Hvilken juleøl skal du vælge?
Jacobsen Julebock - 6,5 %
Efter en lang tur i skoven vil denne julebuk give varme og velbehag. Den er en lidt mildere udgave af den klassiske tyske julebock med stor maltfylde, cremet skum og mørkebrun lød. I duften er der malt og karamel med et strejf af mørk chokolade og kaffe, smagen har sin egen sødme og sarte bitterhed. Man kan næsten forestille sig øl af denne type som årets højdepunkt i det gamle bondesamfund, men dengang var den nok ikke så ren og raffineret som nu.
God til: Medisterpølse, sylte og leverpostej.
Julefnug fra Thisted Bryghus - 5,8 %
Med sin livlige kulsyre, sympatiske maltfylde og beherskede humle er Julefnug en læskende ledsager til julefrokosten. Den brungyldne øl føles ikke tung, selv om den er lidt stærkere end en pilsner. Eftersmagen er behagelig og bereder munden til den næste godbid. Bryggeriet taler hemmelighedsfuldt om ”utraditionelle brygmetoder”, men den er alle tiders til den traditionelle julefrokost.
God til: Sild, fisk, pølse, leverpostej, æbleflæsk, ost – Julefnug er med hele vejen uden at blive for tung og påtrængende.
Fur Vulcano Julebryg - 6,2 %
Den mørke Bock med det luftige skum og den ravbrune farve dufter dejligt og byder sig til med sin runde fylde. Eftersmagen er tør, og man kunne overveje at servere den mellem fisk og flæsk som en slags pauseøl, der renser smagsløgene. Men den kan naturligvis klare hele julefrokosten.
God til:
Hvis julemiddagen på gammeldags manér starter med en portion risengrød med kanel og smørklat, vil den være helt vidunderlig og give en anderledes oplevelse end den søde og alkoholsvage juleøl, der ellers serveres til grød.
Rød Jul fra Svaneke Bryghus - 5,7 %
Den behagelige grundsødme gør den runde og rappe øl til en glimrende ledsager til julens retter med ypperlige nuancer af malt og humle.
Brygmester Jan Paul fra Svaneke Bryghus på Bornholm har forfinet Rød Jul med humlesorterne Hallertauer og Columbus.
Farven er rød som Rudolfs tud – man ser det klart, når den skænkes op.
God til: Sild, gris og ris.
Tongerlo – belgisk klosterbryg - 7 %
Bryggeriet Haacht præsenterer en ravfarvet ale med frugtig og krydret aroma med en behagelig bitter eftersmag. Den har eftergæret i flasken, så der kan være en anelse bundfald – som man sagtens kan drikke, men det skal man vente med til sidst for ikke at gøre helhedsindtrykket uklart. Hvis menuen er lidt mere utraditionel, vil Tongerlo passe godt.
God til: And.
Royal X-MAS hvidgran - 5,6 %
Nej, der er ikke gran i – det er etikettens motiv.
Med en styrke, der kun er lidt højere end i en pilsner, er den lettere at drikke.
Blid, blød og lidt sødlig med en fortræffelig humlebalance.
Brygget siden 1969.
God til: Fisk.
Royal X-MAS blågran - 5,6 %
Mørkere og mere ”kontant” end den hvide.
Den har fylde uden at være tung, og farven skyldes en anelse mørkristet karamelmalt. Måske er den lidt mere maskulin i sit væsen.
De to X-MAS fås på flaske og dåse.
God til: Leverpostej med svampe og bacon.
Braunstein økologisk juleøl - 6,0 %
Bryggeriet Braunstein i Køge har et pænt sortiment af økologisk øl.
I denne tid står der en lys og gylden julebryg med et fint og tæt skum på programmet. Der er ikke sparet på råvarerne.
Økologisk pilsnermalt og tre andre sorter går op i en højere enhed med tre slags økologisk humle. Til gengæld er den ikke tilsat forskellige julekrydderier, fordi den skal være ren i smagen og kunne klare julens fede mad.
Sælges i halvliterflasker.
God til: Flæskesteg.
Albani Rødhætte - 5,6 %
Lettere end Blålys, introduceret i 1987.
Farven er rødgylden, duften er blidt citrusagtig.
Smagen er sødmefyldt med en kort, rar bitter afrunding.
God til: Næsten al slags mad.
Albani Blålys - 7,0 %
Den så dagens eller rettere julens lys i 1960 og har siden glædet det publikum, der kan lide stærk juleøl.
Kraftig og fyldig og kan klare det hele fra fisk til flæsk.
God til: Den krydrede julemedister.
Journalist Jacob Ludvigsen, der står bag denne artikel, har skrevet om øl og spiritus i Euroman, ugemagasinet Focus og restaurantbladet Brygget Her. Har modtaget Dansk Brygmesterforenings jubilæumspris i 1999.
Jacobsen Golden Naked Christmas Ale - 7,5 %
I stedet for at undre sig over det lange engelske navn skal man fryde sig over denne velsignede ale. Ja, det er endda en dobbelt ale, fordi den er gæret 2 gange. Alt er overdådigt, der er jul for alle pengene i den mørkt gyldne og skumrige festøl, formet af bygmalt og havremalt, toppet op med en anelse sveskejuice og krydret med kanel og fennikel. Smagen er sødlig uden at være sukret, og duften er en hel julefest med strejf af citrus.
God til: Gås, and eller flæskesteg. Carlsbergs Jacobsens juleale er det oplagte alternativ til rødvinen.