Minimalisme: Uden alt det overflødige

Hvad skal vi med alt for mange kvadratmeter, gamle ting, der skal støves af, og nye ting, der skal købes? Samvirke har besøgt 3 minimalister, der har sorteret det overflødige fra for at finde ind til det vigtige

»Jeg skal aldrig bo stort igen«

Karen Rosendal, 53, indehaver af SimplyBoheme, 

der bygger såkaldte tiny houses:

»For 4 år siden blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke gad at knokle så meget for at kunne bo i min kæmpe lejlighed midt i København bag Det Kgl. Teater. Jeg arbejdede som stewardesse og fløj lange ruter også om natten, samtidig med at jeg havde en efternøler derhjemme. Så jeg sagde op og flyttede fra de 160 m2, og i dag bor jeg sammen med min mand og vores 9-årige datter på 60 m2 i Dragør.«

Karen Rosendal:

»Byrden ved at skulle betale så mange penge og knokle så meget for at betale de faste udgifter fik mig til at tænke, at livet simpelthen er for kort til det. Jeg vil hellere have frihed. Frihed til at læse og rejse og bruge tid sammen med mine kære, og det har også betydet frihed til at tage en bachelor i indonesisk, så jeg på længere sigt kan realisere drømmen om at åbne en bed and breakfast på Bali.«

Karen Rosendal:

»Det har været en befrielse at give slip på behovet for plads og materielle ting. Jeg skal aldrig bo stort igen, for der ikke er nogen grund til det, og så er det meget hyggeligere at bo småt. Der er meget mere nærhed og nærvær i de små rum.«

»Mennesker er jo tusind gange vigtigere«

Lisbeth Kjær Hammer, 37, har 4 børn, skriver bloggen smilerynker.dk om at være minimalist:

»For mig handler minimalisme om at slippe materialismen og følelsen af at ville have nyt og i stedet få skabt plads til de oplevelser og den nærhed, vi gerne vil have i vores liv.«

Lisbeth Kjær Hammer:

»Jeg har givet slip på en masse ting, jeg troede betød meget for mig. Hver gang jeg giver noget væk, mærker jeg lidt mere frihed. Jeg er begyndt at overveje, hvorfor det er så vigtigt med ting, det er jo tusind gange vigtigere med de mennesker, vi har i vores liv. Problemet med alle vores ting er, at de tager tid, fordi vi skal arbejde for at tjene penge til dem. Det er så rart ikke at skulle gå og tænke på en eller anden ting, jeg gerne vil have i mit liv, og i stedet rette fokus mod alt det, der allerede er i mit liv.«

Lisbeth Kjær Hammer:

»Nu omgiver vi os kun med de materielle ting, som vi rent faktisk har brug for. Det har gjort, at vi har kunnet vælge et liv, hvor min mand ikke længere arbejder så meget, fordi vi ikke skal skaffe en masse penge til ting, vi ikke har brug for. Det betyder også, at jeg kan have alle 4 børn hjemme, og at de ikke har behøvet at gå i institution, jeg kan have dem i hjemmeskole.«

»Før anede jeg ikke, hvad jeg havde i kælderen og kasserne«

Markus Wüstenberg, 31, softwareudvikler og skriver bloggen minimalist.dk:

»Minimalisme handler for mig om at leve bevidst, både i forhold til de ting, jeg omgiver mig med, og det, jeg bruger tid på, og af og til at genoverveje vaner og vurdere, om der er noget, jeg har lyst til at ændre på.«

Markus Wüstenberg:

»Før havde jeg virkelig mange ting, så mange, at jeg ikke anede, hvad der var i kasserne under sengen, eller på loftet eller i skabene, det ved jeg nu. Det giver mig frihed, at der er færre ting, jeg skal forholde mig til, og rent praktisk færre ting at skulle støve af, hvilket igen giver mig tid.«

Markus Wüstenberg:

»Jeg har også ryddet ud i min kalender, for jeg er blevet meget mere bevidst om, hvad jeg bruger min tid til. Lige nu har jeg droppet mit kæmpe facebookforbrug, og jeg har helt droppet nyhedssites, fordi jeg synes, at jeg bliver fyldt med så meget overflødigt. Nu bruger jeg tiden på det, jeg værdsætter mest, min kæreste og mine venner og på at rode med synthesizere og diverse lydmaskiner, læse og lave ingenting.«