Guide: 10 af de bedste børnebøger

Mangler du det næste store hit til godnatlæsningen, eller savner dit store barn inspiration til en ny god selvlæsningsbog? Samvirke peger på 10 af de bedste børne- og ungdomsbøger til børn i forskellige aldersgrupper

Pernille Borgstrøm Hartfelt, som er børnelitteraturvælger og -formidler ved Københavns Biblioteker, arbejder til dagligt med at holde overblik over børne- og ungdomsbøger. Her er hendes bud på de 10 bedste, nyere børne- og ungdomsbøger til de yngste børn, de større børn og teenagerne. Bliv inspireret af bøger med genkendelighed, masser af humor og stof til eftertanke.

 

Til de yngste børn (1-7 år):

Til de yngste læsere er der hverdagshistorier, som børn og voksne kan genkende og spejle sig i og trække på smilebåndet ad.  

Vent lidt, Sille af Sofia Rådström

Beskrivelse: Det regner, og Sille vil hoppe i vandpytter. »Vent lidt, Sille,« siger far. Han synes, at Sille skal have bukser, trøje og regntøj på først. Men det synes Sille ikke…  (God fra 1-3 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler, fordi: »Der opstår situationer i bogen, som mange forældre til den børnegruppe nok kan nikke genkendende til. Det er den nære livsverden med oplevelser, der kan være både sjove og bøvlede at stå i som forælder. Desuden er teksterne rimet,  det gør det sjovere at læse op, giver en rytme og stimulerer sproget. Det gør, at man får en anden sprogoplevelse.«

 

Otto kan selv af Lars Daneskov 

Beskrivelse: Otto kan selv er tre sjove og genkendelige hverdagshistorier for alle drenge og piger i ”KAN SELV”-alderen.  Fyldt med børneleg, høj musik og pizzaer med yoghurt, bananer og vingummi. Når Otto vågner om morgenen, vil mor og far gerne sove lidt længere. Når far bager pizza, kommer han fisk på, som Otto hader. Når mor hører musik, synes Otto, at det larmer og lyder grimt. Men det gør ikke så meget – for heldigvis KAN Otto bare SELV både stå op, bage pizza og lave musik… (God fra 2-4 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler denne, fordi: Otto er klassiske hverdagshistoier med et selvstændigt barn, som kan selv. Det kommer der nogle sjove historier ud af. Det er en bog, der er god at være sammen om. Både forældre og barn får en oplevelse, de kan spejle sig i, og så er der også den her lune humor i historien.

Ælle bælle børnehave: historier om at gå i børnehave fra Gyldendal

Beskrivelse: Ælle Bælle Børnehave er spækket med gode børnehavehistorier. Fortællinger om at få en god ven, livet i en børnehave, at have en rigtig dårlig morgen, at være en af de store og om at blive hentet og skulle gå hele vejen hjem, også selvom man har fået en hudafskrabning på knæet. (God fra 3-6 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler denne, fordi: »Det er en super god samlebog med genkendelige historier og illustrationer om at gå i børnehave. Man kommer rundt om alt fra den helt ukomplicerede dag til den dumme dag i børnehaven, så der er lagt i kakkelovnen til nye, spændende samtaler mellem barn og forælder. Da bogen er en samling af allerede publicerede børnebøger, får man altså også en god smagsprøve på de bedste danske bogserier, f.eks. historierne om Alberte, Betty, Villads fra Valby, Magda, Kamma, osv.«

Karen begynder næsten i skole af Karen Vad Bruun 

Beskrivelse: Hvad sker der, når man stopper i børnehave? Er man stadig den samme, når alt andet forandrer sig? Og hvad gør man, når en anden pludselig er meget bedre til alt det, man selv plejer at være god til? Karen begynder næsten i skole er en bog om børnehaveliv, venskab og skoleparathed – og om at sige farvel til det trygge og finde sin plads i noget nyt. (God fra 5-7 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler, fordi: »Bogen handler om at være et af de store børn i børnehaven, som snart skal starte i skole. Det er en bog, der er let for barnet at spejle sig i, og som derfor kan fungere som en samtalestarter mellem barn og forælder. Den åbner altså op for snakken om det store skift og alle de store følelser, der opstår hos barnet i den forbindelse.«

 

 Til de større børn (7-13 år):

Til de lidt større børn, som begynder at læse selv, er der historier med action, humor og med flotte illustrationer samt fagbøger, der kan fascinere. Disse bøger kan også bruges som oplæsning.

Verdens 100 mest truede dyr af Sebastian Klein 

Beskrivelse: I Australien bliver der fældet så mange træer, at koalabjørnene bliver skilt fra hinanden og ikke kan leve sammen. I Afrika findes dværgflodhesten, som heller ikke har det nemt, fordi den bliver jagtet ulovligt. Sebastian Klein fortæller om de 100 dyr i verden, som er allermest truet. Men han fortæller også om projekter, der hjælper dyrene, og bagest i bogen kommer han med råd til, hvad du selv kan gøre for dyrs levesteder. Den vigtigste bog, Sebastian nogensinde har skrevet – siger han selv. (God fra 7-13 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler, fordi: »Det er en rigtig flot fagbog, hvor man lærer noget. Den dækker over flere målgrupper, fordi man både kan læse den højt for de lidt yngre, og de store kan læse den selv. Det særlige ved denne her bog er, at han åbner op for snakken om truede dyrearter, hvor han kommer med nogle gode råd til, hvordan man selv kan hjælpe dyrene. Bogen vækker nysgerrighed, undren og giver stof til eftertanke hos barnet.«

Hvad fanden er et bandeord? Af Thomas Brunstrøm 

Bogen om alle de grimme ord, du ikke må sige.

Beskrivelse: En bog om alle de grimmeste, grummeste og værste ord, du kan forestille dig. Her er alt, du skal vide om bandeord, skældsord og forbudte tegn. Læs blandt andet om bandeordenes historie, de mest brugte bandeord og udtryk og bandeord i andre lande. Og så lærer du endda, hvordan du selv opfinder dine helt egne bandeord! (God fra 7-13 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler, fordi: »Den handler om alle de ord, man ikke må sige, og det er jo sjovt, når noget er lidt forbudt. Den skaber en sproglig nysgerrighed. Det er en god bog at være sammen om, grine og blive klogere af. Man lærer både om gamle og nye bandeord. Hvad er det for nogle bandeord, bedstemor og bedstefar bruger? Og bander aber på tegnsprog? Det er underholdende faglitteratur, hvor humoren i sproget er i højsædet.«

Briana – Orkerne angriber af Beni Bødker 

Beskrivelse: Briana er på sin første jagt. Det er nu, hun skal vise, hvad hun dur til. Det er spyddets prøve. Men hun er ikke den eneste, der er på jagt i skoven. Mørket gemmer på mange farer, og den værste af dem alle er orkerne. (God fra 8-10 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler, fordi: »Det er en seriebog, der er god, når barnet har knækket koden til selvlæsning og gerne vil øve sig i at læse. Den fanger barnet ind med en flot forside og vildt flotte illustrationer. Den har blot 50 sider, hvilket virker overskueligt for barnet, og så fastholder den barnet i læsningen, fordi man bliver taget med på et super spændende eventyr. Den kan også fungere som højtlæsning for de børn, som endnu ikke selv er begyndt at læse.«

Mogens og Mahdi – Seriøst!!! Af Kim Fupz Aakeson 

Beskrivelse: Mogens og Mahdi er en prisbelønnet og anmelderrost tegneserie om to gode venner. Og denne gang er hormonerne begyndt at rulle, og det er ikke altid let at forstå, hvad der sker, når Asta er i nærheden. Kan venskabet holde til både klassefester, luciaoptog og overnatning med gyserfilm? (God fra 10-14 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler, fordi: »Det er en vildt fed tegneserie med en masse gode grin og genkendelighed for målgruppen. Den er god til dem, der lige er blevet teenagere eller er lidt pre-teenagere, og dem, som måske ikke normalt gider læse. De kan godt lige overskue det, når de møder Mogens og Mahdi, fordi den er så ligetil. Der er pinlige forældre, problemer med at snakke med piger, sjove situationer og masser af humor. De er et super makkerpar, som lærer en masse af hinanden.«

Denne bog kan også bruges under næste kategori: Altså til de største børn.

 

Til de største børn (13-16 år):

Til de største er der romaner og tegneserier, der med hjertevarme og humor taler ind i vigtige temaer som identitet, følelser, ungdomsliv, venskab, kærlighed og forelskelse.

Den kroniske kyssesyge af Glenn Ringtved 

Beskrivelse: Mød Ida: en kaotisk, dramatisk og temmelig bandende 15-årig, der har det lige så hårdt som de fleste andre teenagere. Eller måske faktisk ret meget værre. Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun udbreder sig om sit elendige teenageliv og alle de håbløse mennesker, hun er tvunget til at forholde sig til, herunder hendes mor og hendes stedfar Jørn. (God fra 13-16 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler, fordi: »Den indkapsler teenagelivets store dramaer i de små situationer. De store følelser, man oplever, når man er teenager. Når noget er vidunderligt, flyver man på en sky af lykke, og omvendt, når noget er forfærdeligt, så er jorden lige ved at gå under. Det er fortalt på en kærlig og humoristisk måde, som gør, at teenageren kan spejle sig selv i følelserne og situationerne.«

Heartstopper: Bog 1 af Alice Oseman

Beskrivelse: Heartstopper er en kærlighedshistorie om den første store, forvirrende og altopslugende kærlighed. Her er det tilfældigvis ikke dreng møder pige, men dreng møder dreng. Nick og Charlie går på samme skole, men de møder først hinanden, da en lærer placerer dem ved samme bord. De bliver hurtigt venner, og Charlie falder for Nick, selvom han ikke tror, at han har en chance. Men kærligheden har det med selv at finde vej, og Nick er mere interesseret i Charlie, end nogen af dem havde troet. (God fra 14-16 år)

Pernille Borgstrøm Hartfelt anbefaler, fordi: »Det er ungdomstemaerne, der er på spil. Den handler om forelskelse, følelser, identitet: Hvem er jeg? Den handler om mødet med de ukendte følelser og den første store kærlighed som homoseksuel fortalt på en enkel, fin og hjertevarm måde. Den kommer tæt på de refleksioner, der er forbundet med at acceptere sin egen seksualitet og identitet. Den appellerer til at gøre kasserne, vi putter hinanden i, lidt større. Desuden er det en tegneserie med fine illustrationer, som gør den overskuelig for læseren.«

Læs mere om