Extinction Rebellion: Vi gør det ikke for vores egen skyld. Vi gør det for alles skyld

De limer sig fast til motorvejen, buher ad statsministeren og kaster med suppe på kunstværker. Ikke-voldelig civil ulydighed har været benyttet til alle tider. Men er aktivisterne ude på et demokratisk sidespor? Vi har spurgt talsperson for Extinction Rebellion, der står bag mange debatskabende aktioner
Aktivisterne fra Extinction Rebellion bliver ofte bedt om at flytte sig - og som her hjulpet væk af politiet

Aktivisterne fra Extinction Rebellion bliver ofte bedt om at flytte sig - og som her hjulpet væk af politiet

Hvorfor benytter I jer af ikke-voldelig civil ulydighed?
 

»Det er det, der ser ud til at virke bedst i forhold til strukturelle forandringer. Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, arbejderbevægelsen og rødstrømpebevægelsen er eksempler. De benyttede sig af ikke-voldelig civil ulydighed. At strejke er jo også civil ulydighed. Og det virkede. Ikke isoleret set, men som en væsentlig faktor.«

 

Der vil være nogle, der mener, at dét at lime sig fast til vejen eller kaste suppe på kunst er for voldsomt. Hvorfor ikke vælge andre udtryksformer?


»Det er der også mange andre, der gør. Men lad os antage, at arbejderbevægelsen havde holdt sig inden for alle de lovlige rammer, der var givne dengang, tror du så, de havde fået deres rettigheder igennem? Havde kvindebevægelsen? Min påstand er: Nej. Og de var heller ikke populære i deres samtid.«

 

Og I drager en parallel fra de bevægelser til jer selv? 


»Ja. Vi står med et kæmpe problem, og der bliver ikke gjort noget. Hvis det virkede at skrive et læserbrev, ville vi gøre det. Vi gør ikke det her for vores egen skyld. Vi gør det for alles skyld.«

 

I er blevet kaldt antidemokratiske og  ’møgunger’. Er I det?  


»Det, jeg synes er interessant, er at identificere, hvem der typisk kommer med de påstande. For de kommer oftest fra nogle med en interesse i, at der ikke sker forandring. De har en interesse i at gøre os utroværdige.«

 

Og hvem er de ’nogle’? 


»Dem, der ikke mener, vi skal ændre noget, f.eks. repræsentanter fra den fossile branche. Dem er der jo flere af på COP-møderne, end der er repræsentanter fra landene. Så ja, vi er radikale. For vi befinder os i en radikal tid. 
Retten til at protestere er en del af vores demokrati, men vi bliver nødt til at protestere på måder, der ikke kan ignoreres. Derfor er fredelige lovbrud som at kaste tomat på et beskyttelsesglas eller lime sig til en vej ikke bare forsvarlige, men nødvendige. Vi synes ikke, det er radikalt at bryde loven på en fredelig måde. Tværtimod ser vi det som ekstremt ikke at gøre alt, hvad vi kan i denne krise, og det prøver vi at gøre opmærksom på.«

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvem er Extinction Rebellion?

Extinction Rebellion (ofte forkortet XR) er en global bevægelse, der bruger ikke-voldelig civil ulydighed for at presse regeringer til at handle på klima- og biodiversitetskrisen. 
De organiserer demonstrationer, aktioner og kampagner, der ofte involverer civil ulydighed som blokader og besættelser for at skabe opmærksomhed og presse på for politisk handling. 
Bevægelsen bruger et timeglas som symbol, der repræsenterer, at tiden er ved at løbe ud for mange arter 
på jorden. 
Læs mere på xrdk.org

Hvornår går en aktion over jeres egen grænse for, hvad der er ikke-vold?


»Vi har ikke en fasttømret grænse. Men vi træner aktivisterne i, hvad de må. F.eks. når politiet kommer, ­underviser vi dem i, at de ikke må bevæge sig i affekt. Det kan opfattes 
forkert.«

 

Men hvad ville I selv kunne gøre, som ville gå over jeres egen grænse? 


»For mig personligt, og her taler jeg ikke på vegne af hele bevægelsen, er vold noget, man gør mod levende væsner. Men at sprøjte melopløsninger på en bygning eller kaste suppe på billeder ligger inden for skiven.«

 

Det kunne jo opfattes som hærværk? 


»Det er vigtigt at understrege, at de kunstværker, der er blevet kastet suppe på (f.eks. ’Mona Lisa’ på Louvre, red.), er beskyttet af glas. Vores aktio­ner ødelægger ikke kunstværker. Og når vi kaster med melopløsning, er det netop noget, der kan vaskes væk.«


Men risikerer I ikke – med de metoder – at vende folk imod jer? 


»Det gør ikke noget, hvis folk bliver sure. Faktisk betyder det, at de diskuterer det. Og jo større debat, jo bedre. Det er sådan, det vil lykkes til sidst. Det er også derfor, vi bevidst presser politiet under en aktion. Vi synes, de skal beskytte vores verden og sige fra over for politikerne. Det kunne være fantastisk, hvis politiet blev så trætte af os – som med bz’erne – at de vendte sig mod Christiansborg og sagde: ’Gør noget!’ En bevidst strategi fra vores side er også at nægte at betale de bøder, der udstedes ved sigtelse. For så ender vi i retten. Og får talt vores sag.«

 

Så det er et mål at larme så meget som muligt? 


»I de rigtige systemer med magt til forandring som f.eks. domstolene – ja.«

 

Hvad hvis nu jeres handlinger er med til at føre til strengere lovgivning mod ikke-voldelige protester?


»Når folk siger det, er det for at skræmme. Mit bedste bud er, at regeringen ikke er villig til at bruge penge på at sætte folk i fængsel. Når det er sagt, så opererer vi jo med, at nogle aktivister er villige til at gå i fængsel. Og hvis det skete, ville vi køre kampagner. For hvordan ville den danske befolkning reagere, hvis staten kaster aktivister i fængsel? Men du spørger meget ind til metoden. For mig at se er det interessante hvorfor vi gør det. For ja, vi kan virke provokerende og vrede. Men jeg ville ønske, at flere  var vrede. Klimakollaps, ekstremt vejr, der ødelægger muligheden for at dyrke mad osv. Det giver ingen mening at diskutere metoden løsrevet fra konteksten.«
 

Læs mere om