Farligt affald: Hver uge lander 270.000 e-cigaretter i den forkerte skraldespand eller i naturen

Omtrent 270.000 e-cigaretter forsvinder hver uge ned i den gale skraldespand eller ender som affald på gaden, anslår beregninger. Vi tog med Bodil Fosgaard fra Skodbevægelsen på ’skattejagt' for at samle op – og finde ud af, hvorfor det er så problematisk, når e-cigaretterne ender de forkerte steder

To cykler triller ned ad en cykelsti på Vesterbro i København. På den ene sidder jeg, på den anden træder Bodil Fosgaard i pedalerne. Hun er miljøaktivist, kunstner og stifter af Skodbevægelsen, som arbejder for at få færre henkastede cigaretskod og en renere natur.

Vi triller ikke mere end et par meter, før Bodil stopper brat op. Hun har fundet noget i vejkanten ud mod vejbanen. Cyklisten bag os ringer med klokken og er tydeligvis utilfreds med den bratte opbremsning, men Bodil svinger målbevidst cyklen ud på vejbanen, og med sine  hygiejnehandsker på samler hun en skinnende metalgenstand op.

”Det er lidt med livet som indsats, når man er ude at samle op,” siger hun, mens hun studerer genstanden og fortsætter: ”Jo, det her er helt klart en vape, der er blevet kørt flad af en bil.”

Bodil har fundet en fladmast vape, som hun kalder det. Formentlig er det en af den slags e-cigaretter, der ikke kan genoplades, og som derfor kun kan dampes på et vist antal gange, før den skal kasseres. Den type engangs-e-cigaretter bliver kaldt flere ting: puff bars, engangsvapers, elf bars, e-vapes. Det varierer, hvor længe en vape holder, men en tommelfingerregel siger, at én vape svarer til ca. 20 cigaretter. 

"Jeg er rystet over, at der ikke er nogen, der tager det mere alvorligt"
Bodil Fosgaard, miljøaktivist i Skodbevægelsen

I vapen sidder bl.a. et litiumbatteri, og var vapen blevet smidt i den røde spand med farligt affald eller afleveret på genbrugsstationen i stedet for dumpet på en gade i København, kunne batteriet være blevet genanvendt.

Sådan gik det ikke med den her vape, og sådan går det ikke med rigtig mange andre e-cigaretter. En undersøgelse fra den engelske interesseorganisation Material Focus fra 2023 viser, at 5 mio. e-cigaretter hver uge bliver smidt på gaden eller ender i en forkert skraldespand i Storbritannien. Her damper – eller vaper, som det også hedder – 4,6 mio. briter dagligt eller lejlighedsvist, og ifølge Material Focus smider de altså hver især lidt over én e-cigaret væk om ugen.

Danskerne dumper over 270.000 e-cigaretter om ugen

I Danmark er der ikke lavet tilsvarende undersøgelser, og der er generelt indsamlet meget lidt viden om omfanget af salg, bortskaffelse og genanvendelse af e-cigaretter. Men tal fra Sundhedsstyrelsens rapport ’Danskernes rygevaner 2022’ viser, at 5 % af den danske befolkning fra 15 år og opefter ryger e-cigaretter enten dagligt eller lejlighedsvist. Det svarer til ca. 251.000 danskere. 

Antager vi, at samme mønster gør sig gældende i Danmark som i Storbritannien, betyder det, at de danske e-cigaretrygere tilsammen smider mere end 270.000 e-cigaretter i det offentlige rum eller i forkerte skraldespande hver eneste uge. Regnestykket er naturligvis behæftet med usikkerhed, og tallet bør tages med forbehold.

Ud af de 270.000 e-cigaretter ender ca. 8000 som forurening på gader og stræder i Danmark.

Mange e-cigaretter ryger ud med restaffaldet

I organisationen Elretur, der håndterer og genanvender elektronikaffald, er de ikke glade for tallet.

”Hvis det står til troende, er det skidt. Det er vigtigt, at e-cigaretterne bliver indleveret og behandlet korrekt. Vi ser dem stort set ikke i det, vi indsamler, så vi ved ikke, hvad der helt konkret sker med e-cigaretterne. Vores bedste bud er, at de ender i restaffaldet,” siger Morten Harboe-Jepsen, direktør i Elretur. 

At mange e-cigaretter sandsynligvis ender i den forkerte skraldespand, kommer ikke som nogen overraskelse for Per-Henrik Goosmann, pressechef hos Vestforbrænding, Danmarks største affalds- og energiselskab.

”Vi har ikke selv nogen konkret opgørelse, men vi har erfaring med, at emner som e-ciga­retter ender i restaffaldet, hvilket vi kraftigt fraråder, da e-cigaretterne indeholder batterier,” pointerer han.

Ud over et litiumbatteri består en e-cigaret af bl.a. plastik, elektronik og kemiske væsker, og en undersøgelse fra det amerikanske National Institutes of Health (NIH) konkluderer, at selvom der mangler konkrete data om e-cigaretters livscyklus fra produktion til bortskaffelse eller genanvendelse, er der ikke nogen tvivl om, at de samlet set udgør en markant kilde til miljøforurening.

De yngre damper mest

Det er oftest en yngre dansker, der hiver en e-cigaret op af lommen og tager et sug. Herhjemme ryger 10 % af de 15-17-årige e-cigaretter dagligt eller lejlighedsvist. For den samlede danske befolkning er tallet 5 %.

 

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed

Hver uge ender 8000 e-cigaretter i naturen 

Ifølge den tidligere omtalte britiske undersøgelse ender 3 % af e-cigaretterne i Storbritannien helt ved siden af skraldespanden. Med andre ord bliver de smidt direkte på jorden. Omregnet til danske forhold svarer det til, at 8.000 e-cigaretter hver uge lider samme skæbne herhjemme.

Det er dem, Bodil Fosgaard og jeg nu leder efter, mens vi triller rundt på vores bycykler i de københavnske gader.

”Det er skræmmende at vide, at vi har et produkt i omløb med en beskyttet naturressource som litium, og jeg bliver trist over at tænke på alle de giftstoffer, der bliver ledt ud i miljøet,” siger Bodil, mens vi forsøger at spotte fladmaste batterier eller andre dele fra e-cigaretterne.

Miljøaktivisten har været i dialog med Miljøstyrelsen om problematikken med de mange henkastede e-cigaretter, men føler sig langt fra hørt.

”Jeg er rystet over, at der ikke er nogen, der tager det mere alvorligt,” udbryder hun. 

"Problemet med e-cigaretter er mængdemæssigt slet ikke på højde med cigaretterne, men potentielt er de en langt større forureningskilde"
Bodil Fosgaard, miljøaktivist i Skodbevægelsen

Hos Samvirke har vi også været i dialog med miljøminister Magnus Heunicke (S), som dog synes at se med alvor på udfordringen:

"Det er vigtigt, at ikke bare almindelige cigaretskodder, men også e-cigaretter ender i de rigtige skraldespande, så de kan blive genanvendt eller bortskaffet forsvarligt. Derfor er det afgørende, at vi ikke bare henkaster vores affald i naturen, men at vi tager det ekstra skridt hen til den rigtige affaldsspand. Vi har et fælles ansvar for at passe på vores natur, og det ansvar skal vi tage alvorligt, hvis vi ønsker at give naturen videre til de kommende generationer," udtaler ministeren.

E-cigaretter er værre end cigaretskod og nikotinposer

Til sammenligning estimeres det, at der smides ca. 63 mio. cigaretskod og 100.000 nikotinposer i det offentlige rum om ugen. Men selvom både henkastede cigaretskod og nikotinposer forurener, kan tallene ikke sammenlignes, påpeger Bodil.

”Problemet med e-cigaretter er mængdemæssigt slet ikke på højde med cigaretterne, men potentielt er de en langt større forureningskilde. De er meget sværere at nedbryde for naturen end cigaretskod, og derudover indeholder litiumbatterierne bl.a. tungmetaller og giftstoffer, som ender med at sive ned i vores grundvand.”  

Bodil Fosgaard med e-cigaretter i hænderne

Miljøaktivist Bodil Fosgaard, som har stiftet Skodbevgælsen, finder ofte henkastede e-cigaretter, når hun er på jagt efter både almindelig cigaretskod, nikotinposer og e-cigaretter, som folk har smidt på gaden.

En skod-skattejagt for voksne

Mens vi taler, har vi ét øje på byens pulserende trafik og det andet på evig jagt efter henkastede e-cigaretter. I ny og næ står vi af cyklerne for at gennemsøge små anlæg, hvor byboerne sidder på bænke og drikker iskaffe eller sodavand i solskinnet. Bodil har indtil nu fundet to fladmaste e-cigaretter, mens jeg stadig har mit første fund til gode.

Og så pludselig ligger den der. En lille sort vape, stadig næsten i sin oprindelige form, kun mundstykket mangler. Bingo! Jeg havde aldrig vist, at man kunne blive lidt ekstatisk af at finde en henkastet e-cigaret. 

Bodil er faktisk også lidt ekstatisk. Det er som en skattejagt for voksne, men så snart skatten er fundet, er eftersmagen lidt bitter. Det samme er Bodil. Men hun er også bekymret.

”Jeg bliver simpelthen bekymret for vores miljø og den udvikling, jeg ser. Jeg synes, jeg kan finde vapes hver dag, og jeg tror kun, vi er i opstartsfasen af det her problem.”

810 tons batterier går op i røg

I 2020 købte vi sammenlagt 5.057 tons batterier, men kun 2.655 tons blev indleveret til genanvendelse. Det svarer til 53 %. 810 tons af batterierne endte enten i restaffaldet hjemme hos os selv eller i ’småt brændbart’ på genbrugsstationen.

 

Kilde: Elretur

Det er da heller ikke første gang, Bodil er på e-cigaret-skattejagt. Sammen med bjerge af plastiksække fyldt med cigaretskod og snusposer har hun gemt 115 e-cigaretter i sin kælder, som hun har samlet sammen i løbet af det sidste halve års tid.

Og hun er ikke alene om at samle henkastede e-cigaretter til bunke. Frivillige fra Bodils bevægelse, Skodbevægelsen, hjælper gerne med at samle de elektroniske cigaretter op, hvis de flyder i det offentlige rum. Bodil anslår, at de tilsammen har samlet mere end 200 e-cigaretter op.

Mange henkastede e-cigaretter er ulovlige

For nylig tog Bodil sin egen samling med til en forhandler af e-cigaretter, som havde lovet at kigge de bortkastede e-cigaretter igennem.

”Forhandleren fortalte mig, at 99 % af dem var ulovlige,” fortæller Bodil. 

Og det er faktisk ikke så underligt. Der foregår nemlig en del illegal handel med e-cigaretter i Danmark. E-cigaretter er ulovlige i Danmark, hvis de indeholder mere end 20 mg nikotin pr. ml væske og har smag af andet end tobak og mentol. Det kunne være mango, cola eller Red Bull. Det er også typisk den slags e-cigaretter, der kun kan benyttes én gang, før de skal kasseres. 

Omfanget af salget med ulovlige e-cigaretter kender myndighederne ikke, men Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har beslaglagt mange tusind over de seneste år og påpeger, at importen er stigende. Flere medier har desuden afdækket, hvor nemt det er at skaffe de ulovlige e-cigaretter. Ofte foregår handlen via sociale medier.

Bodil Fosgaard har en klar idé om, at det ofte er de ulovlige e-cigaretter, der bliver kastet på gaden eller smidt i den gale skraldespand. Den idé baserer hun ikke kun på e-cigaretforhandlerens analyse af hendes e-cigaretsamling, men også på sine mange samtaler med dem, der damper.  

”Jeg møder ofte unge, der ryger vapes, men ikke aner, hvad de skal gøre med vapen, når den er tom. Hvis de har købt en ulovlig vape i en kiosk, siger kioskmanden jo ikke: ’Du kommer bare tilbage med den, når den er tom’, for så skal han selv aflevere e-cigaretterne til farligt affald og risikerer at afsløre sig selv.”

Udover et litiumbatteri inderholder en e-cigaret bl.a. plastik, metal, kemiske vækser og elektronik. 

Ingen tager ansvar for at genanvende ulovlige e-cigaretter 

En anden udfordring ved de illegale e-cigaretter er, at ingen kan stilles til ansvar for, at de ikke bliver genanvendt.

Langt størstedelen af de produkter, vi ellers køber i Danmark, der indeholder elektronik og batterier, er underlagt producentansvar. Det betyder, at producenten selv har ansvaret og betaler for, at deres produkter kan og bliver genanvendt.

Producentansvaret tager afsæt i ideen om, at forureneren betaler, og er indført, for at vigtige ressourcer ikke går tabt, og producenterne af de lovlige e-cigaretter er da også underlagt dette ansvar. Men af gode grunde er det ikke muligt at underlægge et produkt producentansvar, hvis produktet er ulovligt, og med de ulovlige e-cigaretter bliver det altså op til brugeren selv at sørge for, at e-cigaretterne lander i boksen med farligt affald.  

E-cigaretter er farligt affald

E-cigaretter skal sorteres og bortskaffes som farligt affald – enten i den røde boks til farligt affald, som bliver hentet af skraldebilen hjemme hos dig selv, eller på genbrugsstationen. 

Bedre information kan være en løsning

På cykelturen i København har Bodil Fosgaard og jeg svært ved at tale os frem til en simpel løsning på udfordringen. Miljøaktivisten fremhæver dog én mulig løsning, som er inspireret af de små holdere til pantflasker, der efterhånden findes på skraldespande i hele byen. En lille holder, hvor man kan give sin pant videre til andre, der har mere brug for den, og som desuden sikrer, at dåsen eller flasken bliver genanvendt.

”På samme måde kunne man have holdere til farligt affald ved skraldespandene,” foreslår hun.

Men faktisk er miljøaktivisten mest optaget af, at der skal være mere og bedre information om udfordringen ved e-cigaretterne.

”Vi skal have fat i de unge ude på skolerne, vi skal i dialog med dem, og vi skal tale meget mere om miljø og affald.”