Hvilken komfurtype er du?
Hyggeligt brændekomfur
Du har købt et bondehus eller et rødmalet svensk træhus. Du bruger kun det gamle brændekomfur, når du er på ferie og ikke får nervøse trækninger af, at det tager hele dagen at få varme i det gamle skrummel. Du har måske hørt dig selv sige, at ingenting smager som mad, lavet på et brændekomfur. Det er sikkert helt rigtigt, især når man tænker på de gamle visdomsord: ”Sult er det bedste krydderi.” Du kan nemlig nå at blive godt sulten, inden den gammeldags jernkomfurkogte hønsekødssuppe står på bordet. Til gengæld får du ikke kun varme under gryderne, men i hele huset. Måske har du et reservekomfur ved siden af. Det er godt, når det skal tjept og skal ikke jævnligt poleres med ovnsværte.
Kokke kan lide gaskomfur
Du er kok, eller du bor i en lejlighed i et ældre byggeri, hvor der fra tidernes morgen er installeret gas til madlavningsbrug. Ligesom forbrugerne af et jernkomfur vil du sikkert hævde, at ingenting slår mad, der er lavet på rigtig gas. En af de svorne tilhængere af gas er tv-kokken Mick Schack. Gas er godt, fordi du ikke skal skrue ned og vente på effekten af din handling sekunder senere. Du har også lettere ved at finde præcis den varme, du vil have under gryderne, fordi gasflammen reagerer øjeblikkeligt, når du skruer. Det giver mindre risiko for, at maden brænder på. Gaskomfuret kan dog være vanskeligere at rengøre end andre komfurer og kan give sod på pander og gryder.
Massekomfur er retro
Massepladerne er de sorte runde plader, der passer i omfang til den gryde, der skal sættes på komfuret. Massekomfuret er typisk for lejligheder og sommerhuse af ældre dato. Det er billigt i anskaffelse,driftsikkert og robust, og det nyder fornyet popularitet på grund af sit retrolook og mindelser om 1960’erne og 1970’erne. Måske er du ikke overdrevet madinteresseret, hvis du bruger komfur med masseplader, men du kan glæde dig over, at de er stabile, nemme at have med at gøre og kan holde til lidt af hvert. Minus ved masseplader er, at de bliver ridsede med tiden og kan være svære at gøre rene, når noget brænder på. I vinterkolde sommerhuse har massepladerne tendens til at ruste lidt i kanterne.
Praktisk og keramisk
Du bruger glaskeramik, fordi det er nemt at arbejde med og pænt at se på, og du synes ikke, du har brug for hverken gammeldags gasromantik eller et teknologisk vidunder i køkkenet. Pladen kan vaskes over med en opvredet klud, og fastbrændte pletter er som regel nemme at skrabe af med en lille knivskraber. Bliver pladen endelig for ridset eller slidt, er det overkommeligt at skifte den ud med en ny. Glaskeramik er økonomisk for dit køkkentøj. Alle de pander og gryder, du måske tidligere har brugt på et massekomfur, kan du fortsætte med på den nye keramikplade, og når du har lært, at glaskeramikpladen er følsom over for påbrændt sukker og ikke tåler, at støbejernspanden falder tungt ned fra en halv meters højde, er der nærmest ikke nogen minusser.
Cool induktion
Du vælger induktion, fordi du gerne vil være lige så rap på fingrene som kokken med gassen, men du er befriet for romantik og sentimentale følelser omkring, hvordan mad skal laves. Du er cool, du vil gerne være en moderne madnørd med forstand på kolddejshævning, kaffebrygning og langtidsstegning, men du gider ikke alt det bøvl, der følger med gammeldags brændekomfur eller gassod i køkkenet. Derfor vælger du induktionskomfuret. Det betyder, at du må skifte dine gamle gryder og pander til nye, som egner sig til induktion, men pyt, du er jo ikke sentimental. En erklæret tilhænger af induktionskomfuret er kokken Thomas Rode. Kilde: Gram, Gorenje