5 mænd ser sig selv i spejlet og fortæller, hvad deres udseende betyder for dem

Jonas er tatoveret over det hele: »Jeg er nok lidt pyntesyg«

»Man kan ikke se det på mig, men jeg hader at blive tatoveret. Jeg synes, at det gør pisseondt, og jeg skaber mig som regel ret meget, mens det står på, så jeg presser altid min tatovør-kollega til at skynde sig. Det gør lige lidt ekstra ondt - men i kortere tid. Mit udseende betyder rigtig meget for mig. Jeg kan sagtens bruge en time på at prøve 8 forskellige skjorter, før jeg kommer ud af døren, så jeg kommer altid for sent. Altid. Men jeg vil helst se så godt ud som muligt, så jeg kan blive helt mærkelig, hvis jeg ikke synes, det fungerer.

Min kæreste skynder altid på mig, hvis vi skal noget sammen, fordi det tager mig helt vildt lang tid at blive færdig. Det må være forfængelighed, tænker jeg. Man er jo også lidt pyntesyg, når man vælger at tatovere sig. Altså selvom jeg gør det for min egen skyld, så gør man det jo også for, at andre kan se det. Bare kig på dem, der får skrevet noget – et navn eller en sætning. Deres tatovering vender som regel, så andre kan læse det. Min første tatovering var en tiger på min venstre underarm. Egentlig ville jeg gerne have haft en panter, men det kunne tatovøren ikke finde ud af at lave, så det blev en tiger i stedet. På det tidspunkt ville jeg bare gerne have mange tatoveringer, så det skulle gå lidt stærkt. I dag har jeg ingen anelse om, hvor mange tatoveringer jeg har. Det ville nok også være ret svært at tælle efter, fordi mange af dem ligger ind over hinanden og nogle steder i 4-5 lag.

Folk kigger. Og jeg kan også sagtens høre folk tale om mig, når de går forbi på gaden. Jeg er egentlig ret ligeglad. Jeg kigger jo også selv, hvis nogen har en vild frisure eller sådan noget, men jeg kunne aldrig drømme om at pege fingre ad dem eller snakke højt om det. Jeg har nok brugt maksimum 5 minutter på at beslutte de fleste af mine tatoveringer, men nu kan jeg godt bruge lidt længere tid. Det skal føles rigtigt, og jeg har jo heller ikke så meget plads tilbage længere. Da jeg var yngre, ville jeg bare gerne have mange tatoveringer så hurtigt som muligt, fordi jeg syntes, det så herresejt ud. Og jeg synes stadig, det ser megasejt ud.«

Ravi lægger makeup hver dag: »Jeg føler mig ikke ovenpå uden det«

»Jeg starter med en concealer under øjnene for at fjerne de sorte rander og lidt pletter, hvis jeg har det. Derefter tegner jeg bryn op – og efter det, bruger jeg foundation, hvis det er nødvendigt. Sammenlagt tager det nok en halv times tid. Nogle gange bruger jeg også bronzer til at fremhæve kindben og skabe lidt mere facon i ansigtet.

Jeg har lært det sådan lidt hen ad vejen. For eksempel, hvis jeg har googlet »sorte rander under øjnene«, så har jeg læst lidt om, hvad der kan gøres. Efterfølgende har jeg spurgt mine veninder om forskellige tips til produkter. Det er vigtigt for mig, at det kan holde hele dagen, og jeg skal helst ikke kunne mærke, at jeg har noget på, men bare vide, at det sidder der og er med til at understrege min udstråling.

Som 15-årig havde jeg ret mange bumser, så begyndte jeg at bruge forskellige ansigtsprodukter. Jeg købte en en dagcreme med farve. Det var det første, jeg eksperimenterede med. Det har så ud­viklet sig til i dag, hvor jeg har mange forskellige produkter. Det giver noget selvtillid. Det er nok grundlaget for, at jeg bruger makeup. For at se anstændig ud. Jeg ville ikke føle, mig ovenpå på samme måde, hvis jeg ikke havde noget på. Jeg har da også prøvet en sjælden gang imellem, at jeg ikke har nået det, og så føler jeg mig slidt – ikke så­dan, at min dag er ødelagt, men jeg ved, at jeg ville se bedre ud, hvis jeg havde noget på. Så jo, jeg er lidt forfængelig, men nok ikke så meget, som folk vil tror, når de hører, at jeg bruger makeup.

Hvis vi er nogle stykker, som mødes for at gå i byen, så er det altid mig, der bruger længst tid, før jeg er klar. Både på at gå i bad, på at finde det rigtige tøj og så makeup til sidst. Nogle gange står de andre klar og venter og så får jeg lige øje på noget i spejlet på vej ud, der lige skal fikses. Og så ender vi med at misse bussen.«

Kim har fuldskæg på over en meter: »Det kan nemt tage en time, før jeg er klar til at gå ud«

»Der er mange, der taler til mit skæg i stedet for til mig. Det er nok ligesom, når mænd taler med en pige med store bryster og ikke helt kan finde ud af at se hende i øjnene. Så­dan har jeg det med mit skæg. Der er sågar folk, der vælter på cyklen, når de kører forbi mig, fordi de kommer til at kig­ge på mit skæg. Og jeg ved godt, at der er folk, som synes, jeg er dybt mærkelig, og at det ligner, jeg ved ikke hvad. Men det generer mig ikke.

Jeg er vildt forfængelig. Det synes jeg, man skal være, når man har så langt et skæg. Det skal være klædeligt, og det synes jeg, det er. Jeg bruger rigtig meget tid på at pleje det for ikke at blive usoigneret. Generelt tæn­ker jeg meget over mit udseende, og hvad jeg har på – og jeg kunne aldrig finde på at tage ned og handle uden at have ordnet skæg først. Det skal vaskes, have hårkur og børstes igennem, inden jeg skal nogle steder. Det kan nemt tage en time, før jeg er klar – og når jeg så kommer herned i salonen, får det lige den sidste finish, hvor jeg børster det igennem med to forskellige børster og giver det olie og sætter elastikker i – og så går der hurtigt et kvarter til. Jeg klipper også lige spidserne i bunden en gang imellem.

Alt efter hvad jeg har fået at spise, vasker jeg det fem gange om ugen – man kan jo ikke rigtig undgå at ramme – især over­skægget. Inden jeg går i seng om aftenen, sætter jeg elastikker i, ruller det op og putter det ind under T-shirten, jeg sover i. El­lers kommer jeg til at ligge på det. Så jo, det kræver sit arbejde at have så langt et skæg. Både fysisk og psykisk. Jeg har siddet fast i skydedøre. Der har været ild i det fra havegrillen og gas­komfuret. Og jeg har væltet alle kurvene oppe i Irma, fordi det sad fast. Men det er det værd. Jeg kan godt lide mit skæg.«

Per fik frisuren tilbage: »Det er bare fedt at kunne få lov til at sætte sit hår«

»Da jeg var omkring 35, begyndte jeg at miste mit hår i fronten. Og lige efter min 49-års fødselsdag følte jeg ikke, at jeg kunne genkende mig selv længere. Jeg var simpelthen så ked af det. Alligevel følte jeg, at det var forkert at få lavet en hårtransplantation. Jeg følte, at det var lidt fimset. Det var ikke sådan noget, mænd gjorde, men til sidst var jeg ærlig talt så ked af mit eget spejlbillede, at jeg tænkte nej fandeme nej, nu vil jeg have det lavet. Det var et spørgsmål om at være glad eller ej.

Jeg fik sat 2300 hår oppe i fronten, som de tog omme fra baghovedet. Efterfølgende har jeg fået sat 1800 flere hår for at gøre det lidt mere fyldigt. Og om 8 dage skal jeg hen på klinikken igen og have sat 2000 hår i for at dække en begyndende måne.

Især mænd ved ikke altid, hvordan de skal reagere på det, og så ender det med sådan noget skurvognshumor og platte kommentarer. Det er helt o.k., og jeg spiller da også selv med på den. Jeg har kun mødt ganske få, som synes, det er for meget. På et tidspunkt var der en, som troede, jeg var bøsse, fordi jeg havde fået en hårtransplantation. Men det viser jo bare, at hans opfattelse af tingene er forkert.

Jeg er så sindssygt glad for at have fået det lavet. Når jeg står op om morgenen og kan få lov til at sætte det, ja, det er bare fedt at kunne stå foran spejlet og få lov til at sætte sit hår. Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg siger også til andre, at hvis de har en tvivl om, hvad folk vil sige, så bare gør det. Og så skal det siges, at min egen beslutning blev så meget nemmere efter jeg havde haft en konsultation med lægen fra Poseidon klinikken, som gav mig tillid til at det ville blive godt.

Mit udseende betyder rigtig meget for mig. Det er fedt, at man kan se, når folk bekymrer sig om deres udseende. Jeg kan godt lide pænt tøj og følger med tiden. Jeg trives bare godt i et miljø, der er pænt og ordentligt. Jeg tror nok bare, at jeg forbinder det at være forfængelig med at være lidt fimset – og det synes jeg ikke, jeg er. Jeg kan bare godt lide, når tingene er præsentable.«

Kasper fik Botox og kunne kende sig selv igen: »Pludselig så jeg meget friskere ud«

»Jeg undersøgte det igennem 3-4 måneder. Altså så­dan: Er det nu noget, man gør? Og jeg havde da nogle tanker om, hvad folk ville mene om det. På det tidspunkt var jeg stadig i tømrerfaget, men mine kolleger var meget accepterende. Der var ikke nogen negativ snak – højst nogen, der var lidt overraskede over, at det kunne lade sig gøre.

Furerne ved mine mundvige var så dybe, at de fik mig til at se så grov og arrig ud, synes jeg. Det passede slet ikke til min personlighed, så der fik jeg det, der hedder Restylane, sprøjtet ind. Jeg fik også et par prik med noget Botox i pan­den for at tage de dybeste rynker. Det er næsten to år siden nu, og rynkerne er kommet lidt tilbage, men det var meget værre førhen. Behandlingen aftager jo med tiden – både Botox og Restylane. Men det har virkelig holdt godt, synes jeg. Det gjorde mig gladere – især i starten. Pludselig så jeg bare meget fri­skere ud, og det gjorde, at jeg sådan pr. automatik blev gladere. Men det har jo ikke fuldstændig ændret mit liv.

Du skal ikke komme til mig og sige, at du ikke synes, det er rart at tage noget pænt tøj på og sætte dit hår og være pæn, hvis du skal til et eller andet. Sådan tror jeg, alle mænd har det. Vi vil jo også gerne have, at vores kvinder plejer deres hud og tager sminke på, sætter deres hår og træner og sådan nogle ting. Så det er helt o.k., at der bliver stillet krav den anden vej. Man behøver jo ikke at være sådan en sjoskerøv, der har givet op over for sig selv.

Det er ikke, fordi jeg har noget imod, at jeg får de rynker, jeg får, qua den alder jeg har, men jeg har arbejdet hårdt og slidt i det, så jeg har gjort lidt ekstra, for at det ikke tager så hårdt på udseendet. Jeg vil gerne se lidt frisk ud. Det er jo nok forfængelighed, men det er der så meget, der er. Jeg går jo også til frisøren en gang imellem eller tager på charterferie og ligger nede ved poolen og får lidt farve. Hvis det er forfængelighed, ja, så er jeg nok forfængelig.«