Førstehjælp: Hvis din hund eller kat får hedeslag
Hedeslag kan ramme hele året
Hedeslag er ikke kun noget, der rammer på de varme sommerdage. Et lukket rum, hvor solens stråler rammer, kan blive meget varmt – også når kalenderen siger forår, efterår og vinter.
En lukket bil bliver hurtigt varm som en bageovn, men også udestuer, drivhuse og mindre rum, hvor ventilationen er dårlig, bliver hurtigt opvarmede af solens stråler. En kat, der gemmer sig i et tillukket rum, eller en hund, der er lukket inde i en udestue, kan altså hurtigt få det varmt. Sørg derfor altid for god udluftning der, hvor dit kæledyr opholder sig.
Du bør aldrig efterlade din hund eller kat i bilen i mere end et par minutter eller lukke dem ind i et rum, hvor der er meget sol eller dårlig luftudskiftning.
Hvilke dyr er især udsatte for hedeslag?
Alle kæledyr kan rammes af hedeslag, men du skal være særligt opmærksom, hvis du lader din hund eller kat blive i bilen. Lad der aldrig gå mere end få minutter, inden du kommer tilbage til din bil, lyder rådet fra Finn Boserup.
»Ser du et dyr, der hiver og gisper efter vejret og er efterladt alene i en parkeret bil, bør du kontakte politiet, der evt. giver dig lov til at slå ruden ind for at redde dyret,« siger Finn Boserup.
Hedeslag ses især hos:
- hos ældre og svagelige dyr, der overanstrenges i varmt vejr
- hos kortsnudede hunde og katte, der har problemer med vejrtrækningen
Sådan er symptomerne på hedeslag
En hund eller kat, der er ramt af hedeslag, vil gispe og hive efter vejret. Hvis man ikke redder dyret i tide, vil det dø.
Sådan behandler du hedeslag hos hund eller kat
Ser du en hund eller kat med hedeslag, så start med at placere dyret i skyggen. Gerne et sted med god ventilation.
Nedkøl specielt hundens eller kattens hoved med kolde klude eller en pose med is. Du kan også overbruse dyret med vand. Hvis der ikke ses bedring i løbet af få minutter, må dyrlægen kontaktes, fortæller Finn Boserup.