Må børn få sødemiddel?
Sødemidler får skylden for alverdens lidelser
Ren gift eller en gave, hvis man vil spise sødt og spare på kalorierne? Sødemidler er et emne, som sætter sindene i kog. Især når det gælder børns kost. Det oplever diætist og kogebogsforfatter Anne W. Ravn i sin konsultation, og når hun holder foredrag:
”Sødemidler er øretævernes holdeplads og får skylden for alverdens lidelser. Det sker dog sjældent på et sagligt grundlag, men er baseret på følelser,” siger hun.
Forældre har romantiske forestillinger om rørsukker
Mange voksne har en romantisk forestilling om, at økologisk hyldeblomstsaft med rørsukker er helt i orden, hvorimod lightsodavand er den rene gift for børn. Men det kan være fint at erstatte sukker med sødemiddel en gang imellem. Især i familier, hvor børnenes kost og vægt kræver ekstra opmærksomhed, fastslår Anne W. Ravn.
Men både sukker og sødemidler skal nydes med måde, understreger diætisten:
”Mange børn får alt for meget sukker, og det er absolut ikke sundt for dem. Sukker er tomme kalorier, der kan blive til ekstra kilo på kroppen med konsekvenser for barnets sundhed og trivsel. Omvendt betyder det ikke, at mad og drikke med sødemidler er sunde. Sødemidler skal ikke bruges som en undskyldning for at lade børn drikke eller spise store mængder sødt, bare fordi det er en billigere omgang kaloriemæssigt. Så hellere servere en lille portion af den ægte vare.”
Godkendte sødemidler er vurderet som sikre
Sødemidler søder mad og drikke uden kalorier eller med langt færre kalorier end sukker. Nogle sødemidler er kunstige, mens andre er naturlige.
Aspartam, cyklamat, sukrin og stevia er blot et par af de navne, du kan støde på i sødemidlernes verden.
I Danmark må sødestoffer må kun anvendes, hvis de er godkendt i EU og bliver brugt efter reglerne for tilsætningsstoffer. Forud for godkendelsen af et sødestof bliver stoffet risikovurderet af den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA). Vurderingen omfatter også børns indtag af sødestoffet. Sødemidler på EU’s positivliste over godkendte tilsætningsstoffer vurderes at være sikre – både for børn og voksne – når de er anvendt efter reglerne. Det oplyser Fødevarestyrelsen.
Børn vænner sig til den søde smag og får trang til søde sager
Men ernæringsmæssigt er der gode grunde til at holde sødemidler ude af børns kost. Når børn får drikkevarer og mad med sødemidler, vænner de sig til den søde smag og får trang til søde sager. Det er uheldigt, fordi sunde kostvaner grundlægges i barndommen.
Desuden kan sodavand - sukkersødet eller tilsat sødemidler - komme til at erstatte andre sundere drikkevarer i børnenes kost, for eksempel vand og mælk.
Lightprodukter og andre sure drikke er heller ikke godt for tænderne, bemærker Fødevarestyrelsen.
Prøv med et festligt glas vand i stedet
Anne W. Ravn foreslår, at man i stedet for sodavand serverer vand med frosne bær eller stykker af frugt og grønt. Eller med sjov pynt, for eksempel paraplyer og sugerør. Flotte farverige glas kan også gøre det til en usødet fest at drikke postevand.