Du har mange fridage i 2024, men skudåret betyder, at der også er mange arbejdsdage

2024 et ret godt år, hvis man drømmer om mange fridag. Julen falder godt, og 2 af forårets fridage lander på hverdage. Du får 1 fridag mere end i 2023 og 6 flere end i 2022. Alligevel betyder skudåret og en uheldig søndag, at der er lige så mange arbejdsdage som i det forgangne år
Dannebrog foran sommerhus i Skagen

2024 er et godt år, hvis man elsker feriedage. I 2024 er der mange feriedage - 6 flere end i 2022, hvis man husker tilbage til det feriefattige år.

Året begynder med 1 fridag

Året begynder altid med en fridag – 1. januar er nemlig en helligdag. Året begynder på en mandag, og det giver en ekstra fridag i modsætning til året før, hvor årets første helligdag faldt på en søndag, hvor vi alligevel havde fri. Første arbejdsdag er allerede 2. januar, men du kan glæde dig over, at årets første uge kun byder på 4 arbejdsdage.

Påsken venter i slutningen af marts

De næste fridage, der ikke ligger i weekenden, skal du frem til slutningen af marts for at finde. Du får fridagene, fordi det er påske. Skærtorsdag og langfredag falder på 28. og 29. marts, mens 2. påskedag er 31. marts. Det er som altid hen over en weekend og giver dig 5 fridage i streg. Hvornår det er påske, afgøres af månens faser – og i 2024 falder påsken en del tidligere end i 2023.

Den tidlige påske betyder, at der formentlig ikke bliver lige så varmt som sidste år, hvor man på 2. påskedag kom op på 16 grader flere steder i Danmark. I 2023 faldt 2. påskedag på 10. april. Når påsken falder så tidligt som i 2024, er der ofte lang vej til de lune forsommerdage, påsken også kan byde på.

 

Maj har mange fridage

1. maj er altid en joker. I år lander Arbejdernes Internationale Kampdag heldigt: 1. maj er en onsdag. Kampdagen var endnu bedre placeret i kalenderen, eller i hvert fald på ugedagene, i 2023. Her faldt 1. maj på en mandag, og dermed kunne dem, der har fri på 1. maj, glæde sig over en forlænget weekend. Måske kan du endda huske, at Store Bededag, der nu er afskaffet, faldt 5. maj i 2023. Dermed var arbejdsugen kun på 3 arbejdsdagen – sådan en luksus får vi ikke i 2024.

9. maj er Kristi Himmelfartsdag, og pinsen falder 19. og 20. maj. Pinsedag er dog altid en søndag – og derfor ikke at regne for en fridag mere end normalt.

Tæller man sammen, er der 3 helligdage og 4 weekender i maj, som dermed samlet byder på 11 fridage.

Weekendvagter giver fri på andre tidspunkter

Nogle lønmodtagere med fuldtidsjob har vagter på lørdage, søndage og nogle eller alle helligdage. Det betyder ikke, at de har mindre fri end andre. Arbejder man på en weekenddag eller helligdag,  har man ret til fridag på en anden dag. Man arbejder altså lige mange dage på et år.

1. maj, 5. juni, juleaftensdag og nytårsaftensdag er i nogle overenskomster almindelige arbejdsdage. Det er et mindretal af lønmodtagerne for hvem de 4 dage er almindelige arbejdsdage. I disse overenskomster er der ofte andre goder, der kompenserer for at de 4 dage er arbejdsdage - eller der kan være lokalaftaler på den enkelte arbejdsplads, der gør det muligt at aftale fri på de 4 dage.

En enkelt ekstra fridag i juni

Grundlovsdag falder fint i 2024! Den 5. juni er en onsdag. Du kan dog med svag misundelse kigge tilbage på 2023, hvor Grundlovsdag faldt på en mandag, så man kunne holde forlænget weekend. Hvis 2023 var perfekt, så var 2022 det modsatte. Her landede Grundlovsdag på samme dag som pinsedag, der i forvejen altid ligger på en søndag. Dengang gav det alt 1 fridag færre end i de gode år.  

Julen falder næsten optimalt

I efteråret er det fristende at holde ferie, da du som sædvanlig skal kigge langt efter andre fridage end weekenderne. Når vi rammer julen, er der gået mere end et halvt år siden en af helligdagene. Du har

Den søde juletid falder næsten perfekt i 2024! Juleaften falder på en tirsdag. Det er bedre en 2022, hvor den faldt på en lørdag juledag dermed på en søndag. 2 fridage faldt på ugedage, hvor vi i forvejen havde fri. I 2023 falder julen på en søndag, og her er det Juledag og 2. Juledag, der giver ”ekstra” fridage, du ikke ville have haft i forvejen.

I de perfekte år falder juleaften på en mandag eller en onsdag, så fridagene hænger sammen med en weekend. Så i 2024 er vi næsten i mål. Nytårsaftensdag falder også en tirsdag. På et godt år får vi 4 fridage foræret omkring jul og nytår, og sådan falder kalenderen også ud i 2024. Det er kun placeringen, der kunne være endnu mere optimal, men så kan du glæde dig over, at du med 5 feriedage på jobbet kan holde fri fra 21. december 2024 til og med 5. januar.

12 "gratis" feriedage

I 2024 falder der i alt 12 fridage på dage, der ikke er i en weekend. Det er altså 12 fridage udover den ferie, du har. De 12 fridage er 2 mere end i 2023 og 5 mere end i 2022, hvor vi endda havde Store Bededag. Dermed er 2024 et af de bedste år, når det gælder fridage – i de gode år får man nemlig 12 fridage, der ikke ligger på en lørdag eller en søndag.

Skudårsmatematik giver flere arbejdsdage

I 2024 har du fri på 52 lørdage og 52 søndage. Lægger du det sammen med de 12 fridage og 30 feriedage, har du i alt 146 fridage i 2024. Da 2024 er et skudår, er der 366 dage i året – og du vil altså skulle arbejde de 220 dage af de 366.

220 arbejdsdage er præcist det samme antal som i 2023. Hvordan kan det nu hænge sammen, når 2024 bød på flere fridage end året før?

Jo, 2023 begyndte på en søndag. Dermed var der 53 søndage og 52 lørdage på et år. Samtidig var 2023 én dag kortere end 2024 – og dermed har vi de to årsager til, at vi skal arbejde lige mange dage, selvom der er 2 fridage flere i år 2024.

 

Tilmeld dig Samvirkes opskriftsinspiration og få hurtige og grønne opskrifter og opskrifter på nem aftensmad i det nye år