6 aktiviteter til at gøre juleaften særlig
Aftal, at julemanden kigger forbi
Juleaften bliver børnene naturligvis helt vilde, hvis julemanden kommer forbi. Få en nabo, kollega eller bekendt til at klæde sig ud og komme forbi med gavesækken, sne på skuldrene og bjælder. Lav en turnus, så I også spiller julemand for naboens børn og giv dem en rigtig juleoplevelse.
Bland lysene på træet
Er I uenige om, hvorvidt der skal elektriske eller levende lys på træet, kan I sagtens blande dem. Sæt for eksempel det samme antal levende lys på træet, som I er personer til juleaften, eller sæt et lys for hvert barn, der er til stede.
Vent i mørke, mens juletræet tændes
Har I valgt at have levende lys på juletræet, kan I gøre noget særligt ud af tændingen. Vælg en person, der tænder lysene, mens resten af selskabet venter i et andet rum med slukket lys. Er det ikke alle, der har tålmodighed til at sidde stille og vente, kan I for eksempel bruge tiden på at læse højt fra en julehistorie – men forsøg at minimere mængden af lys, og hold det så mørkt som muligt. De tændte lys på juletræet er nemlig et helt særligt syn efter at have siddet i mørket, og lysene vil se ekstra imponerende ud.
Lad alle vælge en sang
Når der skal synges og danses om juletræet, kan I lade alle vælge én julesang hver. Er I mange mennesker, kan I skære ned til kun at vælge et vers hver. Er der også børn til juleaftenen, får I sandsynligvis en god blanding af salmer og utraditionelle julesange.
Pak gaverne ud over flere dage
Gaveudpakningen er skøn og spændende, men kan være en laaang øvelse – især hvis der er mange børn og mange gaver. Bliver den for lang, kan man starte gaveudpakningen tidligere på dagen eller vælge at gemme nogle af gaverne til juledag. Vil man ikke det, er det en hyggelig og effektiv måde at pakke gaverne ud på, hvis én person starter med at finde en pakke til alle, så alle sidder med én gave hver. Så kan man åbne dem samtidig og derefter kan den næste i rækken finde en gave til alle.
Gem en gave til julesokken
Er I ikke helt klar til, at der ikke er flere gaver, og at julen allerede er slut? Så forlæng hyggen med englegaver. Sørg for at have én gave til alle i overskud, og hæng så julesokker op eller stil sutsko frem på jeres pladser omkring spisebordet, inden I går i seng den 24. om aftenen. Vælg én person til at være englen, der fordeler de ekstra pakker i julesokkerne eller sutskoene, og nyd at vågne op til en hyggelig morgenmad med en allersidste pakke.