Ekstra lyst til søde sager om vinteren? Det kan skyldes mørket

En fjerdedel af danskerne oplever at få ekstra trang til søde sager i vinterhalvåret. Det kan hænge sammen med, at vi får mindre lys, siger ekspert.

Mange har ekstra svært ved at holde nallerne fra de søde sager, når vintermørket presser sig på. 

Hver fjerde har en sødere tand i vintermånederne

Haps! Lige et enkelt stykke kage mere eller en fyldt chokolade fra slikskålen. Får du også ekstra lyst til søde sager, når vintermørket presser sig på, er du ikke den eneste. Faktisk oplever mere end hver fjerde dansker, at sukkertrangen er større i vinterhalvåret end i sommerhalvåret, viser en undersøgelse foretaget af Coop Analyse for Samvirke. 

Mørket er skyld i sukkerindtaget

Når lysten til sukker stiger, skyldes det sandsynligvis den lavere mængde lys, vi får ind gennem øjnene, når dagene bliver kortere og dagslyset svinder. Det påvirker hjernen, så vi producerer mindre af stoffet serotonin, der bl.a. er med til at holde humøret stabilt, forklarer professor og overlæge Poul Videbech, som forsker i depression. 

»Hos nogle mennesker kan det føre til deciderede vinterdepressioner. Hos andre kan det vise sig i en mildere form, hvor det i mindre grad påvirker humøret og går ud over vores energi,« siger han. 

Men hvor kommer den øgede lyst til sukker ind i ligningen?, lyder det oplagte spørgsmål. Den opstår formentlig, fordi sukker er nødvendigt for at transportere en speciel aminosyre til hjernen, som den skal bruge for overhovedet at kunne producere serotonin, forklarer Poul Videbech. Sukkertrangen kan altså ses som kroppens forsøg på at udnytte ressourcerne så optimalt som muligt. 

Lysets mystiske virkning

Mange mennesker producerer mindre serotonin om vinteren end om sommeren, viser undersøgelser. Forskning tyder på, at lyset har en meget stor betydning på det forhold, men den præcise sammenhæng mellem lyset og niveauet af serotonin kender man ikke. 
Kilde: professor og overlæge Poul Videbech  

Kan sammenlignes med bjørne der går i hi

Den øgede lyst til sukker og kulhydrater, som mange oplever, kan ifølge Poul Videbech sammenlignes med bjørne, der gør sig klar til deres vinterhi.

»Hen på efteråret, spiser bjørnen en masse bær, fordi de skal gemme fedt i fedtdepoterne. Og så sover den jo i flere måneder i træk, hvor den tærer på depoterne. Det er formentlig en afart af den mekanisme, vi kan se hos os mennesker – at vi ruster os til vinteren kommer,« siger han.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Sådan spurgte vi

Oplever du at få ekstra trang til søde sager om efteråret/vinteren ift. forår/sommer?

Ja​
Kvinder: 31%.     
Mænd: ​23%
I alt: 27%

Nej             
Kvinder 55%.     
Mænd: ​65%
I alt: 60% 

Ved ikke  
Kvinder: 14%    ​
Mænd: 12%
I alt: 13%

Vi risikerer at tage på

For stenaldermennesket, som havde sværere ved at fange byttedyr og skruede ned for aktiviteten om vinteren, har det været fornuftigt at følge den logik, men i dag giver det af åbenlyse årsager ikke mening på samme måde, konstaterer Poul Videbech.

»Vi kommer ikke til at sulte om vinteren. Tværtimod er der selvsagt en risiko for at tage på, hvis man skuer op for kalorieindtaget,« siger han. 

Kom ud i lyset

Sørg i stedet for at komme ud i lyset midt på dagen – selvom det kan være koldt og blæsende, lyder rådet fra Poul Videbech. Det er det bedste middel, hvis mørket påvirker humøret og energiniveauet negativt. Alternativt kan man eksperimentere med en lysterapilampe, som har vist sig at have en positiv effekt på både patienter med decideret vinterdepression og folk, der oplever mildere symptomer. 

Oplever du direkte nedsat livsglæde og arbejdsevne eller er du i tvivl, om du er ramt af depression bør du opsøge en læge. 

Læs mere om