Aspargessalat med quinoa, gedeost, oliven og tomat
FROKOST

Aspargessalat med quinoa, gedeost, oliven og tomat

Pift det rugbrødstunge påskebord op med en frisk salat med forårets sprøde asparges og fed gedeost. Fyld salaten med proteinrig quinoa, som mætter godt, og server den som tilbehør til en saftig lammekølle.
  • 4 Personer

Ingredienser

100 g quinoa
2 bundter grønne asparges
1 stk. rødløg
0.5 stk. spidskål (eller 1 hjertesalat)
1 bakke cherrytomater
1 stk. citron
1 bakke karse
1 bakke rucola
1 glas sorte oliven
100 g frisk gedeost f.eks. fra Tebstrup

Sådan gør du

  1. 1
    Skyl quinoa i rigeligt koldt vand. Kom det i en gryde og hæld ca. 2 dl vand på. Kog det i 10 min. og lad det trække i 5 min. under låg.
  2. 2
    Knæk den nederste lidt træede del af de grønne asparges. Del asparges i 3-4 cm stykker eller lad dem være hele. Kog dem i vand med salt i ca. 3 min. Hæld vandet fra og afkøl.
  3. 3
    Pil og skær rødløg i tynde både. Snit spidskål fint. Halver cherrytomater. Riv skal af citronen og pres saften. Klip karsen.
  4. 4
    Vend kogt quinoa med spidskål, rødløg, rucola, grønne asparges, citronsaft og lidt olivenolie. Smag til med salt og peber. Anret salaten i en smuk skål eller på et fad og top med cherrytomater, oliven, karse og stykker af frisk gedeost.