5 ting, du kan gøre rent med citronsyre
Afkalk din vaskemaskine
Afkalker du vaskemaskinen med jævne mellemrum, holder maskinen længere. En afkalkning med citronsyre fjerner kalk på tromlen og på varmelegemet. Du kan spare op til 20% af energiforbruget ved at holde vaskemaskinen fri for kalk.
Sådan gør du:
- Hæld 2-3 spsk citronsyre ind i tromlen på en tom vaskemaskine.
- Vælg et program på 60 eller 95 grader – og start vasken. Der må IKKE være tøj i maskinen. Husk, at vasken ikke må have forvask.
- Efter endt program kan du anvende vaskemaskinen normalt.
Læs om, hvordan du vedligeholder vaskemaskinen
Afkalk din kaffemaskine eller elkedel
Brug 1 spsk. citronsyre i 1 liter vand. Rør rundt. Lad blandingen stå i elkedlen eller i kaffekanden natten over, og langt det meste kalk forsvinder. Brug eventuelt varmt vand, når du sætter blandingen af vand og citronsyre over.
Husk at vaske med rent vand dagen efter.
Afkalk din opvaskemaskine
Ligesom vaskemaskinen kan opvaskemaskinen have brug for at blive afkalket med jævne mellemrum. Gerne 3-4 gange om året.
- Fyld sæberummet i opvaskemaskinen med citronsyre.
- Kør et almindeligt opvaskeprogram i opvaskemaskinen. Husk, at der ikke må være service i opvaskemaskinen.
Husk at rense filteret efterfølgende.
Tænk dig altid om
Følg altid vejledningen på beholderen, når du skal blande citronsyren med vand.
Den citronsyre, du kan købe i supermarkeder eller materialisthandler, er i princippet ikke så stærk, at den kræver, at du bruger handsker, men brug gerne handsker alligevel, så du undgår tørre eller irriterede hænder.
Fjern pletter af frugtsaft, jod og garvesyre
Frugtsaft, der har sat sig som pletter på tøjet, kan fjernes med en blanding af 1 del citronsyre opløst i 9 dele vand. Pletten gnides forsigtigt med blandingen. Er pletten tør, opblødes først med glycerin. Tricket virker også på pletter med jod eller med garvesyre.
Ved pletfjerning på tekstiler prøves altid først på et 'usynligt' sted.
Gør kobber og messing rent
Giv dine gryder af kobber eller dine messingting en rengøring med citronsyre. En hurtig rensning kan du foretage således:
- Opløs cirka 1 spsk. citronsyre i 1 liter varmt eller kogende vand.
- Lad de ting, du vil rense, stå i blød i 5 minutter.
- Vask efter med en blød børste, inden du skyller af med rent vand.
- Du kan eventuelt polere med pudsemiddel.