Forbrændingerne skal undgås
Grunden til, at den røde hud får ekstra opmærksomhed, er, at forbrændingerne skader huden ekstra meget. Ifølge Kræftens Bekæmpelse ender næsten hver tredje dansker med en forbrænding, når de tager på sommerferie.
»Når huden bliver rød, er det et udtryk for en betændelsestilstand. Huden har simpelthen fået nok. Hvis man kan undgå at blive skoldet, er man nået langt, når det kommer til at passe på sin hud,« siger Peter Dalum
Især modermærkekræft udvikler sig, når huden bliver forbrændt.
Kan man blive brun på en sund måde?
Selvom solens stråler kan være skadelige for huden, er det de færreste, der vil eller kan gå igennem livet uden at blive brune. Og hvis man skal have D-vitamin, er solen også den primære kilde. Så når man endelig skal være brun, er der et par gode råd, der er værd at følge.
»Man skal sørge for at blive brun langsomt. Ikke noget med at stege fuldstændig igennem på første feriedag, men lad i stedet kroppen vænne sig gradvis til solens stråler og opbygge pigmentet langsomt,« siger Peter Dalum.
Kræftens Bekæmpelse har en liste med gode råd, som du kan finde i bunden af denne artikel.
Ordentlig beskyttelse kan mindske kræfttilfælde
Fornuftige solvaner er måske ikke det første, man tager stilling til, når man endelig kan komme ud og nyde vejret, men der er god fornuft i at tænke lidt ekstra over, hvordan du opholder dig bedst i solen.
»Omkring 90 procent af tilfælde med modermærkekræft og kræft i huden kunne undgås med ordentlig solbeskyttelse. Det kræver, at man beskytter sig mod den helt stærke sol og ikke giver kroppen mere, end den kan klare« siger Peter Dalum.