i et madspildsevent i København og delte gratis mad ud, doneret af Coops leverandører. I julen indgik vi et samarbejde med Stop Spild Lokalt, som i julens lukkedage hentede de varer, der løb på dato, og delte dem ud til de fremmødte. Sammen med TGTG rundede vi i 2022 en milepæl, hvor vi reddede 2 millioner måltider fra at gå til spilde.
»Flere har behov for hjælp til at få mad på bordet.«Signe D. Frese, Ansvarlighedsdirektør i Coop.
Det viser, hvordan kampen mod madspild ikke kun er en del af svaret på de kriser vi står over for, men også en stor håndsrækning til borgere, der står i en svær tid.
Vi kan alle gøre noget for at undgå mad- og ressourcespild. I klimalaboratoriet Klima Kvickly i Aarhus har vi eksperimenteret med forskellige tiltag for at fremme klimavenligt forbrug og reducere madspild. En del kunder datosorterer og vælger produkterne med længst holdbarhed, men selvom det virker rationelt for den enkelte, kan det betyde markant øget madspild for butikken. I KlimaKvickly satte vi et klistermærke op ved mælken med teksten »Tag den forreste og hjælp butikken med at reducere madspild«. Det har betydet en 50 procents reduktion af spildt mælk. Der er mange muligheder i at reducere madspild, afhjælpe en trængt økonomi og samtidig gøre en forskel for klima og miljø. Lad os finde de gamle husråd frem og gøre som mormor.
Madspildshierarkiet i Coop
- Første skridt er at indkøbe de rette mængder.
- Varer, der kommer tæt på udløbsdatoen, reduceres i pris og placeres i Red Maden-køleren.
- Bliver varen stadig ikke solgt, eller er der mange varer, doneres varen ofte væk. Det kan være foreningen Stop Spild Lokalt, som afhenter varerne og fordeler i lokale madoaser til dem, der møder op.
- Alternativt sælges varen via To Good To Go-poser.
- Er en vare udløbet eller af andre årsager ikke solgt, bliver den kasseret i biocontainere og omdannet til biogas.