Kinakål hittede i 80’erne - på Svinningegaard produceres i dag 1 million årligt

Når vi kniber øjnene sammen, kan vi lige akkurat skimte enden af de flere hundrede meter lange rækker af kinakål, som suger kraft til sig fra den bagende sol over Svinningegaards jorde lidt uden for Vordingborg. Kålene flimrer en smule i varmedisen, men i virkeligheden står de snorlige. Rækkerne er nemlig sat med GPS-styring og afviger højst med 2 cm fra start til slut, fortæller Henrik Buhmann, som er 3. generations grøntsagsavler på gården og driver virksomheden sammen med sin datter, Pernille.

Det er imidlertid ikke moderne teknologi og computerstyring, der udgør rygraden i produktionen af kinakål på Svinningegard. Det gør derimod godt håndværk, passion og mere end 40 års erfaring. Det bliver tydeligt, da Henrik viser vej gennem markerne fra nyplantede babykålplanter til svulstige og høstklare kinakål. Undervejs tager han os med tilbage til 80’erne, hvor det var stort set umuligt at opdrive en rejecocktail eller for den sags skyld en almindelig blandet salat uden kinakål. Henrik var teenager, da hans far begyndte at eksperimentere med kålen fra Kina som et alternativ til icebergsalaten, der ikke groede optimalt på Svinningegaards lerede jorde. Det gjorde til gengæld den nye, eksotiske kål.    

»Min far slog sig op på kinakål og dyrkede i mange år ikke andet. Han udviklede teknikker og lavede forsøg med sorter for at finde frem til dem, der egnede sig bedst til det danske klima hen over sæsonen,« fortæller han.

Blev markedsført som salat

Selvom kinakål ikke kan løbe fra at være en kåltype, blev den dengang markedsført som en salat. Det var mere trendy end kål, som for mange nok var gammeldags og stadig blev forbundet med fattigmandskost, husker Henrik, der i sine unge år fulgte tæt med i farens kåleventyr. 

»Det var helt vildt, hvad min far kunne sælge af kinakål, dengang han startede. Det var der mange grøntsagsavlere, der kunne. Det var en spændende tid.«

Siden gik det ned ad bakke for kinakålen. Iceberg fik overtaget i løbet af 90’erne, og samtidig kom et væld af andre salattyper på banen og gjorde krav på pladsen i danskernes salatskåle. Men på Svinningegaard har kinakålen stadig høj prioritet, og Henrik og hans datter leverer årligt omkring 1 mio. styk til butikshylder rundtom i landet. Kinakål er ellers ikke den letteste kåltype at arbejde med, fortæller Henrik, som også dyrker blomkål og spidskål på sine marker.

»Den er meget følsom over for udsving. Nogle gange er det nødvendigt at reagere på få dage eller timer, hvis kålen har det skidt. De andre kåltyper er generelt mere hårdføre over for for eksempel skadedyr og tørke.« 

Derfor kan man hver aften fra april til december – hvis man ellers lægger vejen forbi Svinningegaards marker – være heldig at se Henrik, hans bror eller en af de andre erfarne medarbejdere stå i marken med et kålhoved i hænderne og føle på rødderne for at vurdere fugtigheden. Ligeledes bliver de store blade spredt under inspektionen og undersøgt omhyggeligt for skadedyr og svampeangreb.

Alligevel kan det af og til gå galt, fortæller Henrik og beskriver en forårsmorgen i 2006, hvor han stod op til et gult hav af kinakål, der var gået i blomst. 

»Kålene i det område havde fået for meget kulde, og derfor var de sprunget ud for at gå i frø. Det lignede næsten en rapsmark,« siger han. 

I år har snegle skabt problemer i et område, så Henrik har måttet opgive en stor mængde kål, som ellers står fuldfede og klar til høst. Sneglene er blevet lokket til af et stykke jord med kløver lige ved siden af, som Henrik og hans ansatte har ladet stå brak på grund af EU-krav om grønne områder. 

»Næste gang vælger vi at braklægge et andet sted«, konstaterer han med et skævt smil og fortsætter: 

»Selvom vi har mange års erfaring og viden om de forskellige sorter af kinakål,  og selvom vi ved, hvad vi skal kigge efter, når vi går i marken, så er der stadig ting, der overrasker os, som vi må indrette produktionen efter. Som min far sagde: Der er et nyt problem hvert år.«

Forspirer i drivhus 

Henrik og hans ansatte planter de første kinakål i midten af april og sætter så et nyt hold hver eneste uge til ind i august. Kålene bliver forspiret i drivhus for at sikre nok varme, og fordi de helt små spirer er ekstra udsatte på marken. Når kålene er sat, trækkes et fintmasket hvidt net ud over rækkerne som værn mod skadedyr. I det tidlige forår og kolde efterår får kålene desuden hjælp til at holde varmen af en fiberdug. Det tager alt fra 45 dage til 3 måneder, fra et kål bliver plantet ud i marken, til det kan høstes – afhængig af sort og tid på sæsonen. Omkring sankthans, hvor Samvirke er på besøg, vokser kålene allerhurtigst og kan høstes allerede efter halvanden måneds tid. 

Og nu kommer vi så til dagens for undertegnede allerstørste attraktion: Det kørende pakkeri.

Noget, der mest af alt ligner en madbod på en festival, bevæger sig så langsomt gennem kålrækkerne, at selv de snegle, som Henrik helst ikke vil have besøg af, kan følge med. Bag den går en håndfuld ansatte og tager kål op af jorden, og oppe i vognen tager andre ansatte imod og pakker med det samme de fyldige hoveder i plastikkasser. Henrik demonstrerer selv med sikker hånd og et let snit med en skarp kniv, hvordan bunden skæres af kinakålen og de yderste brede blade tages af, inden den bliver pakket i pose og kasse. Ingen avancerede robotter. Kun godt gammeldags håndelag, der – som Henrik pointerer – sikrer så skånsom en behandling af kålene som mulig.

Hvis en tidsrejsende pludselig dumpede ned på marken, ville ingen nok bebrejde ham for at skyde et par årtier forbi 2021, når han skulle forsøge at bestemme årstallet. Billedet fuldendes af traktoren, der trækker det mobile pakkeri: En smuk blå Ford Major fra slutningen af 50’erne. Dem har Henrik en håndfuld af, og han ser ingen grund til at skifte dem ud.