Interview: Renée Toft Simonsen om at drømme om at flyve, sønnens død og det indre legebarn

Renée Toft Simonsen havde engang en bedste veninde, der hed Karla. De mødtes, da hun var ni år gammel. Renée var på besøg hos sin farfar og farmor i Randers, og de havde som så ofte før taget hende med til tombola hos Kirkens Korshær. Her arbejdede farfar som frivillig, mens farmor hjalp til i Korshærens folkekøkken, hvor Renée blev sat til at plukke høns til hønsekødssuppe. En tjans, der, ifølge farmoren, var som skabt til et par små barnehænder.

Tombolaen var en fest. Alle gav en hånd med, og dem, der ikke havde så meget, kunne få sig et varmt måltid og en kop kaffe. I butikken var der små boder, og det var i en af dem, at Renée så hende. Karla. En frø med grøn læderhud og store orange øjne, som stirrede på hende. Og talte til hende, råbte og skreg, rå og insisterende, som hun var. Måske hed hun allerede Karla, mens hun sad der på hylden. Det gjorde hun i hvert fald fra det øjeblik, hun landede i favnen på Renée. Da lodderne i tombolaen skulle trækkes, sørgede hendes farmor for, at hun fik Karla, men det kunne ikke være endt anderledes: Det var Karla, der valgte Renée.

Fra den dag var Karla med overalt. Hun flyttede ind i et seksetagers hus af gamle ølkasser på Renées børneværelse på Trøjborg i Aarhus, hvor hun boede med sin mor og to søstre, efter forældrene var blevet skilt. Da Renée blev 15, gik de stadig til dans sammen ovre på Nordre Kirkegård, hvor Karla gerne ville danse på de døde. Og da Renée som 17-årig vandt en international modelkonkurrence og flyttede til New York, insisterede Karla på at flytte med. Det var hende, der tog de hårde samtaler, når John Taylor, basguitaristen fra Duran Duran, der var Renées kæreste i 80’erne, skulle have ren besked om sit kokainmisbrug. Og senere, da hun i 2000 flyttede ind i en villa i Risskov med Thomas Helmig, hang Karla stadig på.

Drømmen om at flyve

Karla var på alle måder Renées modsætning. Hun havde et sejt navn. Hun var vild og dominerende, havde en kæft som en kloak og gjorde alt det, som Renée ikke turde eller havde råd til. Karla hørte aldrig efter, lavede ikke lektier, og hun elskede at tage på skiferie på den kælk, som Renée havde bygget til hende i sløjd. 

Når Renée var sammen med Karla, kunne hun drømme sig helt væk. Hun drømte om at kunne flyve, flyve højt hen over Trøjborg, og om alle de mennesker, der ville kigge forundret op og sige: ”Se! Hun kan flyve!”

Som årene gik, blev Karla en mindre del af Renées liv, indtil hun en dag forsvandt. Hun ville ganske enkelt ikke være der mere, ikke sidde på en hylde i Risskov og glo på Renées børn, som hun alligevel ikke kunne lide, og som gjorde hende jaloux. 

Da Renée ikke længere havde brug for Karla, tog Karla sine ting og gik sin vej, men hun er stadig derude et sted, måske bor hun på en tropeø. Eller måske er sandheden – hvis Renée skal være helt ærlig – at Karla ved et uheld faldt fra hylden, ned i en skraldespand og blev glemt. Men det er ikke sådan, hun foretrækker at fortælle historien. Nej, Karla gik sin vej. Helt af sig selv.

Bøger med sympati for børnene 

På Frederiksbjerg i Aarhus sidder Renée Toft Simonsen i sit køkken en formiddag tidligt i august. Solbrun, i lysegrøn top, brede blå jeans og grønne klipklappere. Døren ud mod baghaven til det lille byhus står på klem. I baggrunden trasker Thomas Helmig frem og tilbage fra kaffemaskinen.

Når Renée Toft Simonsen ikke er i sommerhus på Djursland eller i Malaga, hvor hun og Helmig ejer en lejlighed, skriver hun sine populære børnebøger her, på kontoret i den bagerste del af huset med udsigt til haven. En ny er på vej, den tredje i serien om ’Børnene fra Sølvgade’, og omtrent samtidig har filmatiseringen af den første bog premiere i biograferne. Bøgerne handler om fire søskende, der bor alene i en stor lejlighed i Sølvgade i København, fordi deres mor er forsvundet, og sammen prøver de med fantasifulde påfund at undslippe myndighederne, som vil sende dem på børnehjem.

”Jeg tror, at inspirationen kommer fra min egen barndoms læsegods,” forklarer børnebogsforfatteren. 

”Jeg læste ’Pippi Langstrømpe’ og ’Oliver Twist’, ’Ditte menneskebarn’ og ’Guds blinde øje’, og så længe jeg kan huske, har jeg sympatiseret helt instinktivt med børn, der var i verden uden beskyttelse.”

En barndom præget af frygt og fantasi

Måske skyldes det, at hun selv var nøglebarn. Der var ikke altid nogen hjemme, når Renée kom hjem fra skole på Ægirsvej i Randers, hvor hun boede, fra hun var fem til syv. Hendes forsikringssælger-far havde mere travlt med at realisere sig selv end med at opdrage sine døtre, og hendes mor, der havde uddannet sig til sygeplejerske for ikke at være afhængig af sin flyvske mand, arbejdede ofte til sent. Når forældrene var væk om aftenen, kom skiftende babysittere, men i Renées erindring føles det, som om de ofte var alene, hun og storesøster Heidi, før lillesøster Iben kom til.

”Jeg ved jo godt, at vi ikke var helt alene, men det var en følelse, jeg havde, som gør, at jeg nok identificerer mig med de her Pippi Langstrømpe-agtige karakterer,” siger hun i dag.

”Noget af det skyldes nok også bare, at jeg virkelig var et barn med en livlig fantasi.”

Bl.a. var (og er) Renée temmelig mørkeræd. I mørket kunne legetøj og møbler forvandle sig til monstre og spøgelser – værst af dem alle var Majestæten, der ville komme efter én, hvis man gik på toilettet, så i stedet tissede Renée i et hjørne af værelset eller i bunden af skabet.

”Jeg kan stadig blive bange for mørke, når jeg er alene i sommerhuset,” siger hun.

”Da jeg købte mit første hus i Risskov og var alene med børnene (Ulrikke og Jens Kristian, som hun fik med Kristian Sandvad, red.), inden jeg mødte ’Thomse’, tvang jeg mig selv til at løbe rundt om huset om aftenen, for hvis der kom en bøhmand eller en bølle, gik det jo ikke, at jeg var for mørkeræd til at kunne forsvare dem.”

Renée var i det hele taget et temmelig frygtsomt barn. Og spinkel. Ikke som ’blokpigerne’ på vejen i Randers, der gav hende tæv, når det ikke lykkedes hende at løbe fra dem. Det var derfor, Karla var hård. Hun nikkede skaller og skældte ud og var ikke bange for noget. Slet ikke for mørke.

Fra barnlig fantasi til international model

Renée Toft Simonsens veninder kendte godt Karla. Hendes bedste veninde, altså rigtige veninde, Dorte, havde selv en frø ved navn Caroline. Men Renée kendte også grænsen, den, man ikke måtte overtræde, hvis ikke man ville stemples som skør. Hun forblev barn længere end de fleste, men hun stod også på egne ben tidligere end sine jævnaldrende, på én gang både yngre og ældre end sin alder. Hun var 17, da hun flyttede alene til New York (ikke helt alene, Karla var der jo), og der gik ikke længe, før hun var en af tidens største modeller; fløj verden rundt til fotoskydninger med en dagshyre på 50.000 kr., festede på Studio 54 med de rigtige mennesker og blev genstand for en næsten umættelig opmærksomhed, særligt fra mænd.

”Det kan godt være, at jeg var mere barnlig end gennemsnittet, langt ind i mine teenageår,” skriver hun i sin selvbiografi ’Renée – At finde hjem’ fra 2014.

”Men jeg blev også voksen hurtigt,” siger hun i dag. 

”Det krævede en enorm disciplin at arbejde som model på det niveau, arbejdsdagene kunne være ekstremt lange, og man skulle levere hver gang, hvis man ville være den bedste. Midt i alt det voksne havde jeg nok brug for at holde fast i noget barnligt – noget af det, jeg elskede allermest i New York, var at tage på The Roxy og stå på rulleskøjter eller i Central Park og gynge.”

Renée Toft Simonsen blev en af de bedste, fordi hun arbejdede som en hest og havde en naturlighed foran kameraet, men hvis sandheden skal frem, var hun slet ikke skabt til livet som model. Al virakken, det interesserede hende ikke. Hun ville bare tjene penge nok til, at hun aldrig skulle mangle noget – modsat derhjemme, hvor pengene havde været små – og så snart hun havde det, ville hun trække sig. Så det gjorde hun, som 24-årig; flyttede hjem, fik børn, uddannede sig til psykolog og blev børnebogsforfatter.

Dansklæreren gav det sidste skub

Det var Knud Nielsen, hendes dansklærer på Finsensgade Skole i Aarhus, der først opmuntrede Renée til at skrive. Han valgte ofte at læse hendes stile op foran resten af klassen, og det animerede hende til at skrive nogle ”meget, meget lange stile”.

”Når de andre kom med to sider, kom jeg med 14,” husker hun.

I det hele taget var hun glad for at fortælle. Renée fandt på godnathistorier, som hun fortalte Dorte, om seks piger og seks drenge på en øde ø, hvor den ene kyssede med den anden, og den tredje med den fjerde.

”En slags ’Paradise Hotel’, længe inden det fandtes.” 

Hun skrev også dagbog i New York – den eneste kreative aktivitet, der var tid til i en travl modelkalender, selvom hun på et tidspunkt også forsøgte sig med maleri. 

”Det kan jeg afsløre, at jeg ikke havde det store talent for.”

Renée Toft Simonsen blev afvist til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen, og i stedet tog hun studentereksamen og begyndte at læse psykologi på Aarhus Universitet. Mens hun skrev speciale, blev hun kontaktet af den feministiske debattør Jette Hansen, der ville have hende til at bidrage til antologien ’Jeg slipper dig ikke – før du velsigner mig’, hvor otte kvinder skrev essays om deres erfaringer med kærligheden. Renée Toft Simonsen sagde ja på den betingelse, at hvis det viste sig, at hun slet ikke kunne skrive, skulle Jette Hansen bare lade være med at trykke det. 

”Jeg kan stadig huske den mail, jeg fik fra hende, da jeg havde afleveret,” siger hun. 

”Der stod: ’Frygt ikke, du skriver fængende.’”

Bedst, når hun tager udgangspunkt i sig selv

’Og vreden vasker trapper’ hed Renée Toft Simonsens bidrag til bogen, der udkom i 2003 og blev vel modtaget af anmelderne. Essayet om hendes far, om længslen efter hans kærlighed som barn og om den frygt, hun bar med sig ind i sit voksenliv, blev flere steder fremhævet – og bragt for sig selv i Berlingske, som købte teksten af hende. 

”Det gav mig en tro på, at jeg måske kunne gøre alvor af det med at skrive.”

Renée Toft Simonsen var blevet mor til tre børn, Ulrikke, Jens Kristian og Hugo, som hun fik sammen med Thomas Helmig i 1998. Hun var optaget, ikke bare af sine egne børn, men af børn i det hele taget, især dem, der havde været udsat for en skilsmisse. Det var dem, hun gerne ville skrive til, og det skulle ikke handle om magiske væsner og fjerne universer, nej, det skulle være en moderne, genkendelig historie. Om den niårige pige Karla, opkaldt efter frøen Karla, der i ’Karlas kabale’ har en stribe ligheder med Renée Toft Simonsens eget liv: Hun er skilsmissebarn, har en far, der ikke altid er til stede, og en bedste veninde, der ikke vil være bedste veninde mere (Dorte og Renée blev som teenagere uvenner over en fyr og talte ikke sammen i et par år).

”Jeg tror, at jeg er bedst til at skrive, når jeg tager udgangspunkt i mig selv,” forklarer Renée Toft Simonsen, der ellers var blevet tilbudt et ph.d.-stipendiat på SDU, men endte med at takke nej for at skrive ’Karlas kabale’. Hun tog Thomas Helmig med på råd, og han rådede hende til at følge sine drømme. ”I’ll cover,” sagde han, hvis nu hun ingen penge tjente, selvom hun havde en del på kistebunden selv.

”Min mand var en stor støtte, og jeg ved jo godt, at jeg startede min forfatterkarriere fra et privilegeret udgangspunkt. Men det var ikke udelukkende nemt at være tidligere model og pludselig ville være forfatter. Jeg kan stadig huske den første anmeldelse i Berlingske, hvor der stod: ”Bono har gjort det. Madonna har gjort det. Og nu også Renée Toft Simonsen. Enhver med et kendt ansigt kan åbenbart skrive en børnebog.” I dag er jeg snart 60 år og ikke særlig farlig, men dengang var jeg stadig ung og smuk, og vi ved godt, hvad man gør ved unge, smukke kvinder, som også vil være kloge. Heldigvis kom folk til at elske Karla-bøgerne, og den anmelder måtte æde sine ord.”

Røg cigaretter i smug og stjal fra makeupafdelingen i Salling

For nogle år siden tog Renée Toft Simonsen en personlighedstest. Dorte, der i dag arbejder med personale- og lederudvikling, havde introduceret hende til DISC-analysen, som anvendes på arbejdspladser verden over. Ifølge teorien bag besidder alle mennesker en blanding af fire personlighedstræk, som hver associeres med en farve, og da Dorte fik Renée Toft Simonsen til at tage testen, ”var jeg det mest røde menneske, hun nogensinde havde set”.

Den røde farve repræsenterer det dominerende, kraftfulde og målrettede. Havde Renée Toft Simonsen taget testen som barn, var den formentlig faldet anderledes ud, men hun har altid haft en vild side, siger hun. Det tog hende bare en del år at finde ind til den.

”Dybt inde var jeg jo sådan: ’Fuck det, og fuck jer og den hest, I red ind på …’ Det var jo sådan, min far var, fuldstændig ligeglad med alle konventioner, og det havde jeg også i mig, men jeg havde svært ved at komme ud med det.”

Godt nok røg hun og Dorte cigaretter i smug og stjal fra makeupafdelingen i Salling, men ellers var den slags mest noget, hun udlevede gennem Karla. 

Når jeg i dag sidder foran Renée Toft Simonsen, hører hende tale bramfrit om sig selv, mens hun holder øjenkontakt og kun sjældent lader sig afbryde, kan det være svært at se for sig, at hun engang lod en tøjfrø tale for sig. Men jeg ved også, at hun bag facaden i mange år har kæmpet med en angst, som hun beskriver i sin biografi, da den første gang viser sig i 1987. 

På det tidspunkt var Renée Toft Simonsen 22 år og en af de mest kendte modeller i verden. Hun var på en vigtig opgave i London for britisk Vogue, omgivet af en hær af mennesker og af bugnende fade med mad, det var frokosttid, men da Renée Toft Simonsen havde fyldt sin tallerken, kunne hun pludselig ikke løfte sin ene arm. Hun forsøgte at tvinge den med den anden hånd, men det virkede ikke. Hun blev svimmel, og hendes hjerte bankede, som forsøgte det at flygte fra hendes brystkasse. Til sidst reddede hun ansigt ved at sige, at hun ikke var sulten alligevel; at en model ikke ville spise, kom ikke bag på nogen i en verden, hvor man blev kigget på, men ikke set.

Til hypnoseterapi poppede barndommen frem på ny

Langt senere opsøgte Renée Toft Simonsen en hypnoseterapeut i et forsøg på at finde tilbage til, hvad der var sket den dag i London. Da hun lå på briksen og lukkede øjnene, var det ikke en ung model, hun så, men et barneansigt ”med uglede fletninger og vagtsomme øjne”. 

Et andet sted i sin biografi skriver Renée Toft Simonsen: ”Det er i høj grad og stadigvæk den 4-5-årige Renée, alene med monstrene i køjesengen, som tager over, når jeg som voksen befinder mig i bestemte udsatte situationer.” 

Og da jeg spørger ind til den lille pige, vender samtalen igen tilbage til Karla.

”Karla var jo nok det første spæde skridt til at finde ind til den side af mig selv, som ikke var bange.” 

”Den, der turde råbe højt, stille krav og kræve plads. Siden blev jeg jo psykolog, og de sidste 20 år har jeg foruden mine bøger brugt meget tid på selvudvikling og lært, at jeg har begge dele i mig, og det handler om at finde den rette balance: Jeg er både den usikre, angste pige, men også den vilde kvinde, som er stærk og ligeglad med, hvad andre mener.”

Jeg spørger Renée Toft Simonsen, om hun holdt fast på Karla så langt ind i sit voksenliv, fordi frøen repræsenterede netop denne side af hende, en slags antitese til angsten, men får et lidt andet svar end forventet:

”Jeg tror, at loyalitet er min stærkeste værdi … Altså rocker­-loyalitet. Det er det niveau, vi kører. Er vi fam, så er vi fam. Det gælder alle mine relationer, indtil loyaliteten ikke er gengældt. Og så tror jeg også, i hvert fald da jeg var yngre, at jeg gerne ville være speciel, hvis jeg skal være ærlig. Det var jo lidt mærkeligt at have en frø, der kunne snakke. Lidt quirky. Og hvem vil ikke gerne være det?”

Sønnens død er stadig et åbent sår

I dag, når Renée Toft Simonsen forsøger at skabe balance i sit liv, handler det om at tillade sig selv at være lidt mere laissez faire og slippe den konstante jagt på det næste mål, som drev Toft Simonsen den yngre – den version af hende, som erobrede New York og resten af verden. Det er der to grunde til, siger hun, og den ene handler om alder.

”Jeg er meget energisk, og når vi f.eks. tager i sommerhus, drøner jeg ud i haven og knokler. Men altså, jeg er jo snart 60, og selvom jeg gerne vil skrive flere bøger og filmmanuskripter, kan jeg også få lyst til at sige til mig selv: ’Skal du ikke snart slappe lidt af, Renée?’”

Den anden handler om ”det, der skete for et par år siden”. 

I november 2022 døde hendes søn, sangeren Hugo Helmig. Denne sommer ville han være fyldt 26, og i den forbindelse delte Renée Toft Simonsen et billede på sin Instagram, men ellers har hun ikke udtalt sig offentligt om det tragiske dødsfald. Og jeg kan se det på hende med det samme, da jeg efter næsten to timer forsigtigt spørger ind.

”Jeg har tænkt rigtig, rigtig meget over det,” siger hun. 

”Men jeg tror bare, jeg ville ende med at sidde og tude. Det er stadig et stort åbent sår, og jeg er ikke klar til at lade andre rode rundt i det med en grydeske.”

Renée Toft Simonsen holder en pause.

”Jeg tror, jeg døde sammen med ham for to år siden, og nu er det en anden mig. Det er et nyt liv. En ny familie. Og det er virkelig hårdt. Jeg kan ikke sige andet, end at der er så mange ting, der har ændret sig, siden Hugo døde, også små ting. Jeg er begyndt at strikke som en sindssyg. Jeg ser virkelig meget Netflix. Jeg drikker en øl hver dag. Og jeg har bare ikke den samme disciplin længere.”
Renée Toft Simonsen tager en e-cigaret frem. Tænder den, tager et sug og sætter begge albuer i køkkenbordet.

”Nu er jeg også begyndt at ryge dem her …”

Legen er fortsat vigtig

I sin biografi skriver Renée Toft Simonsen om sin søn: ”Han har fået min legende side med sig i livet, det er en af de mange ting, vi har sammen. Hugo og jeg har altid leget sammen; han kunne, fra han var helt lille, bygge landskaber seks timer i træk, fordybe sig i sin fantasi på samme måde, som jeg gjorde det, da jeg som lille pige sad i sandkassen med mine smølfer i dagevis.” 

Hun skriver videre om de utallige lege, de fandt på sammen, flere end hun er i stand til at huske. Da Hugo var lille, legede de ’havheksen Ursula’, en leg, hvor han var fanget mellem hendes ben og skulle vriste sig fri. Og da han blev en ung mand, legede de stadig i familien. Lege som ’gå op ad et bjerg’, hvor de skulle digte fjollede ting, der ville gøre det umuligt at nå til tops – som f.eks. ”at ens røv skal smøres med honning, og at der skal bindes en myretue bagi.”

Renée Toft Simonsen har ikke længere Hugo at lege med, men hun leger stadig. Hun har en kortklub med sin fætter Lars, sin mor, søster og far, som hun har fået et bedre forhold til som voksen – han bor nede ad vejen og kommer af og til på uanmeldt besøg for at få ”en smoothie eller en snaps”. Og hun leger med sine fire børnebørn, når familien hver sommer tager på lejr, sådan som de har gjort 43 år i træk. Her hjælper hun børnene med at bygge huler, og når hun er i Gentofte for at besøge sin datter Ulrikke, går hun i haven med snart treårige Norma, på jagt efter frøer, snegle og bænkebidere, som de sammen bygger små terrarier til i vaskebaljer.

”Det gjorde jeg også som barn, og når jeg ser hendes begejstring, er det næsten som at gennemleve min barndom én gang til. Til at begynde med var hun bange for kravl, men nu kommer hun rendende for at vise mig, at hun har fanget en frø. Og jeg elsker jo frøer.”

For at skrive som et barn må man tænke som et

Misforstå ikke. Renée Toft Simonsen er et voksent menneske ”og ikke en glad idiot, der bare styrter rundt og skal have det sjovt hele tiden”. Men måske er der alligevel en del af hende, der vil være barn for evigt. Måske er det derfor, hun er god til det, hun laver. Når man læser ’Børnene fra Sølvgade’, føles det som at træde direkte ind i hovedet på Katinka, historiens 11-årige hovedperson, som i øvrigt er opkaldt efter en anden bamse. For at skrive som et barn må man tænke som et, og det er Renée Toft Simonsen bedre i stand til end de fleste. På trods af at hun er blevet 59 år, har hun stadig adgang til en mere end almindeligt levende fantasi. Hun kan stadig fortælle små børn om Karla, og hvis de skulle finde på at svare, at hun jo bare er en bamse, ikke en rigtig frø og da slet ikke en, der kan tale, svarer Renée bare: ”Jo, det er hun.”