Det sidste farvel - på din egen måde

Flere vil begraves på havet

Da Fie Sandfeld for tre år siden mistede sin far Lars, var det efter ganske kort tids sygdom, og hun og lillebroderen havde derfor ikke talt med faderen om, hvordan han skulle begraves. Men de var ikke i tvivl.

»Lars var en, der kæmpede mod autoriteterne og levede frit. Vi ville have det meget skidt med, at han skulle begraves på en kirkegård - det var ikke ham.«

Fie og lillebroderen valgte derfor, at der ikke skulle holdes en højtidelighed i en kirke eller kapel. Og de søgte om tilladelse til at sprede Lars' aske over havet. Tilladelsen fik de efter en måned.

Og stadig flere danskere tænker i samme baner som Fie Sandfeld og hendes familie, når de skal begrave en pårørende. Selv om højtidelighed fra kirken og jordfæstning i familiegravstedet - og det hele arrangeret af en bedemand - stadig er den typiske måde at sige farvel på, så viser tal fra Kirkeministeriet, at antallet af danskere, der har fået tilladelse til sprede asken fra en afdød over havet, er fordoblet fra knap 900 i 2000 til 1759 i 2007.

Samme tendens gør sig gældende for ansøgninger om nedsættelse af urner på privat jord. I 1997 gav Kirkeministeriet 13 tilladelser - i 2007 var antallet oppe på 46. Tendensen bekræftes af Lars Askholm, der er formand for brancheforeningen Danske Bedemænd.

»Det er typisk folk, der har et forhold til havet, som får asken spredt. Og når der er opmærksomhed på de forskellige muligheder, kommer der også flere henvendelser. Som bedemænd er vi behjælpelige med at opfylde de pårørendes og den afdødes ønsker.«

Sømmelighed sætter grænser

Lovgivningen stiller kun få rammer for, hvor og hvordan man kan begrave en afdød. Faktisk har rigtigt mange af vores skikke rod i traditioner opbygget gennem generationer, og det var først i 1986, at Kirkeministeriet besluttede, at et lig skal placeres i en kiste forud for en begravelse eller ligbrænding. For de ting, der ikke er reguleret ved lovgivning, er der en fælles, grundlæggende regel: En begravelse eller bisættelse skal foregå sømmeligt, fortæller Finn Langager Larsen, der er kommitteret i Kirkeministeriet og gennem flere år blandt andet har beskæftiget sig med begravelseslovgivningen.

»Sømmelighedsbegrebet er svært at definere præcist, men har rod i vores fælles grænser. En god fingerregel er, at hvis man risikerer at støde nogen, så er det formentlig usømmeligt.«

Sømmeligheden er omtalt i Straffeloven §139, hvor det hedder:

»Den, som krænker gravfreden eller gør sig skyldig i usømmelig behandling af lig, straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder.«

Men der er kun faldet meget få domme i forbindelse med begravelser efter paragraffen. Som et eksempel nævner Finn Langager Larsen sagen fra 1998, hvor en mand tog sin nyligt afdøde far med en tur på sin motorcykel gennem København.

»Det er ikke sikkert, at manden kunne straffes alene for at tage sin far med på en køretur. Men fordi han pralede med historien i formiddagsaviserne, blev sigtet pludselig et andet. Der overskred han grænsen, for sømmelighed har med provokation at gøre.«

Det vil til gengæld ikke være usømmeligt at transportere sin afdøde forælder i en bil til Jylland, hvis vedkommende ligger pænt - for eksempel på en båre - eller sidder spændt fast i sikkerhedsselen, så andre bilister vil tro, at vedkommende sover, vurderer Finn Langager Larsen.

»Respekten for de afdøde går igen i alle kulturer. Måske endda især den nordiske, hvor vi også har oplevet, at »sømmeligheden « nærmest er blevet strammet de seneste år,« siger Finn Langager Larsen og forklarer, at det formentlig hænger sammen med, at færre og færre dør hjemme, og vi derfor har et mindre naturligt forhold til døden.

Begravet i skoven

Når blot sømmeligheden overholdes, er der kun meget få begrænsninger i den danske lovgivning. Hvis man har et ønske om at få sin urne sat ned hjemme på for eksempel sin gård, kan det lade sig gøre, hvis man ejer mere end 5000 kvadratmeter jord og indhenter en tilladelse fra Kirkeministeriet.

»Grænsen er sat for at opretholde en praksis, som sikrer, at der ikke er nedsat urner i villahaver over hele landet,« siger Finn Langager Larsen.

På samme måde skal man også indhente en tilladelse, hvis man ønsker at sprede asken over havet. Er man forudseende og ved, at det vil man gerne selv engang, er det muligt at få tilladelsen, så den gælder »til sin tid«.

»Spredningen af aske må ikke vække opsigt og skal ske over åbent hav - ikke over en stille sø eller en lille å. Samtidig er det forbudt at dumpe urnen.«

I fremtiden bliver det sandsynligvis også muligt at blive begravet i smukke, grønne omgivelser - også selv om man bor i lejlighed og ikke ejer en masse jord.

Folketinget arbejder lige nu på en lov, som tillader, at man kan sætte urner ned i skovbunden på begravelsespladser i de danske skove. Loven har bred opbakning i Folketinget og forventes vedtaget inden sommerferien.

Artiklen blev oprindeligt udgivet i Samvirke i maj 2008. Artiklen blev senest opdateret i maj 2011.