Gløggopskrifter: Sådan laver du gløgg på flere måder
Gløggekstrakt
Uanset hvilken slags gløgg, du vil lave, kan du lave din egen gløggekstrakt.
Ingredienser:
2 stk hel kanel
8 kardemommefrø/kapsler
3 stjerneanis
3 tsk sukker
1/2 appelsin, usprøjtet
1/2 citron, usprøjtet
7,5 dl vand
1 håndfuld rosiner
Sådan gør du:
Sæt en gryde over med vandet. Skal og saft af en halv citron og en halv appelsin kommes i sammen med resten af ingredienserne.
Varm blandingen op til kogepunktet og skru herefter ned. Lad det simre under låg i 60 min. Rør rundt i ny og næ.
Hæld blandingen i en skål, dæk den til og lad den trække i minimum 4 timer – bedst hvis den står til dagen efter.
Blandingen sies og er klar til brug i forholdet 1 del ekstrakt til 3 dele rødvin.
Klassisk, rød gløgg
Ingredienser:
Ekstrakt (hjemmelavet eller købt)
1 fl rødvin
1 dl portvin
65 g hakkede mandler
100 g rosiner
50-75 g rørsukker
1 dl snaps, rom, portvin eller vodka
Sådan gør du:
Læg rosinerne i blød i alkohol (snaps, rom, vodka eller portvin), og lad dem trække i et døgn.
Skold, smut og hak mandlerne groft.
Bland ekstrakt og rødvin i forholdet 1:3. Bland sukker, portvin, mandler, og de alkoholfyldte rosiner i, og varm langsomt op til lige før kogepunktet. Gløggen må ikke koge. Smag til og server.
Tip:
Ønsker du en alkoholfri version af den klassiske gløgg, kan du udskifte rødvinen med hyldebær- eller solbærsaft.
Hvid gløgg
Hvid og pink gløgg kan laves efter samme fremgangsmåde som rød gløgg, eller drikkene kan laves hurtigere uden først at lave ekstrakt.
Ingredienser:
1 liter hvidvin
2 dl æblemost
1 dl lys rom
2 kanelstænger
2 hele nelliker
1 tsk kardemommefrø/kapsler
1 stang vanilje
1 økologisk citron eller lime
1 økologisk appelsin, skallen
1 dl sukker
Lyse og mørke rosiner
Smuttede, hakkede mandler
Sådan gør du:
Kom ingredienserne i en gryde. Varm gløggen op ved svag varme i cirka 10 minutter. Gløggen må ikke koge. Lad herefter gløggen stå og trække et par timer. Si gløggen, og lun den før servering.
Pink gløgg
Ingredienser:
1 liter rosé
1 dl lys rom
1 dl koncentreret hyldeblomstsaft
5 anisstjerner
2 kanelstænger
1 tsk kardemommefrø/-kapsler
1 dl sukker
Tørrede blåbær, tranebær og valnødder.
Sådan gør du:
Kom ingredienserne i en gryde. Varm gløggen op ved svag varme i cirka 10 minutter. Gløggen må ikke koge. Lad herefter gløggen stå og trække et par timer. Si gløggen, og lun den før servering.
Alkoholfri hyldeblomstgløgg
Ingredienser:
1 l hyldeblomstsaft
1 l vand
4 kanelstænger
10 hele nelliker
2 stænger vanilje
2 æbler i tern
3 dl rosiner
100 g mandelsplitter
Sådan gør du:
Flæk vaniljen på langs. Varm langsomt hyldeblomstsaft, vand, kanel, nelliker og vanilje op i en gryde.
Skær æblerne i små tern. Kom æbler, rosiner og mandelsplitter i gløggen, lige inden den serveres i glas.