Sådan binder du knob
Råbåndsknob
Råbåndsknobet er den oprindelige, og rigtige, udgave af kællingeknuden. Det er let at binde og løsne igen.
- Bind en enkelt knude med den højre ende af rebet øverst, over rebet fra venstre, ligesom når du binder snørebånd.
- Bind endnu en knude, omvendt af den første, igen med det højre reb øverst, så hvert reb danner en åben løkke rundt om det andet reb. Bindes den anden knude ikke rigtigt, bliver knobet til en kællingeknude.
Råbåndsknobet kan bruges til at binde to stykker lige tyk snor sammen. Det kan også bruges til at lukke ting som pakker, sække eller din trøje, hvis du tager den om livet. Brug knobet, når du binder dine snørebånd, inden du laver sløjfen, så dine sko ikke går op.
Flagknob
Flagknobet minder om råbåndsknobet i udseende og funktion, men bruges til at binde reb af forskellige tykkelser og teksturer sammen.
- Fold det ene reb nær enden, så det danner en åben løkke.
- Tag det andet reb, og før det op gennem løkken, henover den ene del af løkken, ned under de to ender af den åbne løkke og op igen.
- Nu føres enden af rebet ind over løkken og under sig selv, inden det strammes.
Knobet kan binde to stykker snor, som ikke er lige tykke eller fleksible, sammen. Knobet er blandt andet praktisk at bruge, hvis man skal binde et reb sammen med en metalwire.
Ottetalsknob
Ottetalsknobet er et stopknob, som kan bremse et rebs gennemløb, så det ikke løber ud gennem et hul eller øje.
- Lav en løkke ved at føre rebet under sig selv.
- Lav endnu en løkke modsat den første ved at føre enden hen over rebet.
- Før nu enden ned under rebet og op gennem den første løkke og stram til.
Knobet kan bindes alle steder på rebet, både på midten og i enden. Knobet kan bruges som stopknob på en snor i hætten på en jakke eller trøje, så snoren ikke forsvinder ind i hætten. På samme måde kan det bruges på et reb, så det ikke løber gennem huller eller ud af blokke, karabinhager og lignende genstande, som rebet løber igennem.
Dobbelt halvstik
Dobbelt halvstik bruges til midlertidig fastgørelse af noget, som let skal kunne løses igen. Det er et rigtigt godt stik i kombination med et pælestik, som kan låse dobbelt halvstik, så det ikke kan glide op.
- Før rebet rundt om elementet med enden af rebet nederst under den lange ende af rebet.
- Nu fører du den korte ende op over den lange og endnu en gang rundt om genstanden, ind under sig selv og strammer stikket.
Knobet kan strammes om emner som kroge og pæle, og et dobbelt halvstik er derfor godt at bruge til for eksempel at spænde ting midlertidigt fast på en trailer som forberedelse til en tur på genbrugspladsen.
Pælestik
Pælestikket er en fast løkke, der bindes på enden af rebet. Et pælestik går ikke op af sig selv og behøver ikke bindes om noget, men forbliver en løkke trods belastning. Løkken kan ikke strammes, når først den er bundet, men stikket er let at løsne igen.
- Lav en lille løkke nær, men ikke for nær, enden af rebet.
- Før rebets ende op gennem den lille løkke, så der dannes en ny, større løkke.
- Før derefter den korte ende af rebet rundet om den lange ende af rebet og ned gennem den lille løkke igen uden at stramme til.
- Juster den store løkkes størrelse efter behov, og stram stikket til.
Pælestikket kan bruges til fortøjninger af både, til at hænge en gynge eller hængekøje op i et træ eller lave en sikker, fast løkke, som ikke ændrer størrelse til at hænge alverdens ting op i.