Rødbedetartar
FORRET

Rødbedetartar

Tatar er en solid klassiker. Men her i en ny udgave med rødbede serveret, som man ville gøre det med en almindelig tatar. For smagssammensætningen er stadig lige i øjet. Opskriften er fra ’Lidt, men godt Lækker gæstemad med nemme små retter’ af kokken André Spange Nabulsi.
  • 4 Personer

Det skal du bruge:

400 g rødbeder
1 tsk. groft salt
8 kapersbær
2 skalotteløg
1 håndfuld bredbladet persille
5 kviste frisk estragon
- groftkværnet sort peber
150 g salat , bitter
2 tsk. dijon sennep , stærk
1 stk. peberrod , stump
4 æg

Sådan gør du

  1. 1
    Vask rødbederne helt fri for jord, og kog dem i 1 time. Lad dem køle lidt af, til du kan gnubbe skindet af med hænderne.
  2. 2
    Riv dem nu på et groft rivejern, og læg dem i en si i vasken. Vend groft salt i rødbeden, og lad den stå og trække væske ud i en halv time. Herefter krammer du væsken ud af rødbeden og kommer den i en skål. Sæt den på køl.
  3. 3
    Kapers drænes og skæres i halve. Skalotteløg pilles og hakkes fint. Persille og estragon vaskes og tørres. Pluk bladene fra stilkene, og hak dem. Du kan fint vende urterne sammen i én lille skål, som sættes på køl.
  4. 4
    Vask salaten, dræn den, og skær den ud i mindre stykker. Man kan få poser med blandede bitre salater, klar til brug, i supermarkedet. De er perfekte at bruge her.
  5. 5
    I skålen med rødbede hælder du eventuel væske fra, som er kommet, mens den har været på køl. Vend så urterne i sammen med dijonsennep. Når det er rørt sammen, smager du til med lidt friskkværnet peber.
  6. 6
    Hvis du har en metalring, kan du placere den på midten af en tallerken og fordele rødbedetataren ned i. Pres det forsigtigt sammen. Tag forsigtigt ringen af. Lav en lille fordybning i midten, som æggeblommen kan ligge i. Hvis du ikke har en metalring, kan du med en ske anrette rødbedetataren i en lille bunke.
  7. 7
    Rundt om tataren lægges nu salat og halve kapersbær. Med en kniv eller et groft rivejern kan du høvle peberrod af peberrodsstumpen. Fordel det lidt omkring, og læg en lille bunke på tataren.
  8. 8
    Til sidst knækker du et æg ud i hånden og lader hviden løbe igennem fingrene. Du skal lave en helt “tør” æggeblomme, og pille æggehvidestrengen forsigtigt af med fingrene. Det er, som om det ikke er helt så lækkert, hvis der kommer hvide med. Det er godt at have et par ekstra æg på lager, hvis hinden på æggeblommen skulle briste, mens du håndterer den. Læg blommen i den lille fordybning.
  9. 9
    Slut af med lidt friskkværnet peber på tallerkenen og på blommen. Server med ristet rugbrød.