Spidskål på 3 forskellige måder
Stegt spidskål med chimichurri
En delikat sydamerikansk salsa løfter spidskål til et nyt niveau. Spis spidskålen som en ret for sig selv eller server den som makker til en bøf. Se i videoen, hvordan MasterChef-vinder Anders Halskov-Jensen tilbereder stegt spidskål med chimichurri.
Det skal du bruge:
- 1 spidskål
- 1 dl god olivenolie
- 1-2 spsk. æbleeddike
- 1 rød chili
- 1/2 fed hvidløg
- Revet skal fra en usprøjtet citron
- 1 bundt bredbladet persille
Sådan gør du:
Skær spidskålen i kvarte og skyl stykkerne rene under hanen. Giv kålen stegeskorpe på en pande ved høj varme på begge skæreflader og steg færdig ved lav varme, til den er mør, men stadig med bid – ca. 10-15 minutter. Imens laves en chimichurri ved at blande hakket persille, revet hvidløg og chili i små tern med olie, eddike og revet citronskal. Smag til med salt og peber og evt. citronsaft. Server spidskålen med det samme og hæld chimichurrien over umiddelbart inden.
Tilberedningstid: 15 minutter
Spidskål-slaw
En mildere udgave af en klassisk coleslaw med spidskål, som du kan servere som tilbehør til fisk eller noget fra grillen. Se i videoen, hvordan MasterChef-vinder Anders Halskov-Jensen tilbereder spidskål-slaw med citronskal og spidskommen.
Det skal du bruge:
- 1 spidskål
- 5 dl cremefraiche 18%
- 1 tsk. stødt spidskommen
- 1 tsk. sukker
- Revet skal af usprøjtet citron
- Salt
Sådan gør du:
Rens spidskålen og skær den i tynde strimler, gerne på mandolin, hvis du har en. Cremefraichen røres til dressing med salt, sukker, citronskal og spidskommen. Husk at smage til. Vend kålen med så meget dressing, at den er ”coated”, men uden at sejle i dressing.
Tilberedningstid: 10 minutter
Bagt spidskål
En alsidig og super simpel udgave af spidskålen, som fungerer godt med fisk, fjerkræ eller vildt. I videoen kan du se, hvordan MasterChef-vinder Anders Halskov-Jensen tilbereder bagt spidskål med smør og dild.
Det skal du bruge:
- 1 spidskål
- Smør
- Dild
- Salt
Sådan gør du:
Halvér spidskålen på langs og fordel et godt lag smør på skærefladen. Drys med salt og bag i 15 min. ved 200 grader. Pynt med lidt dildkviste og servér kålen på et fad, så du kan skære ud ved bordet.
Tilberedningstid: 20 minutter