Redaktionen anbefaler






Rugbrød kan indeholde E 471, der er fremstillet af fedtsyrer. Fedtsyrerne kan stamme fra køer eller svin.
46 E-numre blandt E-nummerlistens flere hundrede numre er uønskede blandt muslimer, veganere og vegetarer.
Mange fødevarer indeholder tilsætningsstoffer, der kan være af animalsk oprindelse.
Økologiske færdigproducerede varer er en nem genvej til mad næsten uden tilsætningsstoffer, der kan have animalsk oprindelse.
Her skal man kun kigge efter (E 422) glycerol, som i økologien er eneste tilladte tilsætningsstof, der kan være baseret på dyr, for eksempel svin. Det bruges blandt andet som konsistensmiddel i fødevarer.
Hvedebrød og rugbrød kan indeholde E 471.
Det er mono- og diglycerider af fedtsyrer, der forhindrer, at brødet bliver tørt. Fedtsyrerne kan stamme fra både planter og dyr, for eksempel svin, og producenten har ikke pligt til at fortælle, om plante- eller dyrefedt er blevet brugt.
Derfor er E 471 på listen over E-numre, der er uønskede for muslimer, veganere og vegetarer. Det samme gælder for E 472, som anvendes i blandt andet is og margarine.
Coop gør en undtagelse for E 471 og E 472. Selv om det ikke er lovpligtigt, angiver Coop oprindelsen af de 2 stoffer på alle varer, der er ”Egne Mærker”, og Coop har et generelt krav om, at hvis et vegetabilsk produkt indeholder tilsætningsstoffer, skal tilsætningsstofferne så vidt muligt være af vegetabilsk oprindelse, og det skal være angivet i indholdsdeklarationen, så der ikke er nogen tvivl.
Rød farve fra E 120 undgås af både veganere, nogle vegetarer, muslimer og jøder. Stoffet hedder også carminer.
Carminer gør pølser og læbestifter røde. Det udtrækkes af rygskjoldet fra røde skjoldlus, som lever på kaktusplanter i Mellem- og Sydamerika. Aztekerne i Mexico brugte metoden 700 år før vores tidsregning til farvning af tøj, og farvestoffet blev bragt til Europa i 1500-tallet.
Gelatine giver den geleagtige konsistens i slik og desserter. Det er et stof, muslimer, vegetarer og veganere tjekker efter på ingredienslisterne. Det stammer oftest fra okser og svins huder og knogler, og det fremgår ikke af ingredienslisten, om der er brugt kalv eller svin. Derfor undgår blandt andre muslimer fødevarer med gelatine.
Gelatine har ikke noget E-nummer. Gelatine har været brugt i madvarer gennem århundreder, derfor har det status som fødevareingrediens, ikke tilsætningsstof eller E-nummer.
Gelatine bliver i stigende grad erstattet af for eksempel tang.
Samvirke har sammensat en bruttoliste over E-numre af animalsk oprindelse, der vises af Fødevarestyrelsen og E-nummerbogen. Der er stort sammenfald, men Fødevarestyrelsen undlader for eksempel at vise E 120 Carminer, et farvestof, der fremstilles af skjoldlus, mens E-nummerbogen ikke har medtaget E 1517 og E 1518. Det er Glyceryldiacetat (diacetin) og Glyceryltriacetat (triacetin), forbindelser mellem eddikesyre og glycerol, hvor glycerol kan være fremstillet af fedt fra dyr.
Her er alle taget med:
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10