10 forholdsvis ukendte steder i København
Sydhavnstippen
Tippen i Sydhavnen er i dag et stykke fredelig natur med ro og højt til himlen. Tidligere var området blot vand i en del af havnen, men fra 1940’erne til 70’erne blev området gradvist skabt gennem aflæsningen af byggeaffald og jord fra anlægsarbejde rundt om i København. Nu er området hjemsted for græssende får, der holder beplantningen nede. Her ligger også en klima-naturskole. På Tippen kan du få luft fra storbyen, uden at du behøver forlade den. Læs mere om området her: Sydhavnstippen
Foto: Google Maps
Mimersparken på Nørrebro
Mimersparken på Nørrebro ligger tæt på den mere kendte Superkile, der skærer et farverigt snit gennem bydelen. I Mimersparken ligger der både fodboldbane, kombineret hockey- og basketbane samt et lille parkourområde. Der ud over er parken gjort til et af byens nye åndehuller midt i det tætbebyggede Nørrebro, og du kan både finde grillpladser, legeplads til de små og adskillige bænke til at hvile trætte fødder efter en byvandring. Læs mere om parken her: Mimersparken
Foto: Google
Cisternerne under Søndermarken
Under det grønne område i Søndermarken ligger Københavns gamle cisterner, der før i tiden rummede op til 16 mio. liter vand og var i brug indtil 1933. I dag er cisternerne omdannet til event- og udstillingshal som en del af Frederiksbergmuseerne. Museet er efter sigende det eneste i Europa, hvor der ikke trænger dagslys ind. Cisternerne er åbne tirsdag til søndag kl. 10-17 fra marts til november. Læs mere om cisternerne, de kommende udstillinger, begivenheder og entrépriser her: Cisternerne
Foto: Cisternerne
Vestvolden
Besøg det ca. 100 år gamle fæstningsværk på 15 kilometer, der løber i en cirkelbue omkring hovedstaden og er beskrevet som Københavns oversete fæstningsværk. Gå på opdagelse i historien og det gamle militæranlæg og nyd den særprægede natur og de rekreative områder. Stisystemet er perfekt til løb, på cykeludfordringsbanerne kan du blive en bedre cyklist eller sus af sted på områdets rulleskøjtebane. Se åbningstider for de enkelte seværdigheder og aktiviteter i området her: Vestvolden
Foto: Lars Schmidt
Cirkusmuseet i Hvidovre
Skal det være mere muntert og henvendt til de mindste, kan du også tage et smut udenfor selve Hovedstaden, dog stadig i Storkøbenhavn, til Hvidovre og besøge Cirkusmuseet fra 2001, der er Nordeuropas største af sin slags. Her kan børnene sammen med en professionel cirkusartist prøve at svinge i trapez, jonglere, få fornemmelsen af at kører på line mere end 20 meter over jorden og meget mere. Museet har åbent søndag til torsdag kl. 10-15. Læs mere om museet og entrépriser her: Cirkusmuseet
Foto: Cirkusmuseet
GoBoat fra Bryggen
Vil du gerne se hovedstaden fra de hyggelige kanaler og det levende havneområde, men selv have lov til at bestemme ruten og tempoet uden en guide, kan du leje en GoBoat ved Islands Brygge. Det er dansk designede både med plads til 8 personer, drevet af en elmotor opladt via solenergi og med en topfart på 6,5 km/t. Så kan du blive din egen kaptajn, uden at have tidligere sejlerfaring. Til turen kan du også købe våde varer fra GoBoats menukort, som kan nydes omkring et bord midt i båden. Læs om priser og bestilling her: GoBoat
Foto: GoBoat
Medicinsk Museion
I Bredgade ligger Medicinsk Museion, et museum grundlagt af københavnske læger i 1906. Museet indsamler og bevarer dansk medicinsk kulturarv fra både hospitalsvæsenet, medicinalindustrien, handicapforsorgen og mange andre områder. Deres samling består i dag af mere end 250.000 genstande. Der er guidede ture hver dag i museets åbningstid, men privat rundvisning kan også bestilles. Find information om åbningstider, begivenheder og priser her: Medicinsk Museion
Foto: Medicinsk Museion
Kajakhotellet
Tag på guidet kajaktur rundt i byens kanaler og havneløb med Kajakhotellet og oplev København glidende forbi. Her er mulighed for at prøve både kajak og SUP, Stand Up Paddle, og der findes forskellige ture rundt i kanalerne, både klassisk sightseeing på 1½, 2 eller 3 timer rundt i havneområdet samt solnedgangsturer og ture til Amager Strandparks laguner. Er det underholdning du leder efter, kan du også spille kajakpolo på en af Kajakhotellets 4 baner i havnen. Find information om turer, booking og priser her: Kajakhotellet
Foto: Google
Militære museumsubåde
Hvis du kunne tænke dig at opleve nyere dansk militærhistorie kan du tage på tur ud på Holmen. Her ligger Marinestation København og de tre militære fartøjer ubåden Sælen, fregatten Peder Skram (på billedet) og torpedomissilbåden Sehested. De tre fartøjer udgør i dag en udstilling under Nationalmuseet. Udstillingen har åbent med guidede turer alle dage kl. 11-17 i skolernes sommer- og efterårsferie, men guidede turer kan også aftales uden for de normale åbningstider. Find information om ture og priser her: Militære museumsubåde
Foto: Colourbox
Kunst i Rørholmsgade
Rørholmsgade har siden 1994 dannet rammen om et fællesskab af kunstnere og kunsthåndværkere. Fra deres værksteder, gallerier og atelier, skaber de alt fra malerier, keramik og skulpturer til smykker, glas, og tasker. Rørholmsgade er en unik gade, der skal inspirere besøgende, som kan se ind i værksteder, gallerier og atelier fra gadeplan. De enkelte kunstnere har forskellige åbningstider, men gaden har fælles åbningstid den første søndag i hver måned fra kl. 12-16, bort set fra juli, hvor selv kunstnere holder ferie. Læs mere om gaden og se de individuelle åbningstider her: Kunst i Rørholmsgade
Foto: Google