el

Sådan skifter du elleverandør

Du kan spare op til 1800 kroner om året ved at skifte til den billigste elleverandør. Det viser beregninger fra Forsyningstilsynet og Bolius har foretaget. Det er nemt og hurtigt at skifte – Samvirke viser dig, hvordan.

Du kan selv vælge, hvem der skal levere strøm til dine stikkontakter. Alt efter dit elforbrug kan der være mellem 90 og 1800 kroner at spare på den årlige elregning.

Spar op til 1800 kroner om året ved at vælge den billigste leverandør

Strøm kommer ud af kontakten – helt uden, du tænker over det. Og elregningen betaler du sikkert uden at spørge om prisen, men der kan være god grund til at se på, om du har den rette elleverandør.

En beregning, Forsyningstilsynet har foretaget i 2018 viser, at en gennemsnitlig dansk husholdning kunne spare mellem 90 og 780 kroner på den årlige elregning ved at vælge den billigste leverandør - og beregninger fra Videnscenteret Bolius opgør gevinsten til op mod 1800 kroner årligt, hvis du har et forbrug på 4000 kwh.

Hvordan skifter jeg elselskab/får ny elleverandør?

Du skal selv kontakte det elselskab, som du gerne vil købe strøm ved. På hjemmesiden elpris.dk kan du ved at indtaste dit postnummer få en oversigt over, hvem du kan købe elektricitet fra i dit område.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvilken slags strøm kan jeg vælge?

På markedet findes allerede rigtigt mange forskellige selskaber, som har forskellige former for el, du kan vælge. Nogle tilbyder strøm fra vindmøller, nogle tilbyder strøm, hvor du støtter energiopbygning i den 3. verden. Andre konkurrerer på prisen med standardprodukter. Der kan typisk være op til 300 forskellige produkter at vælge mellem.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Tager det lang tid at skifte leverandør?

Nej. Har du oplysninger om blandt andet dit målernummer klar, kan du skifte leverandør på under 3 minutter. Forbered dig ved at finde den seneste regning fra dit nuværende elselskab samt finde nummeret på din elmåler, nummeret står formentlig på forsiden eller siden af måleren.

Får jeg så 2 regninger fremover?

Nej. Selvom den el, du selv kan vælge, kun udgør en del af den samlede elregning, får du kun 1 elregning fremover. For 5-10 år siden, da der kom konkurrencen på levering af el, kunne man komme ud for, at man fik én regning fra elselskabet og én regning fra forsyningsselskabet. Nu får du kun én regning.

Hvad er forskellen på fastpris-el og el med fri pris?

Prisen på strøm svinger meget over ugen – endda over den enkelte dag. Mængden af vind og mængden af vand i norske elve har indflydelse på, hvad det koster at producere strøm. Det samme har efterspørgslen i andre lande. Hvis du vælger el, der afregnes efter »fri pris«, kan du opleve udsving i elprisen.

Vælger du derimod fastpris-el, får du el til samme pris gennem hele den periode, du og elselskabet har aftalt. Det betyder, at du både kan vinde og tabe i forhold til, hvis du havde valgt »fri pris«. Fastpris-el giver dog en sikkerhed for prisen.

Hvad hvis jeg ikke skifter?

Du får stadig strøm ud af kontakten, selv hvis du ikke foretager dig noget. Du får fortsat strøm fra det elselskab, som hele tiden har leveret strøm til dig. Flytter til et nyt hus eller ny lejlighed, får du fremover strøm fra det selskab, som har vundet forsyningspligten i området.

Vinderen af forsyningspligten er fundet ved en auktion, hvor interesserede elselskaber har konkurreret om at kunne levere strøm billigst muligt.

Kilder: Energitilsynet, borger.dk og Jette Miller, vicedirektør, natur-energi.dk.

Artiklen blev bragt 1. gang i 2013. Artiklen er blevet opdateret med nye oplysninger og links i 2020.

Læs mere om