Hvordan gør jeg med den rimmede laks?
Jeg har sat mig for at lave rimmet laks til vores næste familiefest og vil gerne vide, hvor mange procent salt og sukker der skal bruges for en sikker tilberedning, og kan jeg rimme uden at fryse ned først (vild laks)?
Leif Heitmann
Svar fra
Generelt anbefaler man omkring 3-4 procent salt/sukker til rimning af fisk, men det vigtigste er at spise den, mens den er frisklavet, dvs. efter et par dage, samt sørge for at holde hygiejnen i top undervejs. Skyl fisken, så der ikke sidder slim fra overfladen af fisken på fileten, og opbevar den selvfølgelig på køl undervejs. Fødevarestyrelsen anbefaler frysning af fisk ved -20 C eller derunder i en periode på minimum 24 timer, eller -35 C eller derunder i en periode på minimum 15 timer, hvis fisken skal serveres rå, medmindre det er fisk fra dambrug, og det er jo ikke tilfældet her.
Mia Kristensen underviser på Københavns Professionshøjskole og er uddannet inden for fødevarevidenskab på Københavns Universitet.