Blusen, du sender retur, kommer måske aldrig tilbage på netbutikkens hylde

Returtøj kan gå en uvis fremtid i møde

Argh… de sidder ikke godt. Hverken det ene eller det andet par bukser, som du bestilte et nummer større for en sikkerheds skyld. Heldigvis er der gratis retur, så du folder bukserne nødtørftigt sammen i en pose, sætter returlabel på og finder den nærmeste pakkeboks. Sådan. Ude af øje, ude af sind. Men i nogle tilfælde ryger bukserne også helt ud af netbutikkens sortiment og går i stedet en uvis fremtid i møde. Måske bliver de givet videre til genbrug eller solgt til en mellemhandler i udlandet. Måske ender de på et marked i en helt anden verdensdel bundet stramt sammen med andet »overskudstøj« efter en flere tusinde kilometer lang rejse. I værste fald bliver tøjet destrueret med det samme eller efter et lagerophold uden nogensinde at have været i brug.    

 Det fortæller seniorlektor Carl Dalhammer fra Center for Miljø- og Klimavidenskab (CEC) på Lunds Universitet.      

»Antag ikke, at tøjet vil blive gensolgt på hjemmesiden, især ikke hvis du har åbnet pakken og prøvet tøjet på,« siger han. 

Der kan dog være stor forskel på, hvad praksis er, de forskellige producenter og detailhandlere imellem, understreger den svenske forsker, som sammen med et hold kolleger har interviewet en række eksperter, der arbejder med forsyningskæder i tekstil- og elektronikbranchen i Europa.

Returtøj er en dårlig forretning

Men hvordan kan det være, at det tøj, vi returnerer, ikke altid kommer tilbage på netbutikkens hylde? Ofte kan det simpelthen ikke betale sig for virksomheden at gøre tøjet klar til gensalg. Når bukserne er retur på virksomhedens lager, har butikken både betalt dig pengene tilbage og i mange tilfælde også dækket portoen. Virksomheden skal nu bruge tid og ressourcer på at tjekke bukserne for eventuelle skader og ompakke dem, hvis de skal tilbage i netbutikken. Det kræver arbejdskraft og plads, som koster penge. Er en knap gået løs eller en syning gået op, bliver processen endnu mere arbejdstung. Håndteringen af returtøj kan derfor ofte ende med at blive dyrere for butikken end gevinsten ved et eventuelt gensalg. 

Det gælder især, når der er tale om masseproducerede lavprisvarer, som endda kan være gået af mode og faldet i værdi, inden de kommer retur fra forbrugeren, fordi mange brands i dag sender nye kollektioner på gaden en gang om måneden eller oftere, siger Carl Dalhammar. 

»De mange nye kollektioner er det, man kalder fast fashion, og det er i virkeligheden det grundlæggende problem. Markedet bliver konstant oversvømmet med billigt tøj, der hverken er skabt til at holde særlig længe eller reparere på, og derfor kan det i mange lande betale sig at destruere usolgt og returneret tøj.«

Med den kinesiske tøjproducent Sheins indtræden på det globale marked er der blevet skruet endnu mere op for tempoet. Det siger selvstændig researcher Tanja Gotthardsen, som rådgiver virksomheder og organisationer om social og miljømæssig påvirkning. Hun sidder blandt andet i Forbrugerrådet TÆNK’s advisory board for kampagnen Sammen mod tøjspild og har assisteret det Europæiske Miljøagentur i arbejdet med rapporter på tekstilområdet. 

»Det er en eskalerende tendens, hvor vi nu har fået noget, der hedder ultrafast fashion, som er endnu billigere og endnu hurtigere. Og når man kan få en top til 25 kr., så er spørgsmålet for det første, om man overhovedet gider at sende den tilbage til Kina, hvis man fortryder sit køb, og for det andet er chancen for, at den bliver sat til salg igen, nok ikke særlig stor.« 

Almindeligt at destruere returvarer i USA 

De seneste år har medierne beskrevet, hvordan tøjbrands og -forhandlere i både Europa og USA har sendt usolgt tøj til forbrænding. I 2021 fik Forbrugerrådet TÆNK lavet en analyse af affaldsrådgivningsfirmaet Econet, som estimerede, at 677 tons usolgt tøj bliver smidt ud og brændt årligt i Danmark.

Der findes ikke tal på, hvor stor en del af det tøj, som destrueres i Europa og på verdensplan, der er returvarer. Men især i USA er det udbredt, at de bukser, T-shirts, sko og strømper, som forbrugerne returnerer, bliver kasseret i stedet for at komme tilbage i handlen, siger seniorlektor Carl Dalhammer fra Lunds Universitet. 

»Det er lidt bedre i Nordeuropa, siger de kilder og eksperter, vi har talt med, for her har medierne fokus på problemet, og virksomhederne vil typisk fortælle, at de gensælger og genbruger så meget som muligt.« 

Men selvom det ikke nødvendigvis er udbredt på vores breddegrader, at netbutikker og virksomheder smider returvarer ud, betyder det ikke, at man kan føle sig sikker som forbruger, vurderer Carl Dalhammar. Den svenske forsker har for eksempel talt med en ansat i et svensk logistikfirma, som forklarede, at meget tøj bliver kasseret, og at nogle kunder har fået at vide, de ikke behøvede sende deres fejlkøb tilbage, fordi tøjet bare ville blive smidt ud. 

»Tøjbranchen er præget af greenwashing og mørketal. Der er et stort behov for at undersøge, hvor tøjet bliver gensolgt eller genbrugt, og om det rent faktisk sker i praksis. I forhold til de meget billige brands, man kan købe online, vil jeg være meget overrasket, hvis de investerer i gensalg og genbrug. I bedste fald vil de måske forsøge at sende returvarer til Indien og håbe, de kan blive solgt der,« siger Carl Dalhammar.

Enorme mængder tøj fra Vesten ender i Ghana 

Når virksomheder skiller sig af med overskudstøj ved at sende det videre til genbrugsmarkedet eller mellemhandlere i andre dele af verden, er det imidlertid ikke en garanti for, at tøjet kommer til at gøre gavn, fortæller Carl Dalhammar. Vestens eksport af tøj, som vi ikke selv kan bruge, er nemlig så enorm, at det bliver et problem i et land som f.eks. Ghana, der er endestationen for en stor del af tøjet. Hver uge modtager det afrikanske land angiveligt omkring 15 millioner stykker tøj, ifølge den engelske avis The Guardian. Tøjet kommer oftest i firkantede baller, som ifølge avisen kan indeholde både genbrugstøj og tøj fra lagre og butikshylder, som aldrig har været i brug. Det bedste og mindst beskadigede tøj bliver solgt på markeder i Ghana, men omkring 40 procent af tøjet ender i stedet på lossepladser eller som affald i afløb og på stranden og udgør i stigende grad et miljøproblem, fortæller Carl Dalhammer med henvisning til data fra den afrikanske NGO the OR Foundation.

»Det er en vandhane, der løber i køkkenet. I stedet for at lukke den, forsøger man bare at tørre vand op fra gulvet.«

Dansk Erhverv: Returvarer kommer tilbage i handlen

Danskerne er et af de folkefærd i EU, som handler allermest på nettet. Og det, vi oftest klikker over i den virtuelle indkøbskurv, er tøj, sko og accessoires. Samtidig er det også det, vi oftest sender retur igen. Tal fra Dansk Erhverv viser, at mellem hver 5. og 6. ordre inden for denne kategori bliver helt eller delvis returneret. Ifølge e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, Niels Ralund, har vi herhjemme en forholdsvis »sund« returkultur, når vi sammenligner os med nogle af vores europæiske naboer, men det ændrer ikke på, at returvarerne udgør en belastning for netvirksomhederne. 

»Det er en voldsom omkostning for mange netbutikker, som forsøger at holde en lønsom forretning kørende. Især for de mindre virksomheder, der ikke har de samme strømlinede processer og systemer til at håndtere returvarerne, som de helt store mastodonter som f.eks. Zalando og Boozt,« siger han.

Alligevel er det generelt indsatsen værd at få returvarerne så hurtigt som muligt tilbage i salg, siger han og afviser, at det skulle være en underskudsforretning at håndtere og gensælge returvarer.  

»Der er økonomi i at få sine varer i cirkulation igen. Det er ganske enkelt for kostbart til, at man bare smider det ud. Jeg kender ikke til danske virksomheder og netbutikker, som ikke har indrettet deres system efter, at det tøj, der kommer retur, skal hurtigst muligt retur i handlen igen,« siger han. 

E-handelsdirektøren vurderer derfor også, at så godt som 100 procent af det tøj, danske forbrugere fortryder og returnerer, kommer i salg igen, hvis det vel at mærke ikke er beskadiget eller blot kræver let klargøring såsom strygning eller påsætning af en ny knap. 

»Jeg vil godt lægge hovedet på blokken og sige, at det stort set alt sammen kommer ud i handlen igen. Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at der er nogen, der gør noget andet, men jeg har besøgt rigtig mange virksomheder i ind- og udland og bliver imponeret over, hvor professionelt det efterhånden er blevet i returafdelingerne,« siger han.

Bestseller: Vi kasserer ikke returvarer 

Samme toner kommer fra den danske modekoncern Bestseller, der står bag brands som Jack & Jones, Vero Moda og Selected. Ifølge Anders Frost Nygård, Bestsellers Head of Ecommerce Distribution and Projects, kommer 99 procent af returtøjet tilbage på webshoppen og sælges som nyt. Under 1 procent kan ikke reddes, men sælges videre til outlets. Og intet tøj kasseres, lyder det. Koncernen har desuden gjort forskellige tiltag for at nedbringe mængden af returvarer, der som Anders Frost Nygård pointerer, både reducerer indtjeningen og genererer et ekstra CO2-aftryk. 

»Høje returrater er desværre blevet en del af onlineshopping, hvor prøverummet groft sagt er flyttet fra butikken og hjem i soveværelset. Vi har igangsat mange tiltag for at reducere dette og gøre kunderne mere opmærksomme på deres returvaner,« siger Anders Frost Nygård. 

Det indebærer blandt andet returneringsgebyr, som kunderne skal betale, ligesom der ikke længere følger returlabel med i kassen hos langt størstedelen af deres brands. Kunderne må i stedet over på en online returportal, som giver Bestseller bedre data, der forhåbentlig kan bruges til at reducere returmængden yderligere, forklarer Anders Frost Nygård. 

»Desuden sparer vi mere end en million returlabels, som nu ikke skal smides ud i de tilfælde, hvor kunden ikke ønsker at returnere. Via portalen får kunden i stedet en QR-kode. Dermed printes kun de labels, der er behov for.« 

Returvarer skaber virksomheder 

Fordi håndteringen af returvarer kan være en bekostelig affære for mange forhandlere, er der opstået et marked for virksomheder, der tilbyder at tage sig af opgaven og optimere og smidiggøre returprocesserne. Det gælder for eksempel amerikanske Optoro, der blandt andet skriver på deres hjemmeside: 

»Returvarer er langtfra værdiløst affald. Optoro forbinder usolgte varer med deres næste hjem. Det giver produkter, der tidligere var dømt til skraldespanden, et nyt liv. Uanset om de skal tilbage på hylden, videresælges, repareres, genbruges eller doneres.«

Ifølge selvstændig researcher og rådgiver inden for social og miljømæssig påvirkning, Tanja Gotthardsen, findes der lignende løsninger i Europa. Og selvom det umiddelbart er positivt, at tøj, der måske kunne have lidt en værre skæbne, kommer tilbage i salg, fordi virksomheder og forhandlere har mulighed for at udlicitere opgaven, er der også en bagside. 

»Potentielt kan det her blive en sovepude for brands, der i stedet burde kigge på at skrue ned for produktionen og op for kvaliteten. For så længe virksomheder og forhandlere nemt kan komme af med det tøj, de har i overskud, og måske stadig profitere på det, så indbyder det ikke til en anden adfærd,« siger hun. 

Kunder blokeres

Vi kommer ikke uden om, at det er os forbrugere, der handler i netbutikkerne, som i stor stil sender tøj retur – i nogle tilfælde altså til en uvis skæbne, og hver gang med ekstra mængder udledt CO2 til følge. For nylig kom det frem, at den svenske virksomhed Boozt, der sælger tøj online, blokerede 42.000 kunder – heriblandt danske kunder – fordi de har returneret for mange varer. De ekstra mange returvarer er både en dyr fornøjelse for virksomheden og svarer ifølge Boozts økonomichef til udledningen fra 600 lastbiler om året, som kører frem og tilbage fra virksomhedens lager. 

Selvom nogle kunder måske udnytter muligheden for nem returnering lige lovlig meget, vil Tanja Gotthardsen generelt ikke sætte forbrugerne på anklagebænken.

»Vi skal bruge den her returproblematik til at tale om, hvordan vækst er blevet en ledestjerne både globalt og nationalt, og at vejen dertil er at producere flere og flere produkter til lavere og lavere kostpris. Skubber man ansvaret videre til forbrugerne, underkender man fuldstændig den måde, markedsføringen er bygget op på, og udnytter basal human psykologi,« siger hun og uddyber: 

»Modebranchen spiller både på vores behov for at føle os lidt unikke og  samtidig føle os som en del af flokken. Hvis man kan få flokken til at løbe stærkt nok, så bliver det svært for den enkelte at stoppe op. Vi er jo sociale væsener, og tilhørsforholdet er noget eksistentielt.« 

Tanja Gotthardsen peger samtidig på et andet grundlæggende problem, som peger tilbage på producenter og netbutikkerne. Nemlig at tøjet ofte er af ringere kvalitet end forventet og alt for tit ikke passer, når vi pakker det ud af posen. Faktisk peger igangværende undersøgelser fra VIA University College på, at det kun er 8-12 procent af det nyproducerede tøj, der sidder godt på en almindelig krop, siger hun. 

»Hvis vi er så langt fra, at tøjet passer til de mennesker, der skal have det på, så er der måske noget dér, man kunne arbejde på i forhold til at få returraten ned. Vi ved, at pasform og komfort er noget af det vigtigste i forhold til, om vi beholder tøjet i aktiv brug som forbrugere i stedet for at sende det retur eller lade det hænge bagest i skabet.«