Virus i kroppen: Hvilken medicin må jeg tage, og hvordan bliver jeg hurtigst muligt rask

Døjer du med hovedpine, ondt i halsen og ledsmerter, som resultat af en virusinfektion, så hold dig til den ”milde” smertestillende håndkøbsmedicinmedicin med paracetamol, og bliv så ellers hjemme og slap af, til virussen er ude af kroppen. Der findes ingen mirakelkur.
Tekop med en halv citron ved siden af

Når hosten er på sit højeste og halsen brænder, kan det være fristende at forsøge sig med diverse hostemidler, sugetabletter og bolsjer. Men det har ingen dokumenteret effekt.  

Hold dig til mild smertestillende medicin

En almindelig virusinfektion kan være udmarvende og gøre ubehageligt ondt. Heldigvis kan du lindre ømhed, ubehag og eventuel feber med smertestillende håndkøbsmedicin. Men du bør som udgangspunkt holde dig til piller, hvor paracetamol er det virkende stof – det gælder eksempelvis Panodil, Pamol og Pinex.

Det siger professor ved Klinisk Farmakologi og Farmaci på Syddansk Universitet, Anton Pottegård. Det betyder, du skal være varsom med at tage lægemidler som f.eks. Ipren, dvs. lægemidler, hvor det virksomme stof hedder ibuprofen.

»Man skal som udgangspunkt lade være med at tage Ipren, hvis man har lette smerter eller feber, som man gerne vil have slået ned med medicin. Det er uanset, om smerterne er forårsaget af en virus eller har en anden årsag.«

Antibiotika virker ikke mod virus

Infektioner og betændelse forårsaget af virus kan ikke bekæmpes med antibiotika. Antibiotika er kun virksomt, når det er bakterier, der er skyld i miseren.

Ibuprofen har flere bivirkninger

Rådet om at være varsom med ibuprofen gælder altså ikke virusinfektioner specifikt, men alle typer lette smerter og ubehag. Ibuprofen har nemlig langt mere alvorlige bivirkninger end paracetamol. Eksempler herpå er irritation af slimhinde i maven, mavesår, hjerte-kar-bivirkninger og nyrepåvirkning.

Kan Ibuprofen forværre Corona?

Både i pressen og på sociale medier har der været fremsat mistanke om, at Ibuprofen kan forværre tilstanden hos personer smittet med coronavirus. Det er der dog ikke noget videnskabeligt belæg for, siger Anton Pottegård. Alligevel er han på bestilling fra Lægemiddelstyrelsen sammen med kolleger fra Syddansk Universitet og Aarhus Universitet i disse dage i gang med at undersøge, hvordan blandt andet Ibuprofen virker på personer med alvorlig lungebetændelse forårsaget af virus, f.eks. influenza.

Læs mere i denne artikel på tjekdet.dk

Ibuprofen kan overvejes, hvis paracetamol ikke er nok

På den anden side skal man ikke være nervøs for at tage en Ipren, hvis man ellers er sund og rask, siger Anton Pottegård.

»Hvis man ikke har tilstrækkelig effekt af piller med paracetamol, vil jeg ikke være bekymret for, at man supplerer med ibuprofen i form af Ipren, men det bør, som myndighederne anbefaler, være i lavest mulige doser og i kortest mulig tid.«

Det vil dog sjældent være nødvendigt i forbindelse med en virusinfektion, og føler man, at man har brug for noget stærkere end de ”milde” smertestillende piller, så bør man kontakte sin læge, vurderer han.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Før du tager smertestillende medicin

Husk altid at læse indlægssedlen grundigt eller følg din lægens anvisninger.

Sugetabletter og hostesaft har ingen effekt 

Når hosten er på sit højeste og halsen brænder, kan det være fristende at forsøge sig med diverse hostemidler, sugetabletter og bolsjer. Noget af det smager udmærket, men det har absolut ingen dokumenteret effekt i forhold til at lindre symptomerne, fastslår Anton Pottegård. Det kan dog give en oplevelse af, at man i det mindste gør noget aktivt for at stå imod influenzaen, og i så fald skal man endelig ikke holde sig tilbage. 

Hvad kan jeg ellers gøre?

  • Bliv hjemme og slap af
  • Sørg for hverken at have det for varmt eller for koldt
  • Drik rigeligt med væske - varme drikke kan lindre i halsen. Som hovedregel har du brug for cirka en halv gang mere at drikke, end du plejer at få
  • Spis næringsrig mad. Især hvis din influenza har varet længere end 3 døgn
  • Luft ud i værelset, hvor du opholder dig - mindst 3 gange 5 minutter i døgnet.
  • Hold en god hygiejne. Husk at vaske hænder tit og hver gang, du har pudset næse. Nys i ærmet, og læg de brugte papirlommetørklæder i en lukket plasticpose.

Informationen i artiklen var gældende på udgivelsestidspunktet. Vi gør det bedste, vi kan, for at holde artiklerne opdaterede. For opdateret information fra myndighederne, besøg altid: coronasmitte.dk

Læs mere om