Interview: Svend Brinkmann om at trække luft ind, holde pauser på den rigtige måde og livet som midaldrende mand

Jeg har lært at sætte pris på pauser. Men ikke den slags, hvor man trykker på stopknappen og laver ingenting – lidt som en gammeldags kassettebåndoptager, man sætter på pause. Den form for pause gør mig rastløs. Jeg vil helst ikke bare holde pause fra noget, men også bruge pausen til noget. Det kan være at lystlæse, løbe ture eller cykle i bakkerne ved mit sommerhus i Mols Bjerge. Når jeg kommer derop i weekender eller ferier, har jeg bøger med, jeg glæder mig til at læse, og jeg har nærmest visualiseret den løbetur, jeg skal ud på. For mig er det vigtigt, at pausen har en værdi i sig selv. Ellers føles det meget som hamsterhjulet: Vi knokler løs på arbejdet for at tjene penge, så vi kan holde pause, og vi holder pause for at regenerere, så vi kan gøre det godt på vores arbejde.

Det har taget tid at finde ud af, at det er sådan, jeg har det. Da jeg var lidt yngre og nybagt familiefar, troede jeg, at det var min pligt at holde pause på den rigtige måde. Slappe af, hygge mig, ligge på stranden. Men det gjorde mig bare irritabel. Så jeg begyndte at tænke anderledes om pausen. Den behøver ikke være passiv. Tværtimod. Men det er heller ikke, fordi der skal ske en hel masse hele tiden. Jeg kan godt bare sætte mig med en kop kaffe og nyde at se solen stå op i øst. For 10-15 år siden havde jeg aldrig troet, at jeg ville nyde at gå og brænde ukrudt af mellem pikstenene i sommerhuset, men nu glæder jeg mig ligefrem til det.

Jeg elskede sommerferien som barn. Fra hukommelsesforskningen ved jeg, at den slags minder er totalt upålidelige, men jeg husker de endeløse dage på den villavej, hvor jeg boede som barn. Jeg er opvokset i et villakvarter i en forstad til Herning, hvor man kunne køre på rulleskøjter, fordi der næsten ingen biler var. Det var lys og legekammerater – og ikke noget internet endnu. Jeg kommer fra en frankofil familie, så vores sommerferier gik altid dertil i bil. Mine forældre havde et katalog med overnatningssteder i Frankrig, så vi har været over det hele. Det kunne godt være en lang tur, men det er også næsten en pointe i sig selv. Det var lidt en opdagelsesrejse at sætte sig ind i bilen, bruge en overnatning undervejs og komme frem to dage senere – og jeg kunne bruge timer på at sidde på bagsædet og glo på biler ud ad vinduet, mens jeg læste i et bilblad. Til sammenligning føles det næsten som snyd at sætte sig ind i et fly og være i Spanien på tre timer.

Der sker et skift, både når pausen begynder, og når den slutter. Jeg kan næsten få lidt uro i kroppen – det er jo også lidt en kliché, at folk altid bliver syge, når de endelig har fri, fordi de har kæmpet sig frem til pausen. Jeg bruger nogle dage på at få systemet ned i gear – og tilsvarende op igen, når jeg kommer tilbage på arbejde. Jeg har en kollega på Aalborg Universitet, Einar Baldursson, som bliver interviewet hvert år i august, når folk kommer tilbage fra ferie, og hvert år siger han det samme: Hvis man har mulighed for det, skal man helst begynde på en onsdag. Tre dage, og så weekend igen. Det er et godt råd.

I år vil vi holde sommerferie i Mols Bjerge. Det har vi aldrig gjort i flere uger i træk før, og jeg glæder mig. Vores datter skal til Paris på sprogrejse, og min kone og jeg tager ned og henter hende, så vi også får en lille rejse ud af det. Resten af tiden håber jeg bare at være hjemme. Det er i ferierne, jeg får læst allermest. Både skønlitteratur og fagbøger. Jeg overvejer allerede, hvilket forfatterskab jeg skal dykke ned i denne sommer.

I vores familie får vi altid pizza som det første, når ferien starter. Det er ikke sundt, men det er et lille ritual, som jeg godt kan lide. Det symboliserer, at nu gælder andre regler. Tingene må godt flyde lidt mere. Jeg kan godt lide de helt små ting. Rolf (Sørensen, red.), der hoster, og helikopteren, der summer, når jeg har Tour de France kørende på tv’et.

Jeg har skrevet rigtig meget om værdien af at gøre noget unyttigt. Det var, før dronning Margrethe sagde det i sin nytårstale – jeg kan huske, at de vennepar, jeg holdt nytår med det år, gloede på mig, da hun sagde det. Kort forinden havde jeg udgivet en bog, hvor der stod noget i den retning, og gad vide, om hun havde læst den, spurgte de. Det tror jeg nu ikke. Men jeg er helt på linje med hende. Jeg lægger nok bare noget andet i ordet ’unyttigt’ end de fleste andre. Hvis man smider sig på sofaen fredag aften, er det måske unyttigt – medmindre man tænker på det som en måde at lade op på, så man kan være mere effektiv på arbejdet mandag morgen. Så er det pludselig et nyttigt middel. Det hele afhænger af motivet.

Når vi har fri, har vi mulighed for at gøre ting, som ikke har noget andet formål end aktiviteten i sig selv. Hvorfor taler forældre med deres børn? Det er, fordi det er vores børn, og vi har lyst til at hygge os med dem. Det kan man selvfølgelig også nyttiggøre og sige, at det er for at træne deres verbale interaktion, så de kan klare sig bedre i de nationale tests i dansk … Men sådan er der forhåbentlig ingen forældre, der tænker. I så fald er de jo psykopater. 

Det har været en gåde for forskere, hvorfor ældre mennesker er lykkeligere end midaldrende mennesker. Lykken bevæger sig i en U-form gennem livet – jeg er blevet 49, så statistisk set har jeg lige været nede at skrabe bunden, og herfra begynder det at gå opad. Og hvordan kan det være? Jeg bliver jo ældre, min krop vil forfalde, jeg vil miste evner. Men måske handler det om, at jeg får større mulighed for at vælge ting til i livet, som er et formål i sig selv.
Vi mennesker er organismer, som fungerer cyklisk. Vi er indrettet til nat og dag, og når vi har arbejdet, har vi brug for at hvile. Men pga. den teknologiske udvikling har vi kunnet se stort på meget af det og indrette en mere lineær hverdag. Mange af os kan arbejde hjemmefra, på farten, om natten, hvis vi vil. Det udfordrer vores naturlige behov for pauser, og det gør den bare endnu vigtigere at holde fast i. Pausen er noget af det fineste, vi lønmodtagere har opnået: at livet kan deles op i otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timers hvile. Meget af det, vi sætter pris på – foreningsliv, venskaber, kærlighed – er født i den tid, vi har vundet til os selv.

Jeg kender det fra mit eget liv. Det er i pauserne, at de gode ideer kommer. Næsten alle mine bøger er begyndt med tanker, jeg har fået i weekender og ferier. Det er ikke noget, jeg planlægger. Faktisk forsøger jeg bevidst ikke at holde pause for at få ideer. For så er jeg jo bare på arbejde igen. Det er et paradoks: Ideerne kommer, når jeg ikke prøver. Hvis jeg sætter mig ned og aktivt prøver at få en idé, sker der sjældent noget. Men hvis jeg løber en tur, kan det poppe op. Og næsten før jeg har fået løbeskoene af, må jeg hen at skrive det ned, så jeg ikke glemmer det.