I 1951 blev svejseren George Stephen Fra Chicago inspireret af en havbøje og opfandt Weber-grillen. Nu kan vi ikke få nok og danskerne griller løs, både sommer og vinter

På med handsken, pølsen og bøffen, og skål for smagen, duften og hyggen. Grillens historie er historien om kød og kannibalisme, kønsroller og økonomisk vækst. Og om ’Bøffen’ fra ’Olsen-banden’, der blev storsælgende grillforfatter. Faktisk er den menneskets historie. For ligesom vi er klar til at samles omkring gløderne i dag, har vi været det siden tidernes morgen

700.000 år f.Kr.: Grill er civilisationens originale arne

Når vi tænder grillen i dag, er mindre og mindre overladt til tilfældighederne. Der er styr på temperatur, tilbehør og stegetid. Men det at grille opstod efter den dominerende teori netop ved et tilfælde. Efter en skovbrand har stenaldermennesket snuset rundt i asken og er blevet nysgerrig ved duften af grillet kød, måske en okse, stegt i skovbranden. Skulle man smage? Den tilfældige opdagelse i gløderne menes at have sat voldsomt skub i vores indtagelse af … kød – og dermed menneskets udvikling. Man mener faktisk, at civilisationens originale arne lige præcis står der, hvor jægerstenaldermennesket indser det smarte i at gå sammen om både jagt og bytte og bagefter stege og indtage det rundt om et fælles lejrbål. Hvis man jager og spiser alene, når kødet jo at rådne.

300 år f.Kr.: Hvem sagde græsk grillfest?

I det antikke Grækenland griller man over åben ild, når man skal feste. Man siger, at Zeus kræver grillet lam på menuen, og det gør grækerne også. Ligesom der sandsynligvis også er blæksprutte, okse, kylling, peberfrugter og aubergine på grillspyddene. 

Tegning af, hvordan man oprindeligt har grillet i Amerika for mere end 400 år siden

Illustration: Theodor Derby, Wikimedia Commons

1500: Grillen stammer - måske - fra Timucua-folket i Florida

Amerikanerne er som altid fremme i skoene. Og de indfødte amerikanere steger dagens jagtbytte over varme kul. Nutidens amerikanere kalder det barbecue – fra spansk barbacoa, som etymologer mener har oprindelse i Caribien, hvor den indfødte befolkning marinerede kød i krydderier og tilberedte det på en trærist over varmen. De kaldte det barabicu, ifølge Oxford English Dictionary ”et træskelet af pinde, der hviler på stolper”. Samme ord findes i sproget, der blev talt af Floridas timucua-folk, og en almindelig antagelse er, at den tidlige barbecue blev formet i Sydstaterne, hvor slaver kombinerede afrikanske madlavningsteknikker med lokale ingredienser og stegning over åbne gruber. Fordi ordet barbecue kom fra indfødte befolkningsgrupper, blev det associeret med barbarisk adfærd og i europæiske rejsebeskrivelser fremstillet som kannibalisme. I dag er ordet synonym med amerikansk kultur på linje med Coca-Cola.
 

1951: Weber-revolutionen

Hvis man vil grille, må man som oftest bygge en murstensgrill på terrassen. Men i regn og blæst stopper festen, før den er begyndt, og man kan heller ikke kontrollere temperaturen nær så effektivt som i ovnen. Og den står jo inde i køkkenet. Festen er faktisk slet ikke begyndt, men det gør den nu. George Stephen, en svejser fra Chicago, laver, angiveligt inspireret af en havbøje, en kugleformet grill af metal ved at sætte låg på. Den kommer til at hedde Weber. Lignende produkter kommer på markedet, og så går det amok. Middelklassen har penge efter anden verdenskrig, og fremskridtet skal vises frem for familie og venner i form af grillfester i haven. I weekenden glider spareribs og store bøffer ned i alle forstæder i USA. Det har de gjort lige siden.

1959: Nu er den her! Grillen er kommet til Danmark

Den 26. marts skriver Kristeligt Dagblad, at grill-fænomenet er kommet til Danmark. På et foto står en mand ved grillen, mens en kvinde kigger beundrende på ham. ”Her viser et ungt par, hvorledes en barbecue anvendes.” Avisen forklarer: ”Havefester er særdeles populære i USA, og derfor er der god forretning i at fremstille ting, der kan gøre havefesten spændende. Ideen med selv at lade gæsterne stege deres bøf etc. vandt hurtigt udbredelse, og i de sidste år er denne idé også lanceret i Danmark i form af de såkaldte barbecues – en grillstegningsovn, der fyldes med trækul. Har man først kullene, er ovnen let at pakke ned i bilens bagagerum til en ferietur.”

1975: Grillbriketterne kommer fra Fords bilfabrikker

Grill er blevet et sommer­ritual i Danmark. Tiderne har været bedre, men på lørdag har vi fri, og så skal vi grille. Til det formål skal man bruge briketter, opfundet ca. 50 år før af Thomas Edison, der er mest kendt for den første kommercielt levedygtige lyspære. Hans store beundrer, bilfabrikanten Henry Ford, satte Edison til at udvikle en grillbriket af savsmuld fra Ford-fabrikkerne. Ordet grill kommer af det latinske craticula, der betyder ”fletværk, gitter, rist”.

1979: Fra Olsenbanden til grill-bestseller

Ove Verner Hansen, især kendt som ’Bøffen’ fra ’Olsen-banden’, er en madglad mand. Han oversætter en amerikansk barbecue-kogebog, ’Barbecue – På grillfod med Ove Verner Hansen’, som bliver et stort hit. Det er stadig kvinderne, der ’får lov’ til at sørge for tilbehør til grillmaden samt ikke mindst madlavningen indendørs det meste af ugen, men mændene har sat sig på grillen – ofte i selskab med en pilsner eller to. Nogle forskere siger, det er, fordi de kan føle sig maskuline i rollen. Det er noget med ild og kontrol. Måske lidt som i stenalderen.

Engangsgrill med mange pølser på

Engangsgrillen blev hurtigt et hit

1988: Engangsgrillen bliver et hit

Engangsgrillen er nem at tage med på stranden, tænde og smide væk igen. Vi elsker brug og smid væk i 80’erne. Nogle nøjes med at grave den ned med de glødende kul, og en engangsgrill kan bevare sin temperatur på ca. 800 grader i flere dage. Landets skadestuer oplever ca. 25 ulykker med engangsgrill om året. I 2003 laver Beredskabsstyrelsen en kampagne for at gøre opmærksom på farerne. Man skal ikke grave grillen ned, men slukke med vand og afkøle pletten, hvor den har stået.

Jan Glæsel griller

Kuglegrillen fra Weber vinder frem omkring år 2000, og Jan Glæsel hjælper grillen godt på vej med sin store begejstring og udgivelsen af flere kogebøger, som han skriver sammen med sin hustru

2000: Gang i Glæsels grillerier

I tv-serien ’The Sopranos’ er det mafiabossen Tony Soprano, der står for grillen, når han holder barbecue, men ellers er hans deltagelse i husholdningen begrænset. Danske mænd er i stor stil begyndt at lave mad indendørs, og det er i høj grad også stadig mændene, der styrer grillen. Weber-kuglegrillen vinder frem, hjulpet godt på vej af den fra tv kendte kapelmester Jan Glæsels store begejstring for mærket. Sammen med sin hustru udgiver han kogebøgerne ’Brug ’låget’, når du griller’ 1 og 2 samt ’Glæsels grillerier’, der tilsammen sælger 480.000 eksemplarer. Det går godt i 00’erne, hvor mere end 60 % af danske grill-ejere betaler ekstra for at få en Weber. Mange køber også det brede sortiment af ekstraudstyr, som Weber tilbyder. Nogle vil måske kalde det accesso­ries. Mænd kalder det bare grej. Klubben på kuglegrillens danske hjemmeside har 17.000 medlemmer i 2009. 

2009: En farlig fornøjelse

59 % af danskerne bruger kulgrill, når de griller, 12 % bruger gasgrill. Hvert år er grill årsag til, at ca. 1.000 danskere kommer på skadestuen eller sygehuset, oftest pga. røgforgiftning eller forbrændinger. Måske er det mere fair over for grillen at sige, at ubetænksomhed er årsagen til en del af ulykkerne. F.eks. når folk tager grillen med ind i udestuen, når det regner, eller i nogle tilfælde helt ind i dagligstuen, hvis det er koldt udenfor. Den gamle klassiker med at hælde brandfarlige væsker på, når man vil have lidt mere gang i grillen, lever også stadig, fortæller landets sygehuse.

2023: Vi elsker at grille - og er vi på vej til stenalderen igen?

Vi er et grillfolk. 72 % af danskerne griller mindst en gang om året. Fra juni til august griller en tredjedel to til fire gange om ugen, og over halvdelen griller mindst en gang ugentligt. Hvor grill tidligere hørte sommeren til, griller ca. hver fjerde nu også i marts-april og fra september til november. 14 % smider flæskestegen eller anden i grillen til jul. Gasgrillen giver den, om man så må sige, gas og foretrækkes af 44 %, mens 28 % har en kuglegrill med kul. Fire ud af 10 griller brød og grøntsager på grillen, men pølser af svinekød er suverænt den mest populære spise – tre fjerdedele smider dem på grillen – så følger kyllingebryst/-filet (59 %), hakkebøf/burger, svinemørbrad og spareribs. En undersøgelse udført af Norstat på vegne af Landbrug & Fødevarer slår fast, at to ud af tre forbinder det at grille med en forbedret smagsoplevelse, mens 55 % også beskriver grillmiddagen ved, at den dufter godt. Men grillmiddagen er mere end mad. For 39 % af de adspurgte associeres den med ’gode øjeblikke’, ’afslappethed’, ’nærvær’ og ’hygge’ og er forbundet med ’fællesskab’. Og så er vi måske tilbage ved begyndelsen … 

Læs mere om