Havredrikken hitter

Når danskerne drikker plantedrikke, er det havren, der er hot. Men samlet set udgør plantedrikke stadig kun en lille del af det samlede mælke- og plantedrikssalg

Havredrikken gjorde sit indtog på cafeerne i København

Har du droppet din vanlige caffe latte og erstattet mælken med havredrik? I kaffekredse har havren længe været populær og en naturlig del af cafeernes menukort. Siden 2010 er salget af havredrik og andre plantedrikke da også femdoblet i Danmark, fortæller Mette Steenberg, der er ekspert i forbrugervaner hos Coop Analyse. 

”Havredrikken gjorde sit indtog på cafeerne, og meget sigende er barista-havredrik en af de mest solgte varianter af plantedrik i Coops butikker. Det tyder på, at kaffen er det første sted, mange danskere stifter bekendtskab med plantedrikkene.”

Havredrikken er den mest populære af plantedrikkene, efterfulgt af mandeldrik, sojadrik og risdrik. Men hvad skyldes det stigende salg af drikke, der nok ligner mælk, men ikke kommer fra koen?

”Plantedrikke indeholder ikke laktose og er derfor et alternativ til dem, der lider af laktoseintolerans. Vi ser også et større udbud af plantedrikke med smag, så det nu er muligt at få for eksempel plantebaseret kakaodrik, og når tilgængeligheden bliver større, stiger salget også,” forklarer Mette Steenberg.

Klimabekymring får nogle til at elske havredrik

Bekymring for klimaet kan også være en grund til, at nogle forbrugere dropper komælken og vælger et grønnere alternativ. 

”Plantedrikke belaster klimaet mindre end komælk, så er man bekymret for klimaet, er et skifte til plantedrik et lille skridt, nogle forbrugere tager for at mindske deres egen klimapåvirkning,” siger Mette Steenberg. 

Selvom flere og flere således drikker plantedrik, udgør de mælkefri alternativer dog stadig kun i omegnen af 5 % af det samlede salg af mælk og plantedrikke.
 

73%

af den plantedrik, danskerne slubrer i sig, er havredrik. Soja står for 12 %, skarpt forforfulgt af mandeldrik med 10 %. Risdrik udgør 5 %.

Læs mere om