Farserede porrer med gulerødder
AFTENSMAD

Farserede porrer med gulerødder

Kirsten Hüttemeier skrev i 1963 i kapitlet 'Mad - Deres mand kan lave': "Det er i grunden meget nemt at røre fars selv. Slagteren hakker kødet to gange. De kommer det i en skål med alt det øvrige og rører det sammen med en ske, og farsen er færdig." Hvor mange kvinder fik mon serveret farserede porrer af deres mand i 1960'erne?
  • 4 Personer

Farserede porrer

500 g hakket svinekød
1 tsk. groft salt og peber
1 æg
1 løg (revet)
1 dl hvedemel
1 dl mælk
4 små porrer
1 æg (sammenpisket)
1 dl rasp
- smør (til stegning)

Tilbehør

1 kg små kartofler
5 gulerødder
1 bundt bredbladet persille

Sådan gør du

  1. 1
    Rør kødet med salt og peber. Tilsæt æg og revet løg. Tilsæt melet. Rør herefter mælken i, og stil farsen på køl i ca. 30 minutter.
  2. 2
    Skær porrerne i 8 stykker på 8-10 cm i længden. Kog dem møre i letsaltet vand i ca. 5-6 minutter. Lad porrerne dryppe af i en si, og læg dem derefter på et viskestykke.
  3. 3
    Form farsen, gerne med en fugtig hånd, i ca. 1 cm’s tykkelse omkring porrestykkerne. Vend derefter rullerne i æg, og derpå i rasp.
  4. 4
    Varm smørret på en pande ved god varme, til det er gyldent, og brun rullerne på alle sider, 4 minutter i alt. Skru en anelse ned for varmen, og steg de farserede porrer på alle sider i ca. 8-10 minutter i alt, til rullerne er gennemstegte, sprøde og gyldne.
  5. 5
    Kog kartoflerne i letsaltet vand i ca. 10-12 minutter, til de er møre. Skær gulerødderne i stave, og lad dem koge med de sidste 3-5 minutter.
  6. 6
    Server de farserede porrer med de kogte kartofler og gulerødder, og drys med hakket persille inden servering.