Madspild: 5 råd du måske slet ikke kendte
Kun 3 timer ude af køleskabet
Bakterier trives overvejende bedst mellem 20 og 40 grader. En tommelfingerregel siger, at antallet af bakterier fordobles hvert 20. minut. Omvendt går de fleste bakterier i dvale, når madens temperatur er under 5 grader, ligesom de fleste bakterier dør, når mad varmes op over 75 grader, fortæller Astrid Fredsted, der underviser blandt andet kokke, køkkenpersonale og andre, der håndterer fødevarer, i fødevarehygiejne på AMU Nordjylland:
»Lunken mad er farlig mad. Du skal sørge for, at mad enten bliver varmet helt op over 75 grader, eller du skal holde maden kølet under 5 grader, hvor bakterierne går i dvale.«
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man køler sin mad ned til 5 grader eller mindre på under 3 timer, hvis man vil sikre lang holdbarhed og mindske risikoen for at blive syg af maden. De 3 timer kan man bruge som en rettesnor, når det gælder om at mindske madspild, siger Astrid Fredsted:
»Tænk på, hvor mange gange pålægget kommer ind og ud af køleskabet. Hvis nu spegepølsen står på spisebordet i en time begge dage i weekenden, hvor familien spiser frokost, har den været uden for køleskabet i 2 timer allerede. Hvis den så også er ude 15 minutter, hvor man lige smører madpakker om aftenen, når man hurtigt over 3 timer ved stuetemperatur.«
De 3 timer skal tænkes som et samlet regnestykke i hele en madvares liv.
Astrid Fredsted giver derfor 5 gode råd, du kan bruge til at mindske madspild:
1: Del leverpostejen op
Når du kommer hjem med leverpostej og andet pålæg, kan du med fordel dele det op i mindre stykker eller pakker. Tag kun den samme del ud af køleskabet hver gang, indtil den er spist. Så tæller de 3 timer kun for en del af leverpostejen.
Du kan bruge samme råd til pålæg: Del pakken op og tag kun en del ind og ud, når du spiser frokost eller klarer madpakkerne til næste dag.
2: Skynd dig hjem
Turen hjem fra supermarkedet tæller også med i de 3 timer, mad kan klare ikke at være på køl. Handler du på vej hjem fra arbejde, så kan du med fordel købe ind tæt på, hvor du bor. Tag gerne en termopose eller en køletaske med i bilen - specielt på dage, hvor solen skinner og bilen bliver varm.
Skal du en tur i flere butikker eller rundt i et center, så sørg for at købe dagligvarerne som det sidste.
3: Brug køleelementet eller isterningbakken
Tager du pålæg eller andre kolde retter med ind på bordet, når du spiser selv eller har gæster til spisning, så sæt de kolde retter på et køleelement, så forlænger du holdbarheden. Har du ikke et køleelement, så stil maden på en isterningbakke. Synes du, køleelementet eller isterningbakken ser lidt trist ud, så pak dem ind i en fin serviet.
4: Pålægget kan nok holde lidt længere
På pålæg står oftest, at pålægget holder 3 eller 4 dage i køleskab efter åbning. Det er en god tommelfingerregel, men når producenterne skal udregne holdbarheden, tager de som oftest udgangspunkt i en gennemsnitlig forbruger, der måske er en anelse mindre påpasselig end dig.
Hvis du er skrap til at få pålæg hurtigt på køl, ikke bruger forurenet bestik eller har beskidte fingre, kan du formentlig godt spise pålægget et par dage længere. Brug altid din kritiske sans og næsen. Er pålægget vådt, klistret eller dufter anderledes, skal du aldrig spise det.
5: Genopvarm bare maden
I gamle dage sagde man, at mad kun kunne opvarmes én gang – og at mad kun kunne holde til en enkelt overnatning i køleskabet. Det er myter. Man har fundet ud af, at hvis du blot sørger for at varme maden op over 75 grader i nogle minutter, så kan man næsten sige, at du nulstiller holdbarheden. I hvert fald skal du endelig genopvarme maden alle de gange, du vil, så længe du sørger for, at temperaturen kommer ned under 5 grader på maksimalt 3 timer.
Investér i et stegetermometer, så du kan holde øje med, om maden når op over 75 grader.