Interview: Margrethe Vestager om pauser, identitet og ferie i Frankrig

Vi har et hus i Frankrig, hvor jeg har holdt sommerferie i snart 20 år. Det ligger på den franske vestkyst, hvor skolelærerne, sygeplejerskerne og politibetjentene holder ferie. Det er ikke fancy, men trygt og velkendt. Hver dag tænker jeg: Hvad skal vi have at spise? Og så tager jeg på markedet og køber ind til mad, som jeg bruger timer på at lave – jomfruhummere med hjemmerørt mayonnaise, græsk salat på fransk, lam med svesker og grønne linser. Og nogle gange and. Et år lavede jeg en babusjka: and med en kylling indeni med en vagtel indeni. Det var fuldstændig vanvittigt. Men virkelig sjovt. Udvalget af råvarer er jo fantastisk sammenlignet med herhjemme. Da vi var i Frankrig i påsken, havde jeg købt en kæmpe bøftomat, som jeg ikke nænnede at smide ud. I stedet rejste jeg hjem med den i håndbagagen, så jeg kunne spise den på ristet rugbrød.

Som barn tegnede jeg, lavede mønstre og læste bøger. Dengang jeg stadig røg, var det en oplagt pause, og før verden blev så digital, havde jeg altid en bog i tasken, som jeg kunne tage frem, mens jeg ventede på bussen. I dag strikker jeg, løber ture og laver rigtig meget mad. Jeg slapper kun af, når jeg laver noget andet end det, jeg ellers laver. 
Det betyder, at mine pauser sjældent er inaktive. Det er ikke dér, jeg sætter mig i sofaen og ser fjernsyn. Tværtimod. Hvis nogen siger: ”Nu skal vi bare sidde og se det her,” bliver jeg rastløs. Jeg har brug for en anden form for ro. Når jeg er på ferie, går jeg mere, slæber mere, laver mere mad, og jeg sover mere. Mit liv bliver fysisk på en anden måde end til hverdag.
 

Det første, jeg gør, når ferien begynder, er at fylde køleskabet. Sætte blomster på bordet. Og håbe, at min surdej har overlevet turen til Frankrig. Vi er der i fire uger i træk, og jeg elsker det. Det er meget egoistisk af mig, men jeg har rejst – og rejser stadig – så meget i mit arbejdsliv, at jeg ikke har behov for eventyr i min ferie. Jeg vil bare være dér, hvor jeg kender det hele, hvor jeg ved, hvor grøntsagerne smager bedst, og hvor jeg kan cykle den samme tur til stranden hver dag.
Jeg har som regel 8-10 bøger med. Jeg lægger dem i en stor stabel på mit natbord, men jeg får allerhøjst læst én – jeg skal jo på markedet, og så skal der laves mad.

Jeg er bevidst om at skabe rammer, hvor jeg ikke hele tiden er i kontakt med resten af verden. Da jeg var EU-kommissær, havde jeg en aftale om kun at tjekke telefonen to gange om dagen i ferier. Morgen og aften. Resten af tiden var den væk. Og det gjorde en kæmpe forskel. Det er vigtigt at være der, hvor man er – især sammen med sine børnebørn. Det er en pause, men også en forpligtelse. At være nærværende, ikke halvt begravet i en notifikation.
Pausen er ikke bare et pusterum. Det er ofte dér, jeg får ideer. Ikke mindst til tonsvis af mad, jeg kan lave. Jeg oplever, at pausen skaber nye forbindelser i hjernen. Jeg skriver ikke dagbog, men har altid en notesbog, hvor jeg skriver ting ned i hånden, fordi det er sådan, jeg husker ting bedst. Jeg tager bogen med på ferie, og der bliver sjældent skrevet meget ned, men da jeg f.eks. var med til at lave EU’s nye digitale strategi i 2019, var der nogle af mine ideer, som kom til mig i min sommerferie.

Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at sommerferien som barn var den reneste form for pause. Der skete ikke noget i Ølgod i Vestjylland, hvor jeg er vokset op. Og netop derfor føltes ferien uendelig. Jeg var ofte på spejderlejr og på ferie hos min farmor og farfar mellem Roskilde og Ringsted. Vi lavede is i yoghurt­bægre, og jeg legede i haven. Min farmor var håndarbejdslærer og havde et arsenal af materialer – symaskine, væv, garn og stof. Jeg måtte lege med det hele. Hun lærte mig at sy og strikke. Jeg lavede dukker og syede tøj til dem. Der var ingen skærme, ingen planer. Og jeg husker det, som om solen altid skinnede.    
Nu hvor jeg ikke længere er EU-kommissær, befinder jeg mig i den vildeste pause. Jeg stoppede 1. december, og i de første måneder så jeg simpelthen farver klarere. Rød var mere rød, grøn var mere grøn, gul var mere gul. Når man arbejder så meget, som jeg gjorde i de år, er man nødt til at fokusere på det, og det betyder, at der er andre ting, man lukker ude. For første gang i mange år har jeg ikke et altopslugende arbejde, og det føles som en form for frihed, jeg ikke har kendt længe.

Men det er også en tvungen pause. Jeg kan ikke tage et nyt stort job før om halvandet år, medmindre det er international politik, og der er ikke noget ledigt i øjeblikket. Det betyder ikke, at jeg ikke har gang i masser af ting, men jeg vælger det hele selv. Det er et privilegie. Og jeg bliver bedre og bedre til at sige nej. Jeg spørger mig selv: ”Vil jeg glæde mig til det, hvis det var i morgen?” Hvis ikke jeg kan svare ja, så lader jeg være. Men hvor meget jeg end nyder min pause, er det også lidt paradoksalt. Hvis nogen spurgte mig: ”Ville du glæde dig, hvis din pause var slut i morgen?” Så ville jeg svare ja.

Folk spørger hele tiden: ”Hvad skal du?” I lang tid svarede jeg, at jeg skulle flytte (fra Bruxelles, red.), sove og tænke. Og jeg er ikke blevet færdig med at sove endnu.
Jeg har altid gjort mig umage med at være i rollen, mens jeg spiller den. Men ministeren og kommissæren er ikke særligt efterspurgt hjemme hos mig. Hvad skal min mand og mine børn med hende? Jeg har altid forsøgt at hænge det op på en knage som en frakke, klar til at blive taget i brug igen, men bare ikke lige nu. Jeg er jo også hustru, mor, mormor og ven.

Jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer til at holde pause ved at sidde og kigge ud i luften. Når jeg gør det, kommer jeg bare i tanke om, at jeg ikke har lavet min Duolingo. Jeg er ved at lære italiensk, og jeg har en meget lang streak. Men jeg prøver at gøre det mere for fornøjelsens skyld. For som jeg læste på en brøndrist i Kyoto for mange år siden: ”Jeg lærer for at lære.” Dengang forstod jeg det ikke, men jeg købte brønddækslet med hjem som souvenir. Og det er stadig mit mål at nå dertil.

Jeg har holdt mange slags pauser i mit liv, men en af dem, der står klarest, var, da jeg stoppede som undervisningsminister i 2001. Vi mistede regeringsmagten, og jeg mistede min post. Jeg fik mit første barn i 1995, blev minister i 1998, fik et barn mere imens, og min mor boede hjemme hos os for at få det hele til at hænge sammen. Da det hele så stoppede, og jeg skulle tilbage som menigt folketingsmedlem, skulle jeg lige trække vejret. Jeg brugte meget tid på at tale med min mand om, hvem jeg var nu, hvor jeg ikke var minister.
Midt i det hele blev jeg inviteret til en konference i Australien og fik mulighed for at tage familien med. Vi rejste rundt i zigzag, kørte ud i ørkenen og så Uluru rejse sig i landskabet. Et sted undervejs fandt jeg frem til, at livet ikke er en lige vej. Det er heller ikke en vej, der snor sig, men med samme destination i sidste ende. Livet er et landskab.
Havde jeg haft skyklapper på og bare kørt ligeud, var jeg aldrig endt, hvor jeg er i dag. Ting sker ud af øjenkrogen, og du er nødt til at kunne dreje hovedet og se dem. I et landskab kan du ende hvor som helst, og du kan træde ned i et hængedynd, men du kan ikke træde forkert. Og en gang imellem er det jo meget rart, at der midt i det hele står et træ, hvor man kan sætte sig i skyggen og trække vejret. Jeg ville så nok bare have mit strikketøj med.