Marmelade-formkage
BAGVæRK

Marmelade-formkage

Jeg er afhængig af marmelade. Jeg kan ikke være på rejse, køre forbi en vejbod eller tage på marked uden at købe noget marmelade med hjem. Jeg elsker det på ristet rugbrød med smør, i havregrød eller på små pandekager. Jeg får derfor tit samlet for meget marmelade, som jeg ikke kan nå at spise. Men så er den her kage god til at få ryddet ud i glassene. Opskriften er fra Søren Stauns kogebog “Repertoire“.  
  • 0 Personer

Det skal du bruge:

- korn fra vaniljestang (eller 2 tsk vaniljesukker)
200 g smør, stuetempereret
120 g rørsukker
60 g mørk muscovadoråsukker
3 æg , store
190 g hvedemel
2 tsk. bagepulver
0.5 tsk. salt
1.25 dl mælk
- marmelade , 120-150 g af eget valg

Sådan gør du

  1. 1
    Forvarm ovnen til 175 C (alm. ovn). Beklæd en 1½-liters brødform med bagepapir.
  2. 2
    Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og mas dem med en smule af sukkeret.
  3. 3
    Pisk smør, rørsukker, muscovadosukker og vaniljekorn lyst og luftigt (3–5 minutter).
  4. 4
    Tilsæt æggene ét ad gangen under stadig piskning.
  5. 5
    Bland mel, bagepulver og salt, og vend det i dejen skiftevis med mælken.
  6. 6
    Hæld halvdelen af dejen i formen, fordel det meste af marmelade i midten, og rør lidt rundt. Der skal stadig være små chunks af marmelade.
  7. 7
    Top med resten af dejen, og swirl med resten af marmeladen.
  8. 8
    Bag kagen i 45–55 minutter, til en tandstikker kommer ud med få fugtige krummer.
  9. 9
    Lad kagen køle 10 minutter i formen, før du løfter den ud og afkøler på en rist.