Hvordan holder jeg liv i mine stueplanter?

Vand din stueplante – men ikke for meget. Udsæt ikke din stueplante for direkte sollys – men lad den heller ikke stå for mørkt. Pasning af stueplanter kan være en jungle at navigere i. Samvirke guider dig til, hvordan du holder liv i 5 af de mest almindelige stueplanter
Monstera på kommode

Monstera findes i omkring 50 forskellige arter. 

Monstera eller fingerfilodendron

Monstera, bloggerplante og fingerfilodendron – kært barn har mange navne. Monstera stammer fra Nord- og Sydamerika, hvor den vokser op ad træer og bliver op til 20 meter høj. Under de rette vilkår er monstera også i Danmark en hurtigt voksende plante, som kan blive 2-3 meter høj. Plantens blade er en god indikator for, om planten trives eller ej. Er bladene blege, mangler planten næring, er bladene gule, har planten fået for meget vand, er bladene tørre med brune pletter, har planten fået for meget direkte sol, og er der sorte pletter på bladene, har plantet stået i for kolde omgivelser. Din monstera trives bedst i temperaturer mellem 20 og 30 grader med indirekte sollys og høj luftfugtighed. Planten skal vandes en gang om ugen, og jorden må gerne tørre ud mellem vandingerne. Er de øverste centimeter af jorden tør, trænger planten til vand.

5 hurtige om pasning af planter 

Vandet skal kunne løbe fra planten: Brug lecakugler eller småsten i bunden af potten, så vandet kan løbe fra. Alternativt kan du bruge en potte med hul i bunden og underskål, hvor vandet kan samle sig.

Vand i siderne af potten: Du kan undgå at overvande planten, hvis du vander i siderne af potten i stedet for at vande ved plantens rod.

Brug madrester som gødning: Tørret kaffegrums, knuste æggeskaller og bananskræller kan give næring til planten, hvis du blander det i jorden.

Brug en vandforstøver: Sprøjt planten med en vandforstøver for at øge luftfugtigheden og fjerne støv fra plantens blade, så de bedre kan optage sollys.

Fjern hvidt lag fra jorden: Det hvide lag på jordoverfladen er salt. Når du vander planten, siver saltet ned i jorden og ødelægger plantens rødder – derfor er det en god idé at fjerne laget.

Gummitræ i urtepotte

I Asien kan gummitræet blive op til 40 meter højt. 

Gummifigen, gummitræ eller ficus elastica

Gummifigen stammer fra Asien, hvor den kan blive op til 40 meter høj. Navnet kommer af, at plantens mælkesaft er blevet brugt til at producere naturgummi. I Danmark bliver gummifigen brugt som stueplante, og den kan blive op til 2-3 meter høj. Plantens blade sladrer om din gummifigens trivsel. Er bladene gule eller slappe, har planten fået for meget vand. Rødderne kan risikere at rådne, hvis din gummifigen står i konstant våd jord. Du skal vande din gummifigen ca. en gang om ugen og lade den tørre ud mellem vandingerne. Får bladene røde pletter på undersiden, står planten for koldt eller fugtigt, og begynder din gummifigen at tabe friske blade, står planten for mørkt. Gummifigen trives bedst i lyse omgivelser ved stuetemperatur uden direkte sollys. Temperaturen skal dog være minimum 10 grader.

Violfigen på gulv

En violfigen trives bedst i stabile omgivelser og har ikke godt af at blive rykket rundt på. 

Violfigen eller ficus lyrata

Violfigen stammer fra det vestlige Afrika, hvor den kan blive op til 10 meter høj. I Danmark kan den blive op til 3 meter høj, hvis den har stabile temperatur- og lysforhold. Bladene på din violfigen fortæller, om planten trives eller ej. En violfigen har bedst af at stå det samme sted. Rykker du rundt på planten, kan du risikere, at bladene falder af. Bliver bladene gule med brune pletter, kan det være en indikation på, at planten er blevet overvandet. Planten skal vandes en gang om ugen i vækstperioden (forår til tidligt efterår). Din violfigen trives bedst i varme omgivelser ved 21-24 grader uden direkte sollys, træk fra døre og vinduer og ved høj luftfugtighed. Bliver bladene brune i kanterne, kan det skyldes, at luftfugtigheden ikke er høj nok. Det kan du komme til livs ved at overbruse bladene med en vandforstøver.

Fredslilje i urtepotte

Fredsliljen fjerner skadelige giftstoffer i luften og skaber et sundere indeklima. 

Fredslilje eller spathiphyllum wallisii

Fredsliljen stammer fra det nordlige Sydamerika og Mellemamerika, hvor den vokser i skygge under større træer. De skyggefulde forhold, fredsliljen oprindeligt vokser under, gør planten nem at passe som stueplante i Danmark. Får din fredslilje let gule blade, har den formentlig fået for meget sol. Din fredslilje skal placeres i halvskygge om sommeren ved 18-21 grader og så lyst som muligt ved 16-18 grader i vintermånederne. Hænger bladene på din plante, kan det skyldes for lidt vand. Fredsliljen skal vandes 2-3 gange om ugen om sommeren og en gang om ugen i vinterhalvåret. Som regel skal du vande din fredslilje, når dens blade begynder at hænge. Din fredslilje trives i høj luftfugtighed, hvilket du kan opnå ved at overbruse bladene med en vandforstøver.

Pengetræ eller pilea

Vend din pilea i vindueskarmen for at bevare symmetrien i planten. 

Pengeplante eller pilea peperomioides

Pengeplante, missionærplante, tallerkenplante, elefantøre og kinesisk pengetræ er nogle af plantens mange kaldenavne. Planten siges at være blevet bragt fra Hunan-provinsen i Kina til Skandinavien af den norske missionær Agnar Espegren i 1945. Bladenes tilstand sladrer om din pengeplantes ve og vel. Bliver bladene gule, kan det være en indikation på, at planten har fået for meget vand eller ikke tilstrækkeligt med lys. Du skal vande planten, når de øverste 3-4 centimeter af jorden er tør, hvilket er ca. hver 14. dag. Bliver bladene på din pengeplante tørre og brune, har planten formegentlig fået for meget sol. Stil planten et sted, hvor den kan få en masse lys uden at blive udsat for direkte sollys. Bladene på din pengeplante vender sig mod lys- og varmekilder, så du skal sørge for at vende planten en gang imellem, så ikke den bliver ujævn.