Kan jeg spise rå hyldebær?
Kan man spise hele hyldebær rå? Jeg har tidligere brugt dem til smoothies?
Karin Skaarup, Albertslund
Svar fra Leif Skibsted
Almindelig hyld indeholder i de grønne plantedele stoffer, der kan udvikle giftigt cyanid (blåsyre). Spis derfor aldrig hyldens blade eller bark eller umodne hyldebær, og brug aldrig umodne hyldebær til kapers-lignende produkter.
Man bør kun bruge modne hyldebær til saft og koge saften 15 til 20 min. for at fjerne de giftige stoffer fuldstændigt. Derfor bør man heller ikke fremstille smoothies af hyldebær.
Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.