Cirkelpigen: Portræt af kvinden i cirklen

Samvirke har gravet i historien om den populære pige på kaffeposerne. Er det rigtigt, at hun først var en dreng? Var hun fra Valby eller Congo? Og hvordan flettede hun sit hår så smukt?
Cirkelkaffe

Cirkelkaffe er et af de ældste danske kaffemærker. Kaffen var med fra begyndelsen, da FDB - Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (senere Coop) blev stiftet i 1896. I begyndelsen hed den FDB-kaffe. Cirkelkaffen findes stadig på hylderne i Coops butikker.

Cirkelpigen er et ikon

Hun er gengivet på husmure, dåser, servietter, lys, bluser, kopper, skåle, perleplader, USB-nøgler, indkøbsnet, mosaik og på runde gulvtæpper på tre meter i diameter. Hun er en landeplage og har været det i 60 år. Og nej, det er ikke dronning Margrethe, der her er tale om, men Cirkelpigen. Den smukke stolte, afrikansk udseende kvinde med flettet opsat hår, der får baghovedet til at se meget langt ud. Hun er gengivet i profil med to hvide bånd elegant viklet om frisuren og et blik, der lyser hvidt i det mørke ansigt og matcher de store hvide, cirkelformede øreringe. Lyset rammer hendes pande, øverste kindben, næse, underlæbe og lidt af øret. Det lyser alt sammen op i en brun tone midt i det sorte. Hun ser en anelse sørgmodig ud, som hun kigger frem for sig uden den mindste krusning af et smil om den helt lukkede mund. 

Der findes to originale litografiske tryk af hende: Et højt uden andre detaljer. Og et bredt, hvor hun hviler den ene hånd på en hylde foran sig. På hylden står der en keramisk udseende kaffekande. Ud over de store hvide runde øreringe har hun også to hvide perlehalskæder på, og man kan se stroppen fra en hvid kjole eller top på den ene skulder. Hendes fingre er lange og slanke.

Hvis dansk kaffe har et helgenbillede, er det hende, og hun har vundet priser for sit ikoniske udseende. I 2004 blev Cirkelpigen tildelt Klassikerprisen af Dansk Design Center med ordene: 

»Den smukke sorte pigeprofil på Cirkel Kaffen fra Brugsen får klassikerprisen for gennem 49 år at have bragt kunsten ind i den kaffedrikkende danskers hverdag. Cirkelpigen er dårende dejlig og enkel. Hun fungerer stadig perfekt efter hensigten her et halvt århundrede efter sin fødsel.«

84 procent af danskerne svarer da også, at de kender mærket Cirkelkaffe. Det gør Cirkelkaffen til den mest kendte af FDB’s gamle varer, viser en analyse fra Coop Analyse. 

Cirkelkaffe i 1938

Da FDB-Kaffen kom til at hedde Cirkelkaffe i 1938, var det i første omgang med denne mand på reklamerne.

 

Først var hun en mand

Allerede i 1938 da den tidligere FDB-kaffe fik sit nye navn: Cirkelkaffe, blev der brugt en plakat som reklame for kaffen. Cirkelkaffe var et navn, FDB havde fået lov at låne af sin svenske søsterforening Kooperativa Förbundet, der havde haft stor succes med Cirkelkaffen siden 1932. Den første plakat forestillede en sort syd- eller mellemamerikansk mand i profil med en stor hat a la mexicansk sombrero. Han havde meget store cirkelformede øreringe, der matchede navnet på kaffen. Senere tegnede tegneren Kaj Matthiessen en cirkelpige, der blev brugt som logo på den danske Cirkelkaffe. Hun var en sort kvinde i profil med store hvide øreringe og et hvidt øje midt i det sorte. Hun havde et hvidt tørklæde om håret, der var bundet i nakken. 

I dag er Kaj Matthiessens cirkelpige gledet ud i glemslen, og det blev i stedet Aage Sikker Hansen, der skabte den ikoniske kvinde, som vi alle sammen føler, vi kender.

I 1950’erne var det meget udbredt at bruge tegnere og kunstnere til at illustrere alt fra avisartikler til reklamer. Tegneren Aage Sikker Hansen arbejdede i flere omgange for FDB med at skabe tegninger, der kunne bruges som logoer for varer. I 1955 fik han til opgave at skabe en ny Cirkelpige, der kunne erstatte den gamle af Kaj Matthiessen. Sikker Hansens nye Cirkelpige var mere detaljeret og havde mere personlighed end den gamle Cirkelpige. Men to ting tog Sikker Hansen med sig fra forlægget: den store hvide cirkelformede ørering, og at kvinden er tegnet i profil. Aage Sikker Hansen tegnede ikke nogen cirkel om cirkelpigen, den tilføjede FDB. Han har måske tænkt, at den cirkelformede ørering var nok til at understøtte navnet på kaffen.

Første cirkelpige

Før Sikker Hansens ikoniske udgave af Cirkelpigen fandtes også denne kaffepige

 

I Sikker Hansens tegnestue

Aage Sikker Hansen tegnede illustrationer til blandt andet dagbladet Politiken og Samvirke og skabte ikoniske logoer for FDB, der også blev til plakater. Da han i 1955 tegnede Cirkelpigen, boede han på Castbergsvej i Valby med sin kone og deres fem døtre. 

Cirkelpigens hånd tegnede Sikker Hansen efter sin næstyngste datter Ida Lunds hånd. Med hende som model kunne han se, hvordan skyggerne faldt på hånden, og hvordan afstanden mellem hånd og ansigt skulle være, og få det gengivet helt rigtigt. Ida Lund, der dengang var 17 år, fortæller i dag om sin far, at han bekymrede sig meget for sine fem døtre. Krigsårene tyngede ham, og derfor blev hans døtre og kone altid glade, når de hørte tonerne af Bach eller Händel fra klaveret på førstesalen. Så vidste de, at deres far var i godt humør eller havde overstået en opgave. 

Samvirke har talt med Sikker Hansens to døtre Ida Lund og Bodil Sikker Hansen, der som de eneste af de fem døtre stadig lever. De husker begge, at der ofte lå bøger om folk fra fremmede lande omkring ham. De husker især bogen Blandt nøgne Folk: en Rejse gennem det Sudanske Distrikt Bahr-el-Ghazal fra 1938. De mener, at netop den bog kan have inspireret Aage Sikker Hansen til hans portræt af kaffepigen.

Han arbejdede altid hjemme i sin tegnestue, der var en tilbygning til det gulstenshus, de boede i. Her havde han sin tegnestue med store lodrette vinduer, der gav det perfekte naturlige lys at tegne i. Især var han glad for vinduerne mod nord, der gav et blødt lys uden for mange skygger. Tegnestuen lå på første sal, hvor der også var soveværelse og et børneværelse. Tegnestuen var fyldt med grej, staffeli, en højrygget stol til at sidde i, når han læste, et klaver, pensler, farver, to tegneborde, et lysbord, som han brugte, når han skulle kopiere skitser, og tegnebrædder i forskellige størrelser.

Når Aage Sikker Hansen arbejdede, havde han jakkesæt, skjorte, en ærmeløs ulden trøje og nogle gange slips på. Han havde mørkt hår redt i en sideskilning, så det blottede den høje tinding, og så røg han masser af Kings uden filter. Han sad med en blyant eller pensel i den højre hånd og hvilede tegnebrættet på lårene og støttede sommetider overkanten af tegnebrættet mod et tegnebord. Han arbejdede fra omkring klokken 11 om formiddagen og holdt pause og spiste til aften med familien og var sammen med sine piger nogle timer. Når pigerne var kommet i seng, og der igen var ro i huset, fortsatte han med at arbejde til ved tretiden om natten. Næste morgen listede pigerne på strømpesokker ned ad trappen for ikke at vække ham.

Aage Sikker Hansen

Aage Sikker Hansen tegnede i en del år for FDB og Samvirke.

 

Cirkelpigen kostede 4000 kroner

Når en tegning var færdig og skulle trykkes, kørte han enten selv i sin lille mørkerøde Austin-Seven eller lod sin datter Ida cykle af sted med røret til trykkeren.

»Negerhovedet«, som Sikker Hansen med datidens sprogbrug kaldte plakaten, blev trykt hos trykkeriet Permild og Rosengreen, der lå i cykelafstand. De lavede prøvetryk, som Aage Sikker Hansen fik og kiggede på, og så skrev han små bemærkninger som »mere blåt« eller »længere ud i marginen«, som Ida Lund så cyklede tilbage med. Det var stentryk, og hver farve skulle have sin egen litografiske sten.

Da de to tryk af den sorte pige var færdige, skrev Aage Sikker Hansen en regning til FDB på 4000 kroner. Regningen blev skrevet 11. juni 1955 og var meget kortfattet. Der stod, at hvis der blev trykt nye plakater, skulle Sikker Hansen have 3000 kroner, og genoptryk ville koste 1000 kroner per gang. Rettigheder til andre formål kunne ske efter aftale. 

Kaffepigen blev den sidste plakat, Aage Sikker Hansen tegnede før sin død. Han døde i 1955, 58 år gammel, så han kan ikke fortælle os, hvor inspirationen til Cirkelpigen kom fra. 

Annie Bel-Kher

En vandrehistorie fortæller, at Aage Sikker Hansen mødte Annie Bel-Kher på Galathea Kroen i København og blev så fascineret af hendes ansigtstræk, at han brugte hende som inspiration til Cirkelpige-portrættet, men hverken Annie Bel-Kher eller Sikker Hansens familie har nogen sinde troet på den historie

 

Var hun slangetæmmer?

I mange år levede historien om, at Aage Sikker Hansen havde ladet sig inspirere af en sort kvinde ved navn Annie, der arbejdede i det københavnske natteliv, da han tegnede Cirkelpigen. I 1950’erne var der ikke ret mange sorte kvinder i København, så dem, der var, blev der lagt mærke til. Anna Maria Josephe Ben Touhami Bel-Kher – bedre kendt som Annie Bel-Kher – var født i Frankrig i 1928 og var datter af en fransk kvinde og en nomadeslave fra Mali, der havde været soldat i den franske hær under Første Verdenskrig. Annie døde i 2012, 84 år gammel, men inden sin død fortalte hun i et interview i Politiken i 2004 og i et interview på TV3 i 1997 om sit liv. Som ung kvinde dansede hun i en fransk dansetrup, der var på turné og besøgte et tivoli i Finland. Her blev hun slangedanser og dansede med den fem meter lange pytonslange Pipsu, før hun tog videre til København med to danske veninder. I København kom hun til at gå under navnet Minefeltets Dronning – hun serverede nemlig på en række af byens klassiske beværtninger. Rygtet gik, at Sikker Hansen havde set hende på Galathea Kroen, hvor hun arbejdede fra 1952 til 1959, og ladet sig inspirere til at tegne Cirkelpigen. Og Annie Bel-Kehr bekræfter da også, at hun har mødt Aage Sikker Hansen en enkelt gang, fordi hans ven var kæreste med hendes veninde. Men hun har aldrig følt sig helt overbevist om, at hun var den virkelige Cirkelpige. Alligevel hang Cirkelkaffeplakaten over hendes seng, og den mørke pigeprofil prydede også en pude i hendes stol.

»Men jeg har nu altid syntes, at det lignede Rosita (en veninde fra Guadeloupe, red.) mere end mig, så jeg tror, der må være sket en misforståelse,« sagde Annie Bel-Kher til Politiken i 2004.

Annie Bel-Kehrs hudfarve er da heller ikke nær så mørk som Cirkelpigens, og Annies næse er mere smal end Cirkelpigens næse, der ser kortere og fladere ud. Men hendes stolte pande, læbernes fylde og elegancen har visse ligheder.

De to af Aage Sikker Hansens døtre, der stadigvæk lever, kan heller ikke få det københavnske natteliv til at passe med den far, de kendte:

»Han drak aldrig alkohol og kom ikke i cafémiljøet, så vidt jeg ved. Han havde virkelig ingen tilbøjeligheder i den retning. Han røg alt for meget, men det var hans eneste last,« siger Ida Lund.

Det passer meget godt med den beskrivelse, som tre af Aage Sikker Hansens venner gav af ham i en lille bog fra 1967: Tre venner skriver om Sikker Hansen. De tre venner beskriver ham som en meget arbejdsom mand, og de nævner ikke, at de mødtes med ham på værtshuse, men under private forhold. 

»Sikker var et af de mest retlinede mennesker, jeg har kendt. Han var ærlig til sin sjæls inderste,« skriver Hakon Stephensen. Og Hans Bendix tilføjer:

»Sikker behøvede ikke at skabe sig, være ekstravagant og skandaløs for at blive bemærket.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Mange kender pigen

Utallige danskere har gennem årene kontaktet FDB eller skrevet på forskellige internetfora, at de kender Cirkelpigen eller ved, hvor inspirationen til hende kommer fra. Der var en grevinde, som mente, at det var hendes farfar, der havde tegnet tegningen, og en søn af en FDB-medarbejder mente, at inspirationskilden var et fotografi, hans far havde taget i Brasilien. En Dorte Jansen har skrevet, at Aage Sikker Hansen er inspireret af hendes farfars træskærerarbejde fra 1930’erne, der er identisk med Cirkelpigen. Men det er ikke lykkedes Samvirke at finde hende.

En anden kvinde med fornavnet Rita sender i et internetforum et billede af en træfigur, der tydeligvis ligner Cirkelpigen. Hun har heller ikke været til at opspore for Samvirke, men billedet af den træfigur, hun har linket til, er måske et spor, og det kunne være interessant at vide, om Cirkelpigen eller træfiguren er ældst, når de to ansigter ligner hinanden så meget.  

Hos Danmarks største auktionshus Bruun Rasmussen Kunstauktioner kigger afdelingsleder for Design og moderne kunsthåndværk Peter Kjelgaard Jensen på billedet af træarbejdet:

»Træarbejdet bliver nok svært at datere præcist. Der er lavet mange af den type relieffer i keramik, metal og som tryk i perioden fra cirka 1930’erne og frem. Mon ikke dette relief er lavet omkring 1945-55…«

Peter Kjelgaard Jensen forklarer, at det tilsendte relief ikke er traditionel afrikansk kunst. Der er snarere tale om stiliserede dekorative objekter lavet i Europa til brug her. De har nok deres udspring i 1930’ernes art deco-periode med dens begejstring for eksotiske indslag, der er omfortolket til et mere moderne og vestligt udtryk. 

Aage Sikker Hansens datter Ida Lund siger, at hun aldrig har set træskærerarbejdet før.

Cirkelpigen på servietter

Cirkelpigemotivet har været brugt på alt fra servietter til USB-nøgler.

 

Sværmede for det eksotiske

Hos Nationalmuseet fortæller museumsinspektør Inge Damm med speciale i afrikansk kunst, at et relief af en afrikaner næppe nogensinde er blevet fremstillet til andet end brug i vestlige hjem. Især i 1950’erne var det populært med eksotisk kunst på væggene. Om Cirkelpigen siger hun: 

»Jeg tror ikke, en afrikansk kvinde ville bruge de vestlige øreringe og de hvide bånd om håret. Efter min mening må Sikker Hansen selv have tilføjet de vestlige smykker. Afrikanske smykker er meget anderledes end disse, der ligner vestlig 50’er-60’er-mode.« 

Inge Damm tilføjer, at håret hos mange afrikanske kvinder er skjult af et højt bundet tørklæde, der matcher kjolen og giver det eftertragtede høje baghoved, som Cirkelpigens frisure sørger for. 

»Cirkelpigen er en idealiseret fremstilling af en afrikansk kvinde. Det er en yndig tegning, men jeg ved ikke, hvor meget den har med Afrika at gøre. Den er snarere et udtryk for, at hvis man var progressiv i 50’erne og årtierne forinden, så syntes man, at afrikanere og afrikansk kunst og kultur var smukt, og man forbandt det med noget naturligt og ægte,« fortæller Inge Damm.

Den originale Sikker Hansen

Majskolbehåret og den cirkelformede ørering er ikoniske og blev i 2004 tildelt Klassikerprisen af Dansk Design Center

 

Majskolbehåret er udbredt over hele Afrika

Den sorte cirkelpige er på den måde måske mere fra Valby end fra Afrika.

Thea Skaanes, antropolog og museumsinspektør på Moesgaard Museum, har arbejdet og beskæftiget sig med mange forskellige afrikanske lande. Hun kigger på Cirkelpigen og siger:

»Umiddelbart er det virkelig vanskeligt at afgøre, hvor Cirkelpigen er fra. Både hendes udseende, næse, hudfarve med videre og håropsætningen findes i mange, mange etniske grupper og steder.« 

Umiddelbart mener Thea Skaanes at Cirkelpigen kan være bantu eller fra Niger-Congo-området. Bantufolk er en fællesbetegnelse for over 60 millioner mennesker, der lever i det sydlige Afrika. Thea Skaa­nes har også fundet et billede af en fulani-pige, der har lignende træk. Fulani er et folk, der blandt andet lever i Sudan, og Sudan var netop et af de lande, der figurerede i Sikker Hansens bøger med fotos af mennesker. 

»Når jeg kigger på mennesket og samtidig tænker på handel, menneskehandel og slaveri, så kunne Cirkelpigen også være fra de Vestindiske Øer eller andre steder i the Americas. Så jeg er bange for, at jeg har meget lidt at byde ind med af hårde fakta,« siger Thea Skaanes.

Kan den særlige frisure give en ledetråd? Fletningerne, der på magisk vis ender i en perfekt afrunding skråt bag baghovedet.

Georgina Pedersen, der ejer frisørsalonen Nyah Beauty, beskriver Cirkelpigens hår som en klassisk afrikansk frisure, der bruges af afrikanske kvinder fra mange forskellige lande. Corn rows kaldes frisuren. Navnet refererer til, at frisuren minder om en majskolbe med blottede rækker af majs. Frisuren var især populær fra 1930’erne og frem, fortæller Georgina Pedersen, men er stadigvæk udbredt i dag. De mange fletninger er flettet som en hollandsk fletning, hvor man fletter hver sektion af hår under hinanden, så hver fletning kommer til at bule mere ud, end hvis man havde lavet franske fletninger. Til sidst sættes fletningerne i en knold og syes sammen med nål og tråd.

Så heller ikke håret afslører kvindens oprindelse. Men selvom vi aldrig med sikkerhed kan vide, hvor Aage Sikker Hansen hentede sin inspiration til Cirkelpigen, og derfor nok aldrig får en entydig definition af hendes ophav, kender næsten alle danskere hende alligevel. Og næste gang du hilser på hende, får du måske øje på noget, du kan genkende.

Læs mere om