Skal man bruge Nonoxal til rabarber?

Drop bare Nonoxal, når du laver mad med rabarber. Sådan lyder rådet fra Leif Skibsted, der er professor i fødevarekemi på Københavns Universitet. Læs her hvorfor.
Rabarber tæt på.

Rabarber får ofte selskab af mælkeprodukter, der indeholder en stor mængde kalk. Kalken neutraliserer oxalsyre, der findes i rabarber, og fungerer altså på samme måde som Nonoxal.

Oxalsyre i rabarber neutraliseres af mælkeprodukter

Du behøver ikke bruge Nonoxal til rabarbergrød, -kompot eller andre retter med rabarber, medmindre du spiser store mængder rabarber uden mælkeprodukter til.

Rabarber indeholder syren oxalsyre, som binder og forhindrer kalk i at løbe ud i blodbanen og over til knoglerne. 

Det fortæller Leif Skibsted, der er professor i fødevarekemi på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

»Når man spiser rabarber, serveres de næsten altid med kalkholdige mælkeprodukter som for eksempel fløde og mælk. Og der er nok kalk i mælkeprodukter – også laktosefri – til at neutralisere oxalsyren, så den ikke gør skade,« siger han.

Brug kun Nonoxal, hvis du lever af rabarber

Der er altså ingen grund til at bruge Nonoxal, som består af opløseligt calcium, medmindre du spiser uanede mængder rabarber uden andet til. Noget, de færreste gør.

»Spiser du en klat rabarberkompot til aftensmaden, er indholdet af oxalsyre så lille, at der vil være rigeligt kalk i de andre fødevarer til også her at neutralisere oxalsyren,« siger Leif Skibsted.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Spis kun stilkene – og ikke bladene!

Rabarberstilke indeholder altså en mængde oxalsyre, der er så lille, at man ikke behøver bekymre sig, hvis bare man ellers spiser normalt.

Rabarberblade indeholder dog for store mængder oxalsyre til, at man må spise dem.